Fra dansk velfærd til israelsk kampzone

I en alder af blot 20 år var mellemøstlige konflikter, en kamp med den danske mediedækning og med sin egen identitet en dominerende del af en ung kvindes hverdag. Med sin position i det israelske militær besad hun et enormt og krævende ansvar, og gennem mediernes udlægning af Israel/Palæstina-konflikten var hun skydeskive for megen kritik og had. Hun er af den holdning, at nutidens medier har tendens til at forenkle og fordreje virkeligheden, hvortil et nuanceret billede af militærtilværelsen og dertilhørende konflikter ønskes. 
Kalenderen siger den 19. januar 2016 og efter flere ihærdige forsøg på at komme igennem, lykkedes det endelig at opnå forbindelse til Israel. Den blot 22-årige kvinde på den anden side af skærmen møder os med et smil og er klar til at give os en indsigt i en barsk tilværelse, der står i stærk kontrast til den danske. Allerede fra starten melder hun klart ud, at der i forbindelse med dette interview, skal tages en række forbehold. Af sikkerhedsmæssige årsager er anonymitet en nødvendighed, og hun er derfor nødsaget til at gå under navnet Sergent D. Sergent D, der er født i Israel, men opvokset i Danmark, drog tilbage til sit hjemland i 2013, hvor hun aftjente to års værnepligt i det israelske militær. Beslutningen om at tage tilbage blev et vendepunkt, der markant forandrede tilværelsen for den unge kvinde.

Fra beslutning til realitet

Interessen for det israelske militær opstod allerede som 11-årig, men vejen fra beslutning til realitet var en udfordring. Det israelske militær havde en række formelle krav og rammer, der skulle opfyldes, hvor især manglende sproglige kompetencer var første hindring på vejen. I militæret måtte intet foregå på dansk, end ikke egne noter. Over en længere periode måtte Sergent D derfor ved selvlære opnå hebraiske færdigheder i både skrift og tale.

Foruden de formelle forhindringer oplevede hun derudover stor modstand fra sine forældre, hvortil hun udtaler: ”Min familie var absolut imod det. Vi har nærmest haft tredje verdenskrig kørende herhjemme. De troede til at starte med, at det bare var en fase, jeg skulle igennem. […] Min far mente, at jeg kunne foretage mig bedre ting i livet end at spilde to år i militæret. Jeg kunne begynde at læse”.

Trods forældrenes indvendinger var hun fast i sin beslutning. Hun ønskede at tage af sted for at ære sin afdøde onkel, der tidligere var en vellidt og anerkendt officer i det israelske militær. Dette var én af drivkræfterne bag ønsket om militæroptagelse, hvor en anden byggede på et mere eksistentielt grundlag. Hun havde brug for at få stillet sin nysgerrighed og få opfyldt et tomrum i forhold til sit dansk/israelske tilhørsforhold.

Den barske virkelighed

At ankomme til Israel fra dansk jord var en voldsom oplevelse for Sergent D, der erfarede, at levestandarden og vilkårene var markant anderledes og i stor kontrast til hendes forhenværende danske hverdag. Stabile socioøkonomiske forhold og familiestatus spillede en afgørende rolle for den almindelige dagligdag i Israel, og livet i militæret var ikke blot heltehistorier og en dans på roser. Sergent D indrømmer, at hun før sin optagelse i militæret havde haft et sukkersødt billede af, hvad en militærposition ville indebære. Virkeligheden viste sig at være en anden:

”Jeg hørte jo intet om at kravle i mudder, at skulle stå oprejst fire timer i streg med et maskingevær i armen eller at skulle skrubbe og male. Jeg mente ikke, at jeg havde et sukkersødt billede af det hele. Det fandt jeg ud af, da jeg kom i militæret, at jeg havde”.

Med sin position ved militæret fremhæver hun, at de ting, hun var vidne til, især under krigen, ændrede hendes liv radikalt. I en alder af blot 20 år havde hun pludselig andre folks liv i sine hænder – hvad end det var venner eller fjender. Hun udtaler: ”En af de værste ting ved militæret er nok, at du ved ting, som du i sidste ende ville ønske, du ikke vidste, [og] du har set ting, som du ville ønske, du ikke havde set. Men du gør det alt sammen for det samme formål. Nemlig at beskytte folk fra så meget vold som overhovedet muligt”. I forlængelse deraf hævder hun, at uskyldige menneskers død, daglige bombninger, indsigten i voldsom korruption og de mellemøstlige landes samarbejde, bristede hendes boble af, hvordan verden ser ud.

Medier i krig

I en sådan hverdag, der ligger så langt væk fra danske rammer, har de venskaber, som Sergent D har opbygget inden for militæret, været uundværlige. I en tilværelse med så ekstreme oplevelser samt kendskab til et utal af fortrolige oplysninger, var hun afhængig af sine militærvenskaber og den gensidige forståelse, der fandtes deri. En forståelse, der var svær at opnå fra bekendte hjemme i Danmark:

”Det der gør ondt er at gå ind på sin Facebook-profil og se sine venners voldsomme had mod Israel. Folk der skriver, at vi gør alt forkert, og at de uskyldige palæstinensere, der er døde, nærmest var vores mål. Det var det på ingen måde”. I forlængelse deraf fortsætter hun: ”I sidste ende, har Israel ikke noget imod Palæstina som land. Vi har noget imod terrororganisationen. Vi har intet imod Libanon som stat, vi har noget imod terrororganisationen. Og det kan være meget voldsomt at se uskyldige palæstinensere miste livet på grund af dette”.

Med dette vil Sergent D fremhæve, at dét, at man tager del i en krig og kæmper for den ene part, ikke betyder, at man er følelseskold og umenneskelig. Det er en skam, at folkets opfattelse i en sådan grad farves af medierne, når der er sider af virkeligheden, der går tabt ved mediernes dækning og gengivelse af internationale konflikter. Hun føler at Israel/Palæstina-konflikten i medierne er blevet fremstillet sort på hvidt, og at virkeligheden er blevet fordrejet til mediernes fortjeneste. Hun udtaler, at især de danske medier har haft en tendens til at fremstille palæstinenserne positivt i højere grad end israelerne. Når alt handler om den gode historie, økonomi og læsertal, opstår en skæv fordeling, hvilket Sergent D er yderst ærgerlig over. Om konflikten siger Sergent D selv: ”Man behøver ikke at være enig [i, hvad der er rigtig og forkert], for det er jo en politisk sag, og der skal være plads til uenighed.” Hvorefter hun afslutter: ”Er vi de bedste, nej det er vi ikke. Vi er lige gode om det”.

At finde sin plads

Hendes tidligere position er i dag skiftet ud med et job uden for det israelske militær, og på trods af et par udfordrende år og markant ændrede levevilkår har Sergent D valgt at blive i Israel på ubestemt tid. De hårde og voldsomme oplevelser i militæret er blot en side af hendes flytning til Israel. Militærtiden har også medført gode oplevelser såsom kæreste, venner for livet og klarhed omkring sig selv og sin plads. Hun fremhæver: ”Jeg føler mig mere hjemme her i Israel end i Danmark. Det går mig på, at jeg i Danmark skal skjule en del af den, jeg er. Især fordi [mine israelske rødder] er en stor del af mig, som jeg er meget stolt af. I Israel ses de nytilkomne som noget positivt. Det er positivt at være anderledes, og det kan jeg godt lide.”

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*