KONY 2012 – når aktivisme går viralt

I marts i år spredte den virale video Kony 2012 sig som en steppebrand på de sociale medier. Mens kampagnen har fået masser af medvind online, har det dog stået mere trægt til med at mobilisere støtten offline. Kony er derved et klassisk eksempel på, at hvor et ”like” kommer let, halter det med engagementet ude i virkelige verden.

Med sine 70 millioner hits på 5 dage blev filmen om den ugandiske krigsforbryder Joseph Kony hurtigt et internetfænomen. Filmen er blevet en viral succes, men den ender alligevel med at blive et eksempel på effektiv online-retorik, som ikke nær så effektivt formår at påvirke samfundsordenen offline.

Kony 2012 viser, hvor svært det er at omdanne Afrikas forfærdeligheder til andet end symbolsk støtte som Facebook-”likes”. På trods af at filmen ihærdigt forsøger at skabe identifikation, mangler den et fundamentalt element: Nærhed til situationen i Afrika.

Kony 2012’s virale styrke er, at den formår at tegne et klart og entydigt billede af, hvad problemet tilsyneladende er: At Joseph Kony spreder død og ødelæggelse i Afrika, og at der ikke bliver gjort nok for at stoppe ham, da ingen kender ham. Samtidig med at den skarpe vinkling er en viral styrke, er den dog også en etisk svaghed. For med filmens entydige udlægning af en kompleks konflikt tegner den et billede, som i bedste fald er forsimplet, og i værste fald er direkte usandt.

Kony 2012’s viralitet

Kony 2012 er produceret af NGO’en Invisible Children og fortalt af organisationens medstifter Jason Russell, som beretter om den ugandiske oprørsleder Joseph Kony og hans udnyttelse af børnesoldater.

Filmen blev hurtigt udsat for massiv kritik, efter den gik viralt, på grund af sin meget skarpe vinkling af situationen i Afrika. Virale kampagner på sociale medier er i den forstand et tveægget sværd. For mens man effektivt kan komme ud med sit budskab online, kan man lige så effektivt blive skudt ned, hvis måden man behandler en sag på er kritisabel.

Kony 2012’s skarpe vinkling af en kompleks konflikt stemmer fint overens med nyere marketingsforskning. Forskningen peger nemlig på, at det bestemmende for, om onlineindhold går viralt er, at indholdet er overraskende, interessant og appellerer til følelser.

Hvis Kony 2012 havde valgt en mere oplysende vej, ville meget af dens følelsesappel ikke være mulig, da man ikke ville have samme mulighed for at pege fingre af den ene, onde mand, som ifølge filmen er skyld i alle elendigheder i regionen.

Sociale kampagner på sociale medier

Det er diskutabelt i hvilken grad, de sociale medier overhovedet egner sig som medieplatform til at dække komplekse konflikter.

Der er nemlig en naturlig modsætning mellem det, der er effektivt på sociale medier – altså det enkle, interessante og følelsesappellerende – og de mere nuancerede og oplysende sociale kampagner, som en kompleks konflikt traditionelt ville kalde på.

Førstnævnte vej, som er den, Kony 2012 har valgt, kan næsten ikke undgå andet end at ende ud i manipulerende resultater. Sidstnævnte lader derimod ikke til at kunne skabe nok opmærksomhed til for alvor at gøre en forskel.

Set på den positive side kan det påpeges, at ligesom Kony 2012 fik liv på de sociale medier, har kritikken af filmen også fået det. De sociale medier er i den forstand selvoprettende, forstået på den måde, at hvis en viral video vælger en for fræk vinkling af en problemstilling, skal modsvarene nok hobe sig op og få sit eget liv.

Beskeden offline-aktivisme

Mens det på internettet er lykkedes at sprede ordet om Joseph Kony, har det stået mere trægt til i offline-delen af kampagnen. Udover at opfordre til at gøre manden kendt ved at dele filmen, opfordrer Kony 2012 nemlig også til, at vi køber det såkaldte ”Action Kit” og deltager i gadeaktivisme. Den 20. april skulle kampagnen så kulminere i ”Cover the Night”-eventen, hvor alle verdens byer skulle overdækkes med Kony’s navn og ansigt. I realiteten fik offline-kampagnen dog ikke for alvor luft under vingerne.

Som erstatning for den mangelfulde gadeaktivisme har Kony 2012 derimod manifesteret sig gennem ”likes” og ”delinger” på Facebook. Filmen har derved primært udmøntet sig i, hvad der bliver kaldt ”slacktivism”: Det vil sige, at den har opfyldt et behov for, at vi kan vise vores støtte til en tilsyneladende god sag, uden at skulle gøre os den ulejlighed at yde en reel indsats.

Publikums rolle

Kony 2012 søger ihærdigt at skabe et publikum, som kan hjælpe med at gøre Joseph Kony kendt. Det gør den først og fremmest ved at tale til fællesmenneskelige værdier som lighed og retfærdighed som i sekvensen, hvor fortælleren Jason siger:

”Where you live shouldn’t determine whether you live.”

Værdier som lighed og retfærdighed er selvsagt svære at argumentere imod. Det er derimod lettere at fraskrive sig sit personlige ansvar, da man som individ jo i sagens natur har svært ved at gøre en mærkbar forskel for et kontinent, som er så hærget som det afrikanske.

Kony 2012 modarbejder den mulige følelse af ubetydelighed ved at tematisere, hvordan de sociale medier gør en hel ny form for forbundenhed muligt.

I en verden med over 750 millioner brugere på Facebook kan vi ifølge filmen se hinanden og derfor beskytte hinanden. Derved bliver vi som publikum bemyndiget til at tage affære ved at hjælpe til med at gøre Joseph Kony kendt, så vi sammen kan redde Afrika.

Det Afrikanske Forår?

Kony 2012 drager selv paralleller til Det Arabiske Forår, hvor tusindvis af demonstranter mobiliserede sig via sociale medier. Parallellen virker dog lidt søgt. For hvor Det Arabiske Forår var en reaktion på lang tids undertrykkelse, er Kony 2012 nærmere et vesterlandsk selvrealiserings- og selviscenesættelsesprojekt.

Vi mærker ikke forfærdelighederne i Afrika på vores egne kroppe. Nærheden mangler altså. Så mens vi måske kan overtales til at bruge to sekunder på at dele Kony 2012 på Facebook, er det straks vanskeligere at få os til for alvor at investere tid og energi i projektet.

En alternativ forklaring på filmens manglende offline-effekt kunne naturligvis også være, at den har fået massiv kritik for at være ensidig, mangelfuld og ren følelsesporno. Det kan have fået dens troværdighed og derved dens overbevisende kraft til at dykke gennem den forholdsvis lange periode, fra da filmen skød frem i starten af marts til den 20. april, hvor kampagnen skulle kulminere.

Den onde Kony

Årsagen til den skarpe kritik af Kony 2012 bunder primært i dens vinkling af situationen i Afrika.

Fokus i filmen er på de tusindvis af børn, som Joseph Kony gennem en 26-årig periode har bortført og tvunget til at kæmpe for hans oprørsgruppe LRA (Lord’s Resistance Army). Der er som sådan ikke noget usandt i dette. Joseph Kony har rent faktisk begået de forbrydelser, som filmen beretter om.

Problemet er, at den fokuserer kun på én mand, Joseph Kony, som vi skal fange for derved at løse alle regionens problemer. I realiteten har konflikten i området imidlertid mange flere parter, som er viklet sammen i et spind af relationer og motiver. Det billede, som filmen tegner af området og dets problemer som helhed, er derfor ganske misvisende.

Støt Ugandas militær!

Kony 2012 er også blevet kritiseret for dens løsningsforslag. Den opfordrer til, at vi skal støtte den ugandiske regering i deres jagt på Joseph Kony. Samtidig udelader den dog fuldstændigt at berette om de øvrige omstændigheder, som kunne tale imod, at vi blindt skal støtte den ugandiske præsident Yoweri Museveni og hans militær.

Museveni er i realiteten både korrupt og diktatorisk, og da han kom til magten ved et kup i 1986, var det i lighed med Joseph Kony ved udnyttelse af børnesoldater. Som om det ikke var nok, så rekrutterer den ugandiske hær selv den dag i dag soldater, der er helt ned til 13 år.

Det kan derfor ikke andet end at virke lidt mærkværdigt, at vi tilsyneladende skal stoppe en fjende, fordi han bruger børnesoldater, ved at støtte en ven, som selv bruger børnesoldater.

Opmærksomhed på Kony

På trods af, at det ikke for alvor lykkedes for Kony 2012 at skabe massiv folkelig opstand i den virkelige verden, har filmen stadig mere end noget andet forsøg formået at rette opmærksomhed mod den skrækkelige situation i Uganda og dets nabolande. For med sin skarpe vinkling er det lykkedes at skabe en film, som Facebook-brugerne har haft lyst til at dele med hinanden.

Man må så blot håbe, at størstedelen af de millioner, som har set Kony 2012 har taget filmen for, hvad den bør være: Blot en indgang til den omfattende konflikt og altså ikke på nogen måde et tilstrækkeligt billede af konflikten.

5
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*