En by fuld af liv

Danmarks største mediehus, DR, spytter hver dag et stort antal medieprodukter ud. I de fem måneder, hvor jeg var i praktik i kulturafdelingen, var jeg med til at sætte mit lille fingeraftryk på nogle af de produkter. På de måneder voksede jeg et par meter, og jeg fik sat en kurs fremad.

I morgen finder vi ud af, hvem der skal stå for designet af den danske pavillon til Expo 2012. Jeg tænkte på, om ikke du havde lyst til at tage ind og se vinderen blive kåret og interviewe Brian Mikkelsen og vinderen?

Jo, siger jeg glad med et smil, der kravler op til begge ører, mens mine hænder vibrerer svagt af nervøse trækninger. Brian Mikkelsen! Økonomi – og erhvervsministeren! Helt sikkert.

Dagen efter begiver jeg mig af sted ind til Mikkelsens ministerium i Slotsholmsgade med store høretelefoner og diktafon i tasken og med syv spørgsmål nedskriblet på en lille papirblok. DR og moderne udstyr er ikke et match! Da jeg efter en lille gåtur rundt i ministeriets labyrintgange sammen med en flok andre forvirrede journalister når frem til rummet for offentliggørelsen, melder jeg min ankomst til den presseansvarlige.

[blockquote style=”quote” align=”” author=””]Det her var min chance for at koordinere min lyst til at udfolde mig på skrift med min store interesse for kultur.[/blockquote]

Og jo, det er rigtigt nok, nikker den presseansvarlige, der skulle komme en fra DR’s kulturafdeling. Vinderen bliver kåret. Det er den københavnske tegnestue COBE, der løber af med vinderprojektet, kan Brian Mikkelsen fortælle de fremmødte. Da Mikkelsen og projektlederen fra COBE har fået sagt, hvad siges må ved sådan en anledning, kan jeg få mine interviews. Det hele går glat, og inden længe kan jeg træde i pedalerne på vejen tilbage til DR med lyd på bånd til et radioindslag og stof til en nyhedsartikel.

Byen i byen

Da jeg fik praktikplads i DR’s kulturafdeling, skete det med jubel og en flaske god rødvin. Jeg var ellevild. Det her var min chance for at koordinere min lyst til at udfolde mig på skrift med min store interesse for kultur, og så i Danmarks største mediehus, DR Byen.

Det er ikke helt ved siden af, når man kalder DR’s hovedsæde ved Ørestad for en by. Mange hundrede mennesker møder op her hver morgen og slår sine folder under det samme tag. Men selvom væggene som udgangspunkt er de samme, adskiller arbejdsopgaverne i de forskellige afdelinger sig uendeligt meget. Her er alle mulige typer jobs – fra journalister, til økonomimedarbejder, medieforskere og teknikere. Jeg tror, det var det, der tiltrak mig ved DR – at det er så stort, at der foregår så mange forskellige ting her og – ikke mindst – at så mange forskellige medieprodukter kommer herfra.

Da jeg på min bachelor fik mulighed for at søge praktik, var det derfor først og fremmest i retningen af DR, jeg kiggede. DR var en mulighed for at opleve dagligdagen på en journalistisk arbejdsplads, hvor dagene tit er hektiske, men hvor resultatet også er, at der bliver produceret meget hver eneste dag. Den journalistiske vej havde jeg selv fravalgt i første omgang ved at søge ind på Dansk ved Københavns Universitet i stedet for at tage journalistvejen. Jeg foretrak at have dansk kultur øverst på skemaet i stedet for journalistisk metode. Nu havde jeg muligheden for at kombinere de to. Det endte med en praktikplads i DR’s kulturafdeling med tilknytning til radioprogrammet Kulturnyt og til DRs online kulturnyheder.

Fem måneder og adskillige meter

Som praktikant i kulturafdelingen virkede mine dage på nogle måder ensartede, mens de alligevel var klart adskilte. Hver dag var der artikler, der skulle skrives, og hver dag havde de forskelligt indhold. Nogle var helt eller delvis båret af andres medarbejderes research, mens andre var helt på min egen regning. Og det var netop de historier, jeg helt selv stod for, der var sjove. Når jeg selv skulle indsamle min viden ved at interviewe hvem, der nu end kunne fodre mig med den information, jeg søgte.

Jeg voksede et par meter i de måneder, praktikken varede. Jeg overskred nogle grænser ved at skulle interviewe folk, jeg selv anerkender og har stor respekt for. Det gav et stort boost at ringe op på vegne af DR med den autoritet, det automatisk giver. Der sad jeg, 23-årig bachelorstuderende og kunne ringe rundt til ”vigtige” folk, som faktisk gerne ville give sig tid til at tale med mig, som ikke fejede mig af, men var velvillige – og i reglen endda også venlige!

Praktik som afklaring

Min praktik i DR var en stor oplevelse, og jeg har taget nogle erfaringer og en indsigt med mig videre på min vej. Men det vigtigste, praktikken har givet mig, er et pejlemærke, en retning, som jeg vil bevæge mig i, nemlig den journalistiske. Praktikken har hjulpet mig med at finde ud af, hvad jeg kan bruge min bachelor i Dansk til. Det viste sig at være et afklarende forløb. Og min rejses endemål hedder nu kulturjournalistik på kandidaten.

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*