Keld Reinicke anbefaler: Tre tv-serier du skal se i 2015

Protektor for SAMS, Keld Reinicke, giver her sit bud på tre dugfriske tv-serier, som du bør tjekke ud. Keld Reinicke er uddannet i Film- og Medievidenskab og arbejder blandt andet som programudvikler for Pineapple Entertainment, hvor han er med til at skabe programmer som Natholdet og Monte Carlo på DR3. Derudover er Keld Reinicke også mediekonsulent for en række større danske virksomheder og underviser på Den Danske Filmskole – blandt andet i, hvordan tv-serier udvikler sig.

FRESH OF THE BOAT
Premiere d. 4. februar 2015 på amerikanske ABC.
Fresh Off the Boat er en underholdende fortælling om en taiwansk–amerikansk familie, der jagter den amerikanske drøm. Faren åbner en halvmislykket bøfrestaurant, imens moren forsøger at passe ind blandt amerikanske kvinder. Og selvom familiens 11-årige søn er lidt mere amerikaner end forældrene, så er det noget af en udfordring at have nudelsalat med i madpakken. Baseret på Eddie Huangs bog af samme navn tegner Fresh Off the Boat et komisk portræt af, hvad der sker, når man er ”Fresh Off the Boat” i mulighedernes land, hvor jagten på lykke ikke er helt ligetil.

Derfor skal du se den: »Det er en af de sjoveste sitcoms, jeg har set, og så er det forfriskende, at en asiatisk familie spiller hovedrollen. Desuden er det værd at bide mærke i, at serien indskriver sig i en ny tendens til, at nogle af de bedste sitcoms er lavet af ikke-etniske amerikanere (iransk-amerikanske Nahnatchka Khan, red.).« – Keld Reinicke

AMERICAN CRIME
Premiere d. 5. marts 2015 på amerikanske ABC.
I Californien bliver et ungt par brutalt angrebet i deres hjem. Fyren dør, og den efterfølgende retssag bliver starten på en dramatisk fortælling om tvivl, skyld og sorg. American Crime er en beretning om den effekt, som et mord kan have på både mistænkte og pårørende, hvor racemæssige spændinger spiller en afgørende rolle. Serien er skrevet af John Ridley, der sidste år vandt en Oscar for filmen 12 Years a Slave, og tager fat på samme tematik om racemæssige skel i USA. 

Derfor skal du se den: » Jeg tror, at det bliver en af årets helt store krimier. Den er meget velskrevet og velspillet. Det er en super vild krimi med en spændingsmæssig styrke i, at alle episoderne handler om det samme mord. Serien er skrevet inden de aktuelle raceuroligheder i USA, men er blevet endnu mere aktuel derefter.« – Keld Reinicke

12 MONKEYS
Premiere d. 16. januar 2015 på amerikanske Syfy.
Vi er i år 2043, hvor en dødbringende pest er i færd med at sprede sig på jordens overflade og udrydde hele befolkningen. Den tidsrejsende Cole bliver derfor sendt på en mission tilbage til år 2015 for at sætte en stopper for fremkomsten af den farlige virus. Baseret på science fiction-filmen af samme navn fra 1995 skaber 12 Monkeys en spændingsfuld kobling af tidsrejse, krimi og science fiction.

Derfor skal du se den: »Det er super interessant at se, hvordan man har taget universet fra en stor film og lavet den om til en tv-serie. Det er en ny tendens, som vi for eksempel også har set i tv-serien Fargo fra sidste år, der bygger på den noget ældre film af samme navn«.

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*