7. december: Michelle Bach

Foto: Christina Vasby

SAMS Julekalender 2014

Hver dag i december præsenterer SAMS en uddannet medievidenskaber i sit nuværende job. Vi håber, at det kan give et interessant og inspirerende indblik i, hvilke job der kan være i vente, når studietiden er forbi.

Glædelig jul og al held og lykke i denne eksamenstid.

27-årige Michelle Bach har læst medievidenskab på Aarhus Universitet, hvorfra hun dimitterede i 2013. I dag er hun projektleder for Open Data Aarhus (www.odaa.dk) og en del af Smart Aarhus’ sekretariat (www.smartaarhus.dk). Du kan være heldig at fange Michelle Bach i Aarhus Kommune, hvor hun tager rundt til forskellige dataejere for at overbevise dem om den smarte idé om åben data.

Tre typiske arbejdsopgaver

  1. Jeg skal sørge for, at projektet glider fremad i den ønskede retning. Det vil sige, at jeg er en slags tovholder på alle relationerne tilknyttet projektet, og jeg skal sørge for, at alle deadlines overholdes – blandt andet hos teknikerne på projektet som udvikler selve platformen, hvor data frigives. Jeg udvikler projektplaner, -strategier og holder møder med de forskellige interessenter og arbejdsgrupper. I denne forbindelse sender jeg virkelig mange mails.
  2. Jeg varetager derudover kommunikation og community-opbyggende aktiviteter – både med eksterne interessenter og internt i Aarhus Kommune. Dette indebærer eksempelvis, at jeg holder en del oplæg og foredrag om Open Data, Smart City og digital byudvikling. Jeg skal kende min målgruppe, idet der skal formidles forskellige vinkler alt efter, hvem man taler med. Derudover arrangerer og deltager jeg i forskellige arrangementer som for eksempel Aarhus Data Drinks netværksmøder og hacklabs som for eksempel MADE Celebration 2014.
  3. Jeg arbejder i en politisk organisation, og det betyder, at jeg skal navigere i et politisk landskab. Derfor skal jeg arbejde strategisk, sørge for at underrette de rette personer på de rette tidspunkter, holde oplæg i forskellige politiske organer med videre. Derudover er jeg med til at udbrede Open Data til resten af landets kommuner, som indebærer en del strategisk arbejde.

Den fedeste arbejdsopgave
Jeg deltager i EU-projekter, og det er fedt med den internationale vinkel. Projekterne er meget innovative – jeg lærer meget ved dem og fanger en masse viden. Det er generelt dygtige og intelligente mennesker, jeg arbejder med i denne forbindelse, og det er meget inspirerende at arbejde sammen med dem. Der er desuden en meget åben og varm stemning. Dog har projekterne udfordringer med at kommunikere og inddrage borgerne, og det er her, jeg bidrager med at gøre en forskel. Jeg har blandt andet lige været redaktør på et magasin i forbindelse med et EU-projekt. Det, der gør mit job fedt, sjovt og lærerigt, er blandt andet de mange forskellige typer mennesker, jeg møder. Jeg taler med alt fra programmører til politikere, og mine opgaver spænder vidt. Det betyder, at jeg får en meget forskelligartet hverdag og hele tiden skal være klar på at indstille mig på noget nyt.

8
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*