#JeSuisCharlie – eller er jeg?

Når verdensomspændende begivenheder eller katastrofer finder sted, tyer mange af os til internettet i søgen efter mere viden. Her bliver vi konstant fodret med informationer, og det samme gør sig gældende på de sociale medier. Her har vi også selv mulighed for at være afsendere og bidrage til nyhedsstrømmen, og via hashtags kan vi uden problemer deltage i globale debatter. Men bidrager de sociale medier til at skabe et sammenhold og fællesskab i krisetider? Eller er de blot blevet frirum, hvor man kan sige, hvad man vil?

Den 7. januar 2015 blev den franske satireavis Charlie Hebdo udsat for et terrorattentat, da to bevæbnede mænd ved middagstid trængte ind på avisens redaktion i Paris. De to mænd skød og dræbte i alt 12 og sårede 11 mennesker, mens de råbte ”Profeten er hævnet” og ”Allahu Akbar” (Gud er stor).

Hændelsen efterlod Frankrig og resten af den vestlige verden i chok, og mens det franske politi jagtede gerningsmændene, begyndte civile borgere verden over at dele deres sorg og medfølelse med ofrene og de efterladte på de sociale medier.

Den 7. januar 2015 befandt jeg mig på et hostel i New Zealand. Jeg havde netop påbegyndt en fire måneder lang backpackerrejse med en god veninde, og vores daglige udfordringer bestod i at beslutte, hvor vi skulle spise, hvilke seværdigheder vi ville se, og om vi nu også havde fået nok solcreme på.

Selvom vi sad på den anden side af jorden og på trods af, at jeg sjældent fandt vej til nyhedsstationernes hjemmesider, når vi endelig kunne komme på internettet, varede det ikke længe, før nyheden om angrebene i Paris nåede hele verden rundt og frem til os.

En tendens begyndte at vise sit i mit Instagram-feed. Pludselig begyndte alle, både mine venner og bekendte og alverdens radioværter, sportsstjerner, bloggere og kendisser, at poste billeder af Eiffeltårnet, det franske flag og ikke mindst tre små ord: Je Suis Charlie.

Hverken jeg eller min rejsekammerat kan tale eller forstå fransk, så der gik lidt tid, inden ordene fik en mening. Vi blev dog hurtigt klar over, at billederne og hashtagget #JeSuisCharlie betød andet og mere end at ”jeg er Charlie”.

Et hashtag bliver til

Budskabet opstod nærmest ved en tilfældighed ganske kort tid efter attentatet, da en grafisk designer, franskmanden Joachim Roncin delte et hurtigt kreeret logo på sin Twitter-profil for at ære ofrene.

Kort efter var det sort-hvide billede med det simple budskab blevet forvandlet til et hashtag, der blev delt med lysets hast verden over.

Ifølge engelske The Telegraph blev #JeSuisCharlie tweetet 6.500 gange i minuttet, da aktiviteten var på sit højeste, og i løbet af sit første døgn var hashtagget brugt i 3,4 millioner tweets.

I takt med at #JeSuisCharlie-budskabet blev tweetet, uploadet og delt, blev det et symbol på medfølelse og sympati, og tendensen tegner et billede af et globalt samfund, der ønsker at stå sammen mod uret og terror.

Men kan fjorten små tegn tastet på et tastatur, computer- eller smartphone-, virkelig gøre det ud for en aktiv, empatisk gerning?

Eller ville et kram og en hjælpende hånd varme og trøste mere?

Har de sociale medier og deres enorme, globale rækkevidde gjort det for nemt at ”gøre noget” og at deltage i en debat – uden faktisk at gøre noget?

Et fælles projekt

I november 2015, blot 10 måneder efter angrebet på Charlie Hebdo, blev Paris og franskmændene endnu engang udsat for terror. Skudepisoder på blandt andet cafeer og spillestedet Bataclan kostede 130 mennesker livet. De franske farver, tricolore, begyndte igen at sprede sig på de sociale medier, og det samme gjorde endnu et hashtag: #PrayForParis.

Senere samme måned blev der i Bruxelles indført en lockdown på grund af mistanke om et angreb lig dét i Paris. Endnu engang strøg civile borgere til tasterne, men denne gang med et andet formål end at sørge.

Belgisk politi igangsatte en eftersøgning af en formodet gerningsmand fra angrebene i Paris og bad i den forbindelse borgerne om ikke at dele oplysninger om politiets gøren og laden på de sociale medier. Belgierne lyttede og begyndte i stedet at poste billeder af søde kattekillinger under hashtagget #BrusselsLockdown, så informationer om politiaktionerne forsvandt i den såkaldte ”cat-storm”.

#BrusselsLockdown-episoden er endnu et bevis på, at de sociale medier giver brugerne mulighed for at skabe et sammenhold om et fælles projekt. Her var der dog ikke tale om udelukkende at udvise medfølelse, men også at bidrage med et humoristisk indslag i en ellers alvorlig situation.

Det er et frisk pust i en verden af teknologiske platforme, hvor det oftest handler om at skrive det rigtige og fremstå bedst muligt.

Nytter det noget?

På trods af, at et 140 tegn langt tweet eller et billede på Facebook eller Instagram uden besvær kan nå verden rundt på tværs af tid og sted, er afsenderen fortsat fysisk afskåret for omverdenen.

Konsekvenserne ved at råbe op og stå fast på det, man tror på, mindskes markant, når man kan gemme sig bag sin skærm og endda et alias, et andet navn, på internettet. Råber man op, fordi man synes, det er det rigtige – eller fordi man bør?

Terrorangrebene i Paris var også med til at puste liv i debatten om ytrings- og trykkefriheden, men er de sociale medier virkelig de optimale omstændigheder for sådan en debat?

Jeg mener, at spørgsmål som disse er værd at tænke over, inden man skifter sit profilbillede ud med det franske flag eller hashtagger sit Instagram-billede med #JeSuisCharlie. Sker det per automatik, fordi man ser ens virtuelle vennekreds gøre det samme, eller har det et oprigtigt formål?

Der er noget smukt ved, at folk, der ellers aldrig ville krydse hinandens veje, kan finde hinanden og stå sammen om et fælles projekt ved hjælp af sociale medier og hashtags. Bare vi husker, at de vigtigste sammenhold foregår langt væk fra skærmene og tættere på virkeligheden.

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*