20. dec.: Praktikant hos Koncern TV & Film

SAMS Julekalender

Hver dag i december bringer SAMS en hilsen fra en studerende i praktik. Vi håber det kan inspirere andre enten til at finde en spændende praktikplads, eller som en måde at se hvad andre studerende interesserer sig for.

Glædelig jul, og held og lykke i denne eksamenstid…

Mit navn er Lobna Touhou, og jeg er kandidatstuderende i Medievidenskab på Københavns Universitet på 9. semester. På nuværende tidspunkt er jeg fuld beskæftiget i min drømmepraktikplads på produktionsselskabet Koncern TV & Film. I den første del af min praktikperiode var jeg researcher i udviklingsafdelingen, og da et af de tv-formater vi udviklede blev solgt, så blev jeg en del af redaktionen, hvor min rolle har været omfavnsrig.

Tre faste arbejdsopgaver på din praktikplads
Mine arbejdsopgaver på Koncern TV udvikler sig hele tiden, men hvis jeg skal fremhæve tre arbejdsopgaver, så bliver det disse:

  1. Udvikle tv-formater ved at researche om emnet, udarbejde rundowns, give bud på værter og medvirkende samt producere dummies, der skal præsenteres for tv-kanalernes redaktører.
  2. Caste medvirkende og værter til dummies og til tv-programmer.
  3. Assistere redaktionschefen med udviklingen af indholdet, støtte produktionslederen med koordinering og eksekvering af tv-optagelserne, hjælpe tilrettelæggere med optagelser og precut samt sørge for postproduktionen kører.

Den fedeste opgave jeg er blevet stillet
Det er svært at udpege én opgave, men hvis jeg alligevel skal fremhæve én fed oplevelse, så må det være, da jeg var tovholder på castingen til det tv-program, jeg er med til at lave. Jeg var i forbindelse med castingen med fra start til slut, og det betød at jeg skulle lave castingopslaget, sørge for at det spredt så flest mulige reagerede på det, vurdere henvendelserne og udføre castingen af de potentielle deltagere. Det var lærerigt at bruge sin viden om tv og interviewteknik til at kunne udføre og sammenklippe casting-materialet. Dernæst kom min analytiske side også i spil, da jeg skulle sammensætte de medvirkende i par, så de ville passe til tv-formatet og tv-kanalens målgruppe. Det var også fedt og meget lærerigt at være med til at præsentere castingklippene for TV 2-redaktøren og være med til at argumentere for det udvalgte cast.

Originalfoto: Erika Stanley

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*