Fra Paradise Hotel til Christiansborg

Stort set alle arbejdsgivere googler kommende medarbejdere.
Eksperter er enige om, at reality-tv kan ødelægge din karriere, men for reality-stjernen Nick Zitouni har det aldrig været et problem.

“Du skal lade være med at knalde, du skal lade være med at svine og bagtale andre ting, der ser dumt ud på tv.”

Ordene er 28-årige Nick Zitounis. Han fortæller, hvordan han har undgået at blive stemplet som en dum reality-stjerne. Faktisk har Nick Zitouni udover reality-tv både en kandidat i Strategi og Ledelse og et job på Christiansborg i rygsækken.

”Jeg har været med i sæson fire, seks og otte af Paradise Hotel samt en masse andre programmer, så jeg er helt klart af den overbevisning, at det ikke skader mig,” smiler Nick overbevisende.

Nick er netop hjemvendt fra årets reunion sæson af TV3’s seersucces Paradise Hotel. Programmet samler tidligere deltagere og byder derfor på mindst lige så mange intriger og skandaler som de foregående sæsoner.

Sex og druk er hverdag

På ottende sæson sidder op mod 200.000 hver mandag til torsdag aften klinet fast til skærmen for at følge med i, hvem af de tolv deltagere, der indtager rollen som aftenens mest grænseoverskridende person. Sex, druk og vold er hverdag på Paradise Hotel.
Noget vi som seere kan grine højt og længe af, men hvad med de implicerede deltagere? Hvad sker der, når kameraerne slukker, de er kommet hjem fra Mexicos varme og skal indgå i en normal hverdag igen? For ikke at tale om at finde et job?

Unge bør ikke deltage

Ifølge Peter Horn, der er ekspert i personlig branding og har skrevet flere bøger om emnet, skal man tænke sig godt om, inden man deltager i programmer som Paradise Hotel.

”I en tid hvor ungdomsarbejdsløsheden er stigende og flere og flere får de samme uddannelsesmæssige forudsætninger, spiller personlig branding en stor rolle,” siger Peter Horn.

Samtidig understreger han, at reality-tv kan påvirke ens personlige brand i en særdeles negativ retning og mener grundlæggende, at man bør holde sig fra at deltage.

”Der kommer hele tiden flere, der vil deltage i reality-shows. De seneste år har programmer som Paradise Hotel haft et enormt fokus på eksempelvis sex, og det er ikke altid de situationer, folk ryger ind i der, som er de mest begavede,” siger Peter Horn.

Hvis du har haft sex på tv, vil det både afhænge af den arbejdsgiver, du kommer ud til, men også hvordan du formår at brande dig selv, om det påvirker dine karrieremuligheder, tilføjer eksperten. Han påpeger desuden, at det er muligt at ændre sit personlige brand over tid.

Paradise Hotel tager os backstage

Reality-tv har eksisteret i over 40 år og har lige fra sin spæde start skabt heftig debat om grænsen mellem det offentlige og private. Der sker nemlig det, at grænsen mellem front region og backstage rykker sig.

Men hvad betyder det så, at grænsen har rykket sig? Ifølge Ida Borch, der er cand.mag. i retorik og sprogpsykologi og underviser i personlig branding på Copenhagen Business School, er reality-tv kendetegnet ved, at det baseres på følelser frem for fornuft. Med reality-tv får vi som seere et ekstraordinært indblik i, hvordan deltagerne opfører sig backstage. Den helt store forskel udgøres ifølge Ida Borch af internettet:

”I en tid hvor alt ligger tilgængeligt på nettet, og vi historisk set aldrig har haft så mange muligheder for at sætte varige spor, bliver det personlige brand samtidigt sværere og sværere at kontrollere. Det gør det aktuelt at arbejde med, hvordan man fremstår.”

Troværdighed kan genforhandles

”Med reality-deltagerne har vi en stor masse af mennesker, der dybest set er kendt for ingenting at kunne. Og på en arbejdsplads ansættes man på baggrund af sine kompetencer,” siger Ida Borch.

Hun er dog enig med brandingeksperten Peter Horn i, at det er muligt at genforhandle sin fremtoning til for eksempel en jobsamtale.

”Det er den senest synlige erfaring, vi har med en person, som vil komme til at påvirke vores holdning til hvem og hvad personen er, og deri ligger der jo også et håb om, at selvfølgelig kan man gøre noget.”

Ida Borch forklarer, at det grundlæggende handler om etos, forstået som en persons troværdighed. Etos skal gå fra at
være følelsesbetonet til at være baseret på dyder som viden og kundskab. Hun mener, at eksempelvis en universitetsgrad kan være med til at skabe den forandring.

Internettet husker alt

Kaare Danielsen er stifter af og direktør for Danmarks største jobportal Jobindex og har dagligt kontakt med hundredvis af både jobsøgende og arbejdsgivere. Han bekræfter, at stort set alle arbejdsgivere googler deres ansøgere, inden de ser dem til en samtale. Han ser derfor også internettets uudtømmelige kilde af hukommelse som det største problem.

”På internettet ligger alting til evig tid. Hvis du i gamle dage havde dummet dig, og aviserne skrev om det, var det glemt tre dage efter.” ”Derfor er den nemmeste løsning også ikke at deltage,” fastslår han.

Fra reality-deltager til succesfuld karrieremand

Tidligere deltager Nick Zitouni, der i dag er selvstændig erhversdrivende, er i modsætning til eksperterne ikke bekymret.
”Jeg fik for alvor bevist, at det ikke betød det store, da jeg i 2011 blev ansat på Christiansborg som personlig assistent for vores tidligere skatteminister Peter Christensen. Hvis en gammeldags institution som Folketinget kan se igennem fingre med det, så har det nok ikke den store betydning.”

Nick Zitouni understreger dog også, at det er individuelt, om Paradise Hotel kommer til at påvirke karrieren.

”Det afhænger af, om du formår at skabe et positivt eller et negativt image af dig selv. Og jeg har på grund af min uddannelse hele tiden været meget bevidst om min fremtræden.”

Selvom flere eksperter anbefaler, at man holder sig fra reality-tv, fortryder Nick Zitouni ikke sin medvirken et sekund.
”Det er den største oplevelse, jeg har haft i mit liv,” afslutter han uden tøven.

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*