21. dec.: Kommunikationspraktikant hos U communicate

SAMS Julekalender

Hver dag i december bringer SAMS en hilsen fra en studerende i praktik. Vi håber det kan inspirere andre enten til at finde en spændende praktikplads, eller som en måde at se hvad andre studerende interesserer sig for.

Glædelig jul, og held og lykke i denne eksamenstid…

Line Kjølhede, 7. semester, medievidenskab AU.

Jeg brugte 6. semester som kommunikationspraktikant hos U communicate, hvor jeg nu arbejder som studiemedhjælper som en naturlig forlængelse af praktikken.

U communicate er et mellemstort kommunikationsbureau i Aarhus, som hjælper alt fra små til helt store virksomheder med at finde ind til kernen af deres virksomhed – som et solidt grundlag for god og troværdig kommunikation. Derfor er U communicate også det perfekte praktiksted, fordi der er rum og plads til at tage ansvar i en hverdag fyldt med små og store opgaver.

Tre faste arbejdsopgaver på din praktikplads:

  1. Research og analyse er en stor del af dagligdagen på et bureau. Det er eksempelvis afgørende, at man har en bred forståelse af den virkelighed, som kunderne er en del af. Derfor er research og analyse af forskellige brancher og målgrupper essentiel for en god og troværdig rådgivning.
  2. De rigtig gode ideer kommer oftest først frem til overfladen, når vi gør ting på en ny og anderledes måde. Derfor handler dagligdagen på et bureau også om at designe og facilitere forskellige workshops og processer, der kan få virksomhederne til at tænke nyt. Magien opstår når alle de nye tanker bliver høstet og kogt ned til det nye mind-set, der danner grundlag for en ny strategi og skaber ny værdi for kunden.
  3. Dagligdagen er selvfølgelig også præget af idéudvikling i samarbejde med dygtige kolleger og præsentation af de nye idéer til eksisterende og potentielle kunder. Derfor er brainstorm og post-its, udarbejdelse af præsentationsmateriale og pleje af kunderelationer også en del af dagligdagen på et bureau.

Den fedeste opgave jeg er blevet stillet:
Som flere i denne julekalender har pointeret, er det svært at finde én opgave, der skiller sig ud som den bedste – og det er lige netop derfor, at jeg har valgt at fremhæve to.

En nystartet virksomhed kontaktede bureauet med henblik på at få hjælp til at lede og udføre deres PR. På grund af deres nye opstart var budgettet også sparsomt og derfor en oplagt praktikantopgave. Jeg fremhæver ikke denne opgave, fordi opgaverne skilte sig særligt ud, men fordi det ansvar jeg fik tildelt gjorde, at min faglige stolthed voksede. Det var super sejt at have den fulde kontakt til virksomheden fra spæd ide til udførelse og til at vende tilbage med gode resultater.

Opgave nummer to vil jeg fremhæve, fordi jeg synes det var stort! Efter måneders research og forberedelse af procesdesigns blev det endelig tid til at gennemføre en stor workshop. Det gav en god energi at fremvise flere måneders arbejde og at hvile i, at man havde styr på det hele. Det blev selvfølgelig ikke værre af, at det hele foregik i Nimbs omgivelser i Tivoli – som studerende føler man sig enormt voksen og ynkelig vigtig i de skønne omgivelser og blandt alle de jakkesæt der lytter til, hvad man siger.

3
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*