Fra Internet-utopi til digital realisme?

Hvis de sidste par årtier stod i teknologi-optimismens tegn med tro på, at nye digitale medier ville bringe mere demokrati, større viden og tættere kontakt mellem mennesker, er begyndelsen af dette årti præget af langt mere kritiske tanker. Sidste år kom Evgeny Morozovs The Net Delusion, hvor han gjorde op med den herskende internet-utopisme og troen på, at nye medier i sig selv skaber mere demokrati og udfordrer autoritære regimer. Fashionable idéer om Twitter- og Facebook-revolutioner i Iran og Egypten tilslører, at autoritære magthavere er storforbrugere af digitale medier til at undertrykke egne befolkninger. Den øgede lethed, hvormed man kan mobilisere synlige aktioner, kan let komme til at skygge for, hvilket omfattende organisatorisk arbejde, der står bag reelle demokratiske gennembrud, siger Morozov. Faren er, at de nye mediers hurtige mobiliseringer bliver udnyttet af andre og langt bedre organiserede kræfter, og her synes det arabiske forår i et vist omfang – desværre – at give Morozov ret.

[blockquote style=”quote” align=”” author=””]Jo mere internettjenester stræber efter at gøre deres forslag relevante for os som brugere – og dermed rentable for dem selv som forretninger – desto mere vil vi opleve, at vi bliver lukket inde i hver vores ’filter-boble’.[/blockquote]

Dernæst fulgte så Eli Parisers The Filter Bubble: What the Internet is Hiding from You, hvor han peger på, hvordan internettet ikke blot er et åbent tag-selv-bord af information, som vil gøre os alle klogere og mere lydhøre over for andres synspunkter. I kraft af de digitale fodspor, som brugerne sætter alle vegne, kan internettjenester tilpasse indhold til brugerne, og herved ender brugere snarere med at få den information og de synspunkter, som understøtter eksisterende holdninger og adfærd. Som Eli Pariser illustrerede det under et nyligt foredrag i København, havde han bedt to af sine venner om at finde information på Google om Egypten. Den ene fik en liste, hvor politiske emner var i centrum, den anden fik en liste domineret af rejsetilbud til Egypten.

Jo mere internettjenester stræber efter at gøre deres forslag relevante for os som brugere – og dermed rentable for dem selv som forretninger – desto mere vil vi opleve, at vi bliver lukket inde i hver vores ’filter-boble’. Her møder vi primært mennesker, der ligner os selv, der tilbyder varer, som vi har erfaring med fra tidligere, og møder holdninger, der læner sig op ad vore egne uforbederlige synspunkter. På den ene side genialt og effektivt, når man med et par klik får det, man leder efter; på den anden side farligt for kultur og demokrati, når man sjældent overraskes eller udfordres af noget, man ikke lige havde ønsket.

I år fik vi så Sherry Turkles Alone Together, hvor hun går i clinch med både internettets sociale netværk og udviklingen af intelligente robotter. Ifølge Turkle styrker vores brug af internet og intelligent teknologi hverken vores sociale formåen eller evne til at skabe stærke bånd til andre mennesker. Som hun siger i en af bogens mange spidsformuleringer: ”De bånd, vi skaber gennem internettet, er ikke – når alt kommer til alt – de bånd der holder os sammen. Men de er bånd, som holder os beskæftiget” (side 280).

De digitale medier tilbyder os convenience og control: alting kan gøres lettere og med mindre besvær, samtidig med at vi får mulighed for at kontrollere vores selvfremstilling og styre, hvem vi vil have kontakt med. Men letheden og kontrollen er netop det, som vanskeliggør etableringen af væsentlige og langvarige relationer, hvor man må investere noget af sig selv og afgive kontrol til fællesskabet. Mens den sociale kapital bliver mindre, og amerikanere har færre rigtige venner, praler de af, hvor mange de har ’friended’ på Facebook, lyder Turkles pessimistiske diagnose.

De kritiske røster er måske særligt interessante, fordi de også kommer fra personer, der tidligere har været meget positive over for nye mediers frigørende muligheder. Eli Pariser er selv en garvet internetaktivist i Avaaz, Upworthy og MoveOn, og Sherry Turkle er ’the grand old woman’ i forskningen i digitale medier. Turkle har skrevet populære klassikere som The Second Self og Life on the Screen, hvor hun anslog mere optimistiske toner om den digitale verdens sociale muligheder. Fortidens varme utopier bliver nu bearbejdet med en spand koldt vand, og der slås til lyd for ikke bare en ny realisme, men også en egentlig kritisk holdning til de nye medier.

Måske er det kun logisk, at flere årtiers optimisme på nye medieteknologiers vegne må slå om i en kritik og selvransagelse. Og i det omfang kritikken får os til at tænke klarere og mere realistisk, er den afgjort et fremskridt. I det omfang den får os til at fraskrive medierne en konstruktiv rolle for demokrati, viden og menneskeligt kontakt, er den modproduktiv. Dystopier kan være lige så vildledende som utopier. For forskere og studerende i medier og kommunikation gælder det – som i andre af livets sammenhænge – om at holde hjertet varmt og hovedet koldt. Hvis vi skal forstå, hvordan medierne får positiv betydning for kultur og samfund, må vi realistisk medtænke, hvordan andre faktorer også sætter betingelser for mediernes virksomhed. Digitale medier er ikke bedre end de interesser, de spændes for; men en analytisk indsigt i disse interesser kan bidrage til, at vi i fremtiden bruger dem til bedre formål.

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*