Facebook mod demokratiet

Facebook og andre sociale medier fylder i dag meget i manges hverdag. I slutningen af 2010 og et års tid frem blev det under det arabiske forår desuden demonstreret, hvordan sociale medier også kan spille en rolle i større samfundsmæssige sammenhænge. Efterfølgende har det dog vist sig, at det kun var en meget lille del af befolkningen, der her anvendte sociale medier til at sprede politiske budskaber. Dette har fået mig til at spekulere på, hvor meget demokratisk potentiale Facebook egentlig har. Derfor har jeg kontaktet Jakob Linaa Jensen, der er ekspert i sociale medier og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til en snak om Facebook og demokrati.

I november blev det senest illustreret, hvordan sociale medier kan spille en rolle under mere tragiske og usædvanlige omstændigheder, da Paris blev udsat for terror, og Facebook aktiverede deres Safety-Check. Her kunne borgerne i Paris via Facebook tilkendegive om de var uskadte, så deres pårørende vidste besked om deres velbefindende. Dette er et eksempel på, hvordan Facebook og andre sociale medier ikke kun fylder meget i hverdagslivet med statusopdateringer, delinger af billeder og videoer og så videre – de kan også spille en rolle i større, makrosamfundsmæssige sammenhænge. Som tidligere nævnt kom dette også til udtryk under det arabiske forår i Mellemøsten, hvor sociale medier blev tilskrevet en særlig betydning for demonstrationerne og opstandene. En betydning, som dog senere har vist sig at være forholdsvis overvurderet af Vesten, eftersom det kun var de 2 % unge og veluddannede, der anvendte sociale medier til at sprede politiske budskaber. Uanset den overvurderede effekt, blev det demonstreret, hvordan Facebook blandt andre besidder et forholdsvist stort demokratisk potentiale.

Ifølge Mark Zuckerberg er det sociale netværks mål da også at give alle en stemme og give alle mulighed for at dele informationer. Men hvor stort demokratisk potentiale har Facebook egentlig i forhold til dette? Spørger man Jakob Linaa Jensen, har sociale medier størst potentiale i diktaturstater:

”De har klart den største effekt i sådan nogle lukkede samfund, fordi sociale medier jo netop bidrager til mere åbne kommunikationsformer og bidrager til, at informationer ikke længere kan holdes skjult i samme omfang som tidligere. Potentialerne og mulighederne ved de sociale medier er langt, langt større end det negative. Men der er også nogle store demokratiske problemer”. Han understreger, at sociale medier altid være et ’tveægget sværd’ og uddyber:

”De samme medier, der kan bruges til at kombinere forskellige former for protester og facilitere protester, koordinere aktioner – de kan jo også bruges af magthaverne til at overvåge og senere fængsle borgerne, som man for eksempel så det i Iran. Her blev Twitter brugt i den iranske Twitter-revolution, men her kunne magthaverne senere logge folks profiler og fængsle folk”.

Selv om sociale medier giver individer mulighed for at blive hørt, er der altså også en omfattende bagside af medaljen, hvis man bor i diktatoriske lande. Linaa mener også, at sociale medier har potentiale i vores del af verdenen, og at de bidrager til at bringe borgere og politikere i kontakt med hinanden og giver whistleblowers et spillerum. Han indvender dog, at den helt fordomsfri, demokratiske dialog mellem borger og politiker absolut ikke er uhindret, og han henviser kækt til Ekstra Bladets Nationen! og andre debatfora på internettet, hvor der ofte er en mindre sober tone mellem debattørerne. I forlængelse af dette siger han som afsluttende kommentar hertil, at han ikke er nær så optimistisk på vegne af internettet som facit til en god, demokratisk dialog, som han var engang.

To former for censur

Disse knapt så optimistiske og mere mørke sider af Facebook illustreres også i Jakob Gottschaus dokumentar fra 2015, Facebookistan, hvor det blandt andet fremgår, hvordan det sociale netværk censurerer billeder, grupper, sider og personlige profiler. Især politiske partier bliver censureret som følge af en omfattende mediecensur i de pågældende lande. Blandt andet Tyrkiets tredjestørste parti, HDP, får ofte fjernet materiale og lukket grupper og sider, fordi de angiveligt skulle have forbindelser til PKK, Kurdistans Arbejderparti. Dette skyldes, at PKK står på flere landes terrorliste, men det diskuteres i dag, hvorvidt denne placering er retfærdig, eftersom PKK støtter kampen mod Islamisk Stat.

Paradoksalt nok fremgår det også af dokumentaren, at Mark Zuckerbergs målsætning med Facebook, som tidligere nævnt, er at give alle en stemme og give alle mulighed for at dele informationer.

Det er jo i sig selv en fin – om end ambitiøs – målsætning, der dog tydeligvis ikke bliver overholdt, da materiale fra lovlige politiske partier bliver fjernet uden samtykke og uden mulighed for at få svar på, hvorfor det bliver fjernet. Naturligvis må der være regler for hvilket materiale, der må uploades, men hvad betyder denne censur af lovligt materiale så for Facebooks demokratiske potentiale?

”Generelt kan jeg sige, at der jo er to former for censur på Facebook og på sociale medier i det hele taget: den ene form for censur er jo den form som man bevidst laver under pres fra lande som Tyrkiet, Kina, Iran osv., hvor man censurerer politiske budskaber. Men der er også algoritmerne, der udfører implicit censur i den forstand at det kun er bestemte ting der vises”.

Disse algoritmer er særlige teknologiske logikker, som bliver programmeret, men som derefter kører deres eget løb. Dermed er dette en indirekte og implicit forekommende censur i modsætning til den direkte censur fra Facebooks content moderators. I forlængelse af dette minder Linaa om, at Facebook jo også er en multinational, børsnoteret virksomhed, der er interesseret i at tjene penge og ikke en godgørende organisation. Derfor er disse virksomheder ifølge ham klar til at tækkes udemokratiske magthavere for selv at tjene penge, og det skal vi være opmærksomme på. Han understreger dog, at man ikke skal glemme den implicitte censur fra algoritmerne, og at man ikke kan tilskrive alt censuren Facebooks hovedkontorer.

Ikke noget demokratisk Shangri La

Kigger man lidt nærmere på Facebooks censur og det sociale netværks målsætning om, at alle skal kunne dele alt med alle, opstår der ifølge Linaa nogle klare problematikker:

”Hvis alle skal dele alt med alle, så er der også zero privacy. Det rejser en kæmpe diskussion, for traditionelt set i et liberalt demokrati som dem, der findes i den vestlige verden, der er copyright og retten til privatliv en forudsætning for demokrati. Vi har mediejura, vi har lovgivning mod paparazzi-fotografer, vi har grundlovens §72 (boligen er ukrænkelig), ligesom vi har grundlovens §77 om ytringsfrihed. Og den her frihed, jamen der er privat ejendomsret og privatliv en vital forudsætning”, siger han og fortsætter:

”Vi skal bare være opmærksomme på, at den ide (at dele alt med alle, red.) angriber hele fundamentet for vores demokrati. Det kan godt være, det er dén måde, man skal indrette samfundet på. Men så er demokrati, som vi kender det, ophævet.”

Censur er altså kort sagt i konflikt med ytringsfriheden, og at alle skal kunne dele alt med alle, er i konflikt med retten til privatlivets fred, og derfor er Facebooks målsætning og censur i stor modstrid med hinanden. Begge disse karakteristika ved Facebook stemmer derfor ikke overens med værdierne i et liberalt demokrati:

”Begge dele er en fundamental del af demokratiet som vi kender det. Og det vil sige, at hvis Facebook og andre sociale medier piller ved det her, så er demokratiet truet. Jeg vil bare sige, at vi er nødt til at indse, at Facebook ikke bare et et demokratisk ’Shangri La’.”

Selv om Facebook teoretisk set faktisk har et stort demokratisk potentiale – i diktaturstater især – ligger det sociale netværks værdier altså langt fra dem, der findes i et traditionelt liberalt demokrati. Så vil vi se en ændring i brugen af Facebook fremover?

Fremtidens Facebook

Da jeg spørger Jakob Linaa, om han tror, folk vil bruge Facebook i mindre grad i fremtiden som følge af afsløringerne af de censureringer og privacy-overtrædelser, der begynder at komme frem, svarer han:

”Jeg plejer at sige: Vi ofrer vores privatliv for bekvemmelighed, så jeg tror, de fleste er ligeglade.” Derudover tror han, at vi kommer til at diskutere den indirekte censur i form af algoritmerne rigtig meget fremover, fordi den er mere skjult og derfor potentielt mere bekymrende og farlig. I forlængelse af dette understreger han, at teknologien har de konsekvenser, som afspejler hvad vi vælger at bruge den til:

”Facebook har da et kæmpemæssigt deliberativt demokratisk potentiale, det har Zuckerberg da ret i. Men der er altså også nogle trusler, der gør, at det kan blive en demokratisk nedtur. Vi vælger selv, hvad vi bruger teknologien til.”

Hvorvidt Facebooks censur bliver enden på demokrati som vi kender det, er nok tvivlsomt. Men Facebooks censur- og overvågningsprincipper – eksplicitte eller implicitte – er altså uden tvivl i stærk modstrid med ytringsfrihed og retten til privatliv. Spørgsmålet er om eller hvilken betydning dette vil få i fremtiden – for hvem bestemmer, hvad jeg ser – og er jeg lige glad?

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*