Mit job i mediebranchen: Færdig med studiet og ind i studiet

I foråret startede jeg i redaktionen på ”Mennesker og medier” på P1 – med et speciale ved siden af. I dag er jeg nyuddannet Cand.mag. i Medievidenskab og har fået et job, hvor jeg hver dag bruger de kompetencer, jeg har lært på min uddannelse. Min største udfordring har været at lære at bruge mine færdigheder i praksis – og at acceptere, at man ikke bliver verdensmester på en dag. 

Da jeg startede på Medievidenskab i Aarhus i 2008, var jeg aldrig helt klar over, hvad jeg skulle svare når jeg, til suppe, steg og is fester, hjemme i det mørke Vestjylland, blev spurgt over bordet ”og hwa ka jen så brug’ det te”? Jeg rodede mig ud i lange fagbeskrivelser og opremsning af pensum, før jeg altid endte med at svare, at jeg studerer mennesker og medier. Det blev skæbnens ironi, at mit første fuldtidsjob blev på radioprogrammet på P1 med samme navn.

Jobbet fik jeg i forlængelse af min praktikperiode, hvor en kollega mente, at jeg burde søge ind hos programmet. Hun havde selv arbejdet der for en del år tilbage, og tilbød at lægge et godt ord ind for mig hos min nuværende chef. Jeg husker tydeligt, hvordan hun trak mig til side og sagde: ”Det er sådan noget vi medievidenskabere gør for hinanden.” Det kunne jeg slet ikke forstå. Jo – det med den gode karma og næstekærlighed til medstuderende var jeg helt med på. Men en rigtig jobsamtale til et rigtig voksenjob? Det var jeg da slet ikke klar til. Jeg var jo ikke færdig med at være studerende og slet ikke færdig med at lære!

”DU SKRIVER SOM EN AKADEMIKER” 

… Sagde min chef til mig et par uger inde i min ansættelsesperiode. Min første tanke var: ”Sådan, fedt mand” – jeg mener, nu har jeg trods alt brugt 5 år på at støvsuge Den Gode Opgave for at være sikker på, at evnen til at skrive den perfekte akademiske opgave med et perfekt sprog, sad på rygraden.

Og det gjorde den så til min chefs store fortrydelse. Derfor blev og er min største udfordring at kombinere den akademiske baggrund med en mere journalistisk tilgang til arbejdet. Jeg skulle lære at vende trekanten om – altså: konklusionen først og dernæst redegørelse og baggrund. Kunsten ved mit arbejde er at bevare et helikopter-perspektiv på de cases vi anvender, samtidig med at have vores målgruppe for øje. P1’s slogan er Tankevækkende radio og det er en af de få platforme, der er tilbage, hvor der ikke er travlt med at gå i breaking-mode, og hvor der stadig er tid til tænkepauser og lange spørgsmål. I den forstand går mit arbejde hånd i hånd med min tid som Medievidenskabsstuderende, hvor de lange akademiske opgaver har fordret en vis grundighed, og hvor jeg nu oplever at fag som Mediereceptions- og systemanalyse samt Medie, kultur og samfundsteori har dannet rammen om en medieforståelse som jeg, ganske uden at tænke over det, anvender hver dag på arbejde. Og det er virkelig uden at tænke over det.

Alle de teorier, begreber og eksempler jeg har studeret gennem mit uddannelsesforløb, er med til at forme den måde jeg ræsonnerer på i udvælgelsen af historier, i de redaktionelle til- og fravalg, og ganske enkelt i den måde jeg tænker på. Men det at bruge den viden man tilegner sig på sit studie er svært i praksis. Jeg oplevede, at der var langt fra de 15 siders lange teoretiske opgaver til et kort mundtligt referat af en tekst eller bare fremlæggelsen af en idé, fordi jeg er vant til at redegøre for det ene og det andet, inden jeg når frem til sagens kerne.

Jeg opdagede hurtigt at fordybelsen, i nogen grad, skal overhales af et overblik, og evnen til hurtigt at sortere i og vurdere, hvad der er relevant og hvad der blot er en flygtig historie. Fordybelsen indtræffer i højere grad, efter det gode emne er fundet.

DIG OG MIG OG VI-TO

Næsen for den gode historie er vel et journalistisk fænomen, som vi ikke nødvendigvis bliver oplært i på den medievidenskabelige linje. Den næse har min chef, som uden at afsløre noget, er en del år ældre end mig.

Vores redaktion består kun af ham og jeg, hvilket betyder, at vi får et meget tæt dagligt samarbejde. Hvor man på studiet ofte forbereder sig på en fremtid med store redaktioner, flere lag mellemledere og rundsave på albuerne, hersker her en hel anden stemning. Men der er stadig hierarki – det er klart. Der er noget næsten endnu mere konkurrencepræget og nervepirrende over at være få. Du konkurrerer i højere grad med dig selv, og du kan ikke gemme dig på redaktionen. Det ville i hvert fald se meget mærkeligt ud, hvis jeg prøvede. Omvendt er vejen til at føle ejerskab over resultater meget kortere og vigtigheden af samarbejde skinner igennem. Samarbejdet, tror jeg netop, er vigtigt uanset om det er en redaktion på 20 eller på 2 – det handler om at udnytte hinandens kompetencer, og turde stole på, at man selv har nogle.

Som Medievidenskaber er man hverken producent, journalist eller rendyrket forsker. I stedet har man en forståelse for de mediesystemiske og politiske samt samfundsmæssige forhold, som har en betydning for, hvordan det danske og verdens mediebillede fungerer og konstant er i forandring. Det er den grundstamme, vi får, som vi derefter kan udbygge med andre færdigheder gennem samarbejde og inspiration fra andre mennesker i alle aldre med andre erfaringer, fagligheder og kvalifikationer.

KLUBSKIFTE

En af de største omvæltninger ved at gå fra studielivet til arbejdslivet er måden, jeg opfatter mig selv på. Jeg afleverede mit speciale i starten af september, og blev færdig et par uger efter. I de sidste par uger har jeg haft en ambivalent følelse af frihed og tomhed. Frihed fordi specialet er ude af verden, og fordi den konstante dårlige samvittighed, der kan være forbundet med afleveringsfrister, er forsvundet ud af mit liv. På den anden side føles det faktisk tomt, at jeg ikke mere kan titulere mig selv som ”studerende”. Jeg er ikke længere på vej og under udvikling. Jeg er nået til vejs ende, og er blevet løsrevet fra fælleskabet ”studerende”.

Vi ved alle, at græsset synes grønnere på den anden side, og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke kommer til at savne tidlige mandagsforelæsninger i Videnskabsteori, respondenter som melder fra 5 minutter før en fokusgruppe og endeløse nætter med at skære ned på opgaver, som partout ikke må fylde mere end x antal sider. Det til trods føles det tomt ikke længere at være en del af den klub, man har været en del af i så lang tid. Klubben, hvis medlemmer alle sammen har en indforståethed overfor hinanden, hvad enten de bruger deres medlemskab som et prestigefyldt tegn udadtil eller som et gemmested fra den verden, der ligger udenfor.

Nu er jeg blevet medlem af en anden klub. En klub, hvor jeg rangerer lavt i hierarkiet som uprøvet og grøn, og hvor jeg stadig er i gang med at lære reglerne for medlems- og fællesskabet. Men jeg skal nok komme efter det, når blot jeg husker på, hvad det er jeg kan. Jeg lærer heldigvis stadig noget nyt hver dag, og det har jeg tænkt mig at blive ved med, til den dag jeg dør.


  • ‘Mennesker og medier’ er et mediemagsin der sendes live, fredage Kl. 13:03 og genudsendes lørdag kl. 11:03 på DR P1. Du kan også lytte til programmet som pod-cast. Mennesker og medier er blevet sendt på P1 siden 2001.

    Redaktionen bag Mennesker og medier består kun af Lasse Jensen og Anne Axelgaard, hvis primære arbejdsopgaver består af research, tilrettelæggelse, for- og baggrundsinterviews, klip af lydindslag

    Læs mere: http://dr.dk/P1/menneskerogmedier


Foto: Privat

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*