Flygtningekrisen har også gode fortællinger

Længsel, angst, kampen for et bedre liv og for livet i det hele taget. Temaer, der har vakt mange skønlitterære værker til live. Temaer, der er en del af mange menneskers liv. Og vigtigst; temaer, der karakteriserer enhver flygtnings liv. Det er dog sjældent dét, der fylder i debatten, når flygtningekrisen i stedet bliver gjort til kvoter, politiske floskler og tørre tal. Det var dog denne sammenhæng mellem flygtningenes livsvilkår og forfatterkunstens omdrejningspunkt, der fik Mads Nygaard til at føle sig hjemme i et arbejdsfelt, hvor han ellers var helt grøn.

De gode fortællinger er drivkraften, når forfatter, Mads Nygaard, skriver sine romaner og børnebøger. Og gode fortællinger har han mange af. Bibliografien skildrer de fantasifulde af slagsen, mens det uden for bøgernes verden er de medrivende fortællinger fra det virkelige liv, der optager ham. Det er sidstnævnte, der fylder vores samtale, da jeg ringer til Mads en eftermiddag, hvor det danske efterårsvejr rusker udenfor. Og de bliver fortalt med en entusiasme og indlevelse, som er til at mærke, selvom to telefoner og det halve af Jylland adskiller os.

Siden Mads i efteråret 2014 fik en stilling på et asylcenter i Hjørring, er han kommet tæt på rigtig mange mennesker med hver deres fortælling. Kort tid efter hans start kom der fra den ene dag til den anden 485 asylansøgere til Hjørring asylcenter. 485 mennesker på flugt fra krig i hjemlandet og med 485 unikke historier i bagagen og én ting tilfælles; et vilkår, som ifølge Mads, kendetegner enhver flygtning og står i skarp kontrast til det liv, vi lever i Danmark: ”Et spørgsmål jeg tit har stillet mig selv er: hvor mange mennesker har jeg mødt i Danmark, som har sat deres liv på spil for at flytte sig fra ét sted til et andet. Og svaret er jo: ingen.” For Mads er det hovedårsagen til, at vi bør møde enhver flygtning med enorm respekt, for de har haft modet til at gennemgå noget, som vi formentlig aldrig bliver udsat for i vores beskyttede del af verden.

Det var med denne tilgang, at Mads i samarbejde med en ven startede den del af Venligboerne, der koncentrerer sig om flygtningehjælp. At møde de nytilkomne i øjenhøjde og med respekt for det mod, de har udvist for at nå til et nyt sted, er i højsædet. Venligboernes funktion er at agere bindeleddet mellem de nytilkomne og det lokalsamfund, de er havnet i. Det er i hvert fald Mads’ udlægning, for der findes ikke en opskrift på, hvordan Venligboernes virke skal udfolde sig.

En ny omgangskreds

”Du ender et sted i det danske landskab og har en omgangskreds lig nul”, siger Mads om flygtningenes vej ind i det danske samfund. ”Det er klart, at hvis du kan gå ind i et lille fællesskab, der er lokalt centreret, så får du også en platform, hvorfra det bliver meget nemt at stige på et tog, der giver dig en omgangskreds i løbet af ingen tid.” I løbet af vores samtale er det lokale et omdrejningspunkt, som Mads gentagende gange vender tilbage til som et væsentligt element i både integrationen af flygtningene og for hans personlige historie. Han er opvokset i Hirtshals, på den yderste kant af Jyllands højderyg, hvor ”de samme mennesker har boet altid.” I et sådant lokalsamfund kender alle hinanden og forandring er ikke nødvendigvis kærkommen. Jeg er selv vokset op i et sådant miljø, hvor klientellet til byfesten ikke har ændret sig, så længe jeg kan huske, og hvor det kun er fornavnet, der skal udskiftes på postkassen, når de større landejendomme bliver overdraget til den næste generation.

Artiklen fortsætter efter billedet…

Når Helle Thorning og Lars Løkke under seneste valgkamp pure benægter, at Danmark i dag er et multikulturelt samfund, skulle man tro, at Christiansborg lå centralt placeret i en flække som min hjemstavn, eller i Mads’ Hirtshals, hvor sådanne opfattelser formentlig vil vække genkendelse. For her udgør forandring og udefrakommende en trussel for det trygge og genkendelige. Det gør dog ikke de små lokalsamfund til skurken i denne sammenhæng, for sådan en er der ikke. For Mads er det ligefrem det lokale, der bliver afgørende for hans engagement. Han erkender, at verdenssituationen er for kompleks til, at han kan holde styr på den og ynder derfor at fokusere på det lokale, hvor han har mulighed for at gøre en forskel i mødet med den enkelte. ”Det bliver langt nemmere at overskue verden ved at tage udgangspunkt i noget, der er lige på den anden side af hækken”.

Venligt vokseværk

Mads udtrykker et modsvar til magtesløsheden, som kan være uundgåelig i kraft af mediernes skildring af den krise, som i første omgang har fået millioner til at flygte fra deres hjemland, og hvoraf en brøkdel er endt i Hjørring. For han kan magte det nære og det enkelte møde – ikke krisens omfang i et større perspektiv. I mediernes udlægning er det blevet en kendsgerning, at det europæiske samarbejde på tværs af grænserne ikke kunne håndtere udfordringen. Det virker som en logisk slutning, at når den europæiske elite ikke kan magte situationen, så bliver det svært for den enkelte at finde sin rolle. Og magtesløsheden bliver ikke mindre, når nyhederne flyder over med dybt tragiske meldinger fra krigshærgede områder, som på den ene side foregår så uendeligt langt væk og samtidig fylder så massivt i den daglige fortælling om verdens gang.

Flygtningekrisen er blevet gjort til et politisk projekt at løse. Alligevel er det først, da jeg direkte spørger Mads til de politiske aspekter, at det bliver et tema i vores samtale. For Mads insisterer på at holde politik adskilt fra sit virke som Venligbo: ”Når du træder ind i en gruppe [af Venligboere], så ligger det i luften, at det ikke er et politisk forum […] Det er i det hele taget ikke et forum, hvor vi skal drøfte politik eller verdenssituationen, nej, det er et forum, hvor vi først og fremmest skal få noget til at vokse, her hvor vi er.” Og det voksede tilbage i Hjørring, da de 485 nye beboere kom til.

Siden har græsrodsbevægelsen vokset sig stor og tæller i dag 101 lokalforeninger landet over. For Mads er ligeværd mellem nytilkomne, tidligere flygtninge og danske frivillige det vigtigste grundelement i venligboernes virke og derfor nødvendig, da bevægelsen fik vokseværk og spredte sig til diverse danske byer. Og det skete helt naturligt, når de enkelte flygtninge kunne bytte asylcenteret ud med en fast bopæl. De blev spredt ud i det ganske land, og en stor del er i dag en aktiv del af den lokale venligbobevægelse – og de har taget tankegangen med sig. Og det er vigtigt. Som Mads ser det, er det kun som tidligere flygtning, at man for alvor forstår, hvad de nytilkomne har været igennem og vigtigheden af at få en omgangskreds i et nyt land, når ”der sker så forsvindende lidt i et asylcenter.”

Artiklen fortsætter efter billedet…

De Jordnære Fortællinger

På Facebook deler Mads jævnligt de oplevelser han har som Venligbo. På den måde er han sit eget medie, der deler de små og større begivenheder – altid baseret på det personlige møde. Den formidling står i skarp kontrast til massemediernes skildring. ”Der er så mange historier, der bliver blæst ud af proportioner, og det gør en enorm skade, fordi det sparker folks frygt helt op i det røde felt.” Han mener, at frygten for det fremmede er uundgåelig, hvis man kun får sin viden fra medierne: ”Hvis det eneste indtryk, du har af flygtninge, er gennem medierne, så tror jeg da fanden, at folk fyldes med angst.”

For ham er mødet ansigt til ansigt den eneste måde, man kan opnå en reel forståelse for sine medmennesker. Og det møde genererer oftest så meget positiv energi, at han bliver nødt til at dele fortællingen med øvrige Venligboere, og hvem der ellers kunne have interesse. Ikke for opmærksomhed eller likes. Bare for den gode fortællings skyld. Han har sig selv med i fortællingerne, hvilket er noget, de traditionelle medier går i en stor bue uden om. En stor fejl, hvis vi spørger Mads: ”Måden der bliver rapporteret i dag er mere den der med, at reporteren skal lade som om, at de er alles øjne. Det er en stor fejl.” For, ifølge Mads, skal vi mærke det indtryk, det gør på reporteren: ”Den journalist, der rapporterer fra helvede selv, jamen, hvorfor skal vedkommende lade som om, at det helvede ikke rammer vedkommende lige der, hvor det gør allermest ondt.”

Konsekvensen af en journalistik, der stræber efter det objektive, bliver, ifølge Mads, at distancen som reporteren udviser, smitter af på seeren, så vi til sidst ikke lader os påvirke af de ellers horrible tilstande, der bliver rapporteret om. Derfor bringer Mads sig selv i spil, når han fortæller sine historier. Læseren skal kunne mærke, hvad der er på spil i de personlige møder mellem mennesker, så det bliver nærværende og giver samfundsdebatten nyt perspektiv.Det er dét, den gode fortælling kan.

Læs også

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*