Mig og mine medier: Frank Ladegaard Erichsen

Frank Ladegaard Erichsen, bedre kendt som Bonderøven, er hovedperson og vært i den populære DR1-serie af samme navn. Frank bor på Kastanjegården på Djursland, hvor han sammen med sin familie udlever drømmen om et enklere liv med bæredygtig selvforsyning. Bonderøven er blevet synonym med autentisk tv og har, siden de første udsendelser løb over skærmen på DR2 i 2008, været en massiv seersucces, hvorfor den i 2009 blev flyttet til moderkanalen DR1. SAMSON har sat bonderøven i stævne for at få et indblik i hans medievaner.

HVORDAN OPLEVER DU DEN VIRKELIGHED, MEDIERNE FREMSTILLER?

»Når man, som jeg, er involveret i fjernsyn, må jeg indrømme, at jeg ser med stor bekymring på meget af det, som bliver vist i fjernsynet. Det skyldes, at man som en del af mediet – især tv-mediet – har en enorm magt i forhold til at manipulere. Medierne sætter standarden for den opfattelse, vi har, af hvordan vores liv skal være. Det synes jeg ikke, de klarer særlig godt. De sætter ofte bestemte kodeks, eksempelvis for forbrug, som er meget ukritiske. Det skaber en særlig opfattelse af, hvad der er succes – hvornår man er ’med’, og hvornår man har succes. Når man har med fjernsyn at gøre, har man et kæmpe ansvar i forhold til dét, man formidler videre. Og når man som tv-vært sidder og ser på andre tv-programmer, så ved man jo, at en del af indholdet ofte er en klar forvridning af virkeligheden. Det øjeblik, man peger et kamera på nogen, vil man altid opnå en kraftigere reaktion, end hvis der ikke var et kamera. Som seer bør man derfor have sig for øje, at man skal tage visse forbehold, når man benytter et medie.«

LIGE NU…

Læser jeg: »Jeg læser altid masser af faglitteratur – gammel faglitteratur. Jeg samler gamle bøger i stakke og bladrer dem igennem for at se, om der skulle være noget interessant. Så er jeg faktisk også lige blevet færdig med at læse Ken Folletts Verdens Vinter. Jeg kan godt lide at læse, men det er kun om vinteren, der er tid til det.«

Ser jeg: »Jeg kommer en sjælden gang i biografen – meget sjældent! Enkelte gange ser jeg drama eller nyheder på tv. Men jeg må sige, at tv er noget, jeg laver, og ikke noget, jeg ser.«

Hører jeg: »Jeg hører meget radio, som regel P4. Det går ikke at høre P1, for så får jeg ikke lavet noget, da jeg skal koncentrere mig om det, der bliver sagt. Selvom jeg ikke er så gammel, så magter jeg ikke helt de der ungdomskanaler.«

Klikker jeg ind på: »Tja, vejrudsigten!«

Anbefaler jeg: »Jeg er af den overbevisning, at man i det omfang, man kan, skal berige sig med alle de kulturoplevelser, man kan få. Men man skal også huske at kunne trække stikket ud og så bare gå en tur i stedet.«

Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR

2
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*