Brænder du for børne-tv?

DR’s B&U-afdeling har i årtier skabt glæde med et hav af ikoniske børneudsendelser. Redaktør i afdelingen Per Schouby, fortæller i et interview med SAMS, hvad der kræves for at blive en del af holdet.

Hvad lægger I vægt på, når I vælger praktikanter?

Her på redaktionen har vi mange journaliststuderende i praktik, da vi i høj grad laver journalistisk arbejde. Det skader derfor ikke, hvis du i en eller anden grad har kendskab til eller har arbejdet med journalistik. Når det er sagt, lægger vi meget vægt på, at de praktikanter, vi tager ind, viser en oprigtig interesse for mediet eller vores programmer. Vær derfor målrettet i din ansøgning og vis et kendskab til vores afdeling og vores programmer. Vi synes også, at det er fedt, hvis du har lavet noget ved siden af eller under studiet, som har givet erfaringer med mediet eller ”feltet”. Har du skrevet en opgave om tv, tv-programmer eller måske endda børne-tv – så skriv det i ansøgningen. Vi er klar over, at egne projekter ikke er i broadcast-kvalitet, men det viser stadig, at du er idérig og har lidt praktisk erfaring. Tv er et holdarbejde. Det er derfor helt essentielt for os, at vi finder en sød, åben og positiv studerende med gå på mod, som bliver en god kollega. Du kommer derfor rigtig langt med de menneskelige og sociale kompetencer.

Hvordan finder I ud af, om de studerende lever op til jeres rekrutteringskrav?

Når vi modtager ansøgningerne læser vi dem grundigt igennem. Mange vedlægger links til egne projekter, som vi også tager os tid til at se på. Vi modtager cirka 20 ansøgninger og kalder omkring halvdelen til samtale. Den endelige beslutning afhænger af en kombination af CV’et og det indtryk vi får af den studerende under samtalen. Vi har haft meget forskellige praktikanter, så der er ikke en bestemt formel for, hvad vi leder efter. Vores praktikantstillinger bliver også først slået op, når vi er sikre på, at vi kan tilbyde et ordentligt forløb for den studerende. Det vigtigste er nok, at du i din ansøgning kort fortæller, hvem du er, hvorfor vi skal møde dig, og hvorfor du lige akkurat vil i praktik hos os.

Hvad kan I tilbyde den studerende?

Som praktikant hos os er arbejdet præget af journalistiske opgaver som indsamling og strukturering af cases, men også ideudvikling af programindhold og koordineringsopgaver, hvor du skal sikre, at de børn, som deltager i programmerne, trives. Det, du får med i baggagen fra praktikopholdet, er, et godt kendskab til mange aspekter af en stor produktion og praktisk erfaring med en produktionsvirkelighed. Du bliver en del af et team og får lov til at støtte op om en produktion. Praktikken giver altså et godt indblik i vores lille del af branchen. Succeskriteriet for os er, at den studerende har haft en god oplevelse.

 

Praktisk information

Hvor mange universitetspraktikanter tager I ind?

Vi modtager cirka 20 ansøgninger til en til to praktikantstillinger. Af dem kalder vi cirka ti til samtale. Selve praktikforløbet strækker sig fra mellem minimum fire måneder til seks.

Hvornår kan man søge?

Ansøgningsfristen er for det meste omkring den 1. januar og den 1. august. Det passer med, at vi programmæssigt har en forårs- og en efterårssæson. Vi slår stillingerne op cirka to til tre måneder før, praktikforløbet starter. Stillingsopslagene kan du blandt andet finde på vores egen hjemmeside eller i AU’s job- og projektbank.

Hvor mange timer skal man regne med at lægge i praktikken om ugen?

Da timerne følger vores udsendelser, vil der nogle gange være aftenarbejde og andre gange dagsarbejde. Men alt i alt er stillingen på 37 timer om ugen. Vi er godt klar over, at der skal være plads til at arbejde ved siden af praktikopholdet, og vi er derfor også fleksible.

Hvem kontakter man?

I forbindelse med stillingsopslaget vil der være en kontaktperson – men det kunne godt tænkes, at det bliver mig, I skal have fat i.

2
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*