Kort om programplanlægning

Seertal, branding af kanal, seerprofil og programplaceringer på egne og konkurrerende kanaler er blot nogle af de parametre, som en programplanlægger skal have med i sine overvejelser, når program-puslespillet skal lægges.

Det fortæller Susan Duelund, der er tidligere programplanchef for TV 2 og for SBS-kanalerne TV Danmark og Kanal 5, samt tidligere programplanlægger på TV3 og nu på Radio 24syv.

SAMSON har talt med programplanlæggeren om arbejdsopgaver og strategiske overvejelser for placering af programmer.

»Foruden seertal, branding med videre, så skal DR og TV2 også planlægge ud fra public service forpligtelser, hvor en bestemt procentdel af sendetiden skal bestå af egetproduceret indhold, førstegangsudsendelser, regionalt stof, børne-tv og så videre,« fortæller Susan Duelund, og tilføjer, at de kommercielle kanaler tager særligt højde for annoncørers krav og ønsker.

Endelig er alle broadcastere også underlagt lovgivning, typisk dansk eller engelsk, som dikterer regler for tv-indhold med vold, bandeord, produktplacering og lignende.

»Et godt eksempel er Paradise Hotel med sex og grimt sprog. Det skal ligge efter klokken 22 på grund af den engelske lovgivning. Genudsendelsen om eftermiddagen er af samme grund censureret,« nævner programplanlæggeren.

Planlægger et år frem

Programplanlægning foregår på to niveauer: kortsigtet og langsigtet.

»Når man placerer programmer kaldes det schedulering. Vi arbejder både med dag-til-dag schedulering og mere langsigtet. En dag-til-dag ændring kan for eksempel være en aktuel begivenhed, som skal have plads i sendefladen, og vi bliver derfor nødt til at flytte rundt på programplanen. Det kan også være dårlige seertal, som gør, at et program flyttes ud af primetime,« siger Susan Duelund.

På længere sigt foregår schedulering som sæsonplanlægning, hvor programplanlæggeren lægger en langsigtet strategi ud fra årets fire sæsoner, også kaldet planer.

Plan A er højsæsonen og ligger cirka januar til juni, Plan B er sommerferien, Plan C er den anden højsæson og er cirka august til november, og endelig består Plan D af december måned.

»Vi planlægger sæsonerne ud fra de kommercielle hensyn og med øje på seernes tilstedeværelse. Derfor byder sommeren oftest på let indhold og genudsendelser, og de store nye satsninger ligger i foråret og efteråret, hvor danskerne ser mere fjernsyn,« siger Susan Duelund:

»Der er også en del lavpraktiske hensyn som for eksempel rettighedsparameteret. Når man køber licensvisninger til en udenlandsk film, køber man eksempelvis tre visninger over to år. Så handler det om at placere filmen, så den også får mange seere anden og tredje gang den vises.«

Forskel på kanaler

Susan Duelund har oplevet stor forskel på at schedulere for eksempelvis TV 2 og Kanal 5.

»De store broadcastere skal tilbyde fjernsyn for hele familien Danmark, derfor må kanalerne generelt ikke have en for smal profil. Men i kampen om seerne er det samtidig nødvendigt at forholde sig til konkurrencen. Når de kommercielle aktører har et stærkt indhold rettet mod mændene som for eksempel Champions League fodbold, så kan det betale sig for blandt andet TV 2 at komplementær schedulere og skabe en mere feminin profil i sendefladen netop de dage. Men generelt vil TV 2 være Danmarks største fællesskab,« fortæller den tidligere programplanchef for henholdsvis TV 2 og SBS.

Derimod bruger nichekanalerne i høj grad brandschedulering. De brander dagene, så det er nemt for seerne at identificere programplanen. Eksempelvis har Kanal 4 Medical Night mandag og Kanal 5 har krimi-tirsdag.

»Kanal 5 er Danmarks krimikanal. Serien CSI har skabt Kanal 5. Brandschedulering er ekstrem vigtig i en tid, hvor vores sening bliver mere og mere fragmenteret. Vi shopper mere rundt mellem kanaler og programmer, og seerne er i højere grad blevet deres egen programplanlægger. Derfor er det helt afgørende for nichekanaler, at seerne ved, hvad de får, når de tænder for kanalen,« afslutter Susan Duelund.

0
1

1 Comment

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*