4. dec.: Praktikant hos Smag på P3

SAMS Julekalender

Hver dag i december bringer SAMS en hilsen fra en studerende i praktik. Vi håber det kan inspirere andre enten til at finde en spændende praktikplads, eller som en måde at se hvad andre studerende interesserer sig for.

Glædelig jul, og held og lykke i denne eksamenstid…

Simon Keun studerer Medievidenskab på 9. semester på Aarhus Universitet. Men de seneste måneder er Aarhus skiftet ud med København, da han var heldig at få praktikantstillingen hos radioprogrammet Smag på P3, som er P3’s musikprogram.

Tre faste arbejdsopgaver på din praktikplads

  1. Researche og producere indhold til programmet i form af musiknyheder, oplininger på gæster, lytterkonkurrencer, optage og klippe lyd til brug i udsendelsen.
  2. Producer-assistent under udsendelserne, hvor jeg blandt andet taler med lyttere, styrer de sociale medier og holder øje med sms-reaktionerne fra lytterne.
  3. Kontakt med pladeselskaber i forhold til features i programmet (præmier til konkurrencerne, koncertbilletter, kommende gæster m.m.).

Den fedeste opgave jeg er blevet stillet
På min første uge hos Smag på P3 fandt redaktionen ud af, at rapperen 50 Cent kom forbi Elgiganten i Fields Storcenter. Redaktionen gav mig den opgave at få taget et billede sammen med ham. Jeg tog i mod udfordringen og drog mod Fields som reporter. Jeg skulle oprindelig lave et voxpop-indslag med fans, som stod i kø for at møde rapperen. Det endte dog med, at jeg fik sneget mig op på Elgigantens hovedkontor, hvor 50 Cent ville ankomme før han gik ned til fansene. Da jeg sad og ventede i håb om blot at få et billede sammen med ham, fik jeg at vide, at jeg godt måtte interviewe ham, hvis jeg havde lyst. Den melding sendte kortvarigt panik gennem mit hoved, men jeg fik skrevet nogle spørgsmål, interviewet ham, og skyndte mig tilbage til DR Byen for at få klippet indslaget, så det kunne komme med i dagens udsendelse af Smag på P3 – det var en meget vild dag, som jeg sent glemmer.

 

3
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*