Når en blog er mere end lyserøde filtre

Når en blog er mere end lyserøde filtre

blog

I en bloggerverden præget af opstillede avocadomadder, hippe modetrends og omfattende skønhedsrutiner er samfundsmæssige problematikker og diskussioner en sjældenhed. Aktuelle debatter forsvinder nemt i bloguniversets væld af selviscenesatte billeder, lækre opskrifter og romantiserede hverdagsfortællinger. Fra denne overordnede beskrivelse ville nogle måske konkludere, at hverken debat eller ufuldkommenhed er at finde blandt indholdet på de danske blogs. Men er dette virkelig tilfældet? Nej! Ikke hvis det står til Miriam Poulsen.

Bag tasterne ved en bærbar på Østerbro i København sidder den 30-årige Miriam Poulsen. Hun har det seneste halve år kunnet kalde sig professionel blogger og drivkraft bag domænet www.miriamsblok.dk, der med ca. 40.000 unikke besøg om måneden, når en bred skare af læsere på daglig basis. Bloggens omdrejningspunkt er Miriam selv, hendes hverdag, betragtninger og humor – det sidstnævnte som en afgørende faktor for bloggens skrivestil og tone. Som Miriam selv udtrykker det: ”Jeg stræber efter at finde en balance mellem det selvironiske og det alvorlige, og jeg foretrækker det ærlige frem for det selviscenesatte”.

At Miriam selv understreger sin præference for ærlighed kontra iscenesættelse er meget kendetegnende for både hende som blogger og indholdet af de blogindlæg, hun producerer. For hvor mange bloggere holder sig til den pæne skildring af deres liv og viger bort fra kontroverser, er Miriam Poulsen ikke bange for at gøre op med perfektionen. Dette opgør med perfektionen og selviscenesættelsen ses bl.a. i de debatindlæg, Miriam skriver og inviterer sine læsere til at deltage i. Hvad motiverer hende til at skrive indlæg om blandt andet hævnporno, skjult reklame og slutshaming, når det ikke umiddelbart er normen i blogverdenen?

”Dels handler det selvfølgelig om, at jeg har en holdning, jeg gerne vil dele, og dels handler det om, at det er emner, der er vigtige for mig. Ofte handler det for mig også om, at det er problematikker, som folk simpelthen ikke aner eksisterer”.

At tage snakken på den ordentlige måde

For Miriam er det dog ikke alene ønsket om at formidle en problemstilling, men også manglen på sobre platforme for den digitale debat, der får hende til at trykke ”udgiv”. Som hun selv beskriver det, så er ”tonen på nettet enormt frustrerende, og man finder aldrig en saglig diskussion på Facebook eller i avisernes kommentarfelt.”

Efter udgivelsen af et debatindlæg er Miriam også klar over, at det kræver en indsats fra hendes side at håndhæve den propre digitaledebat. ”Når jeg udgiver et kontroversielt indlæg, sidder jeg klar som moderator, så jeg kan sikre mig, at diskussionen i kommentarfeltet ikke går over gevind. Det sker dog sjældent efterhånden. Folk er rigtig gode til at argumentere sobert, også selvom de er rivende uenige”, fortæller hun.

I slipstrømmen af disse indlæg følger også en risiko for stærke reaktioner fra læserne. Noget Miriam også håndterer i sin hverdag som blogger, dog i mindre grad end førhen.

”Jeg oplever sjældent forargelse. Det har jeg gjort meget før i tiden, men jeg er blevet bedre til at formulere mig, så jeg får redegjort for min holdning, uden de, der er uenige, føler sig personligt trådt på.” Det hænder dog, at indlæggene, til trods for den gode tone, får nogle konsekvenser for Miriam – eksempelvis læsertab: ”Ind imellem mister man læsere, fordi ens holdning er en dealbreaker for dem, men jeg oplever i langt højere grad, at de debatterende indlæg trækker folk til, fordi de er glade for, at der er nogen, der vil tage snakken på en ordentlig måde.”

Helt perfekt i al sin ufuldkommenhed

Foruden de mere kontroversielle debatindlæg Miriam udgiver, samarbejder hun også med sine læsere om at gøre op med selviscenesættelsen. Dette gøres til dels via indlæggene ”Shhh….” hvor læserne anonymt kan indsende pinlige, skamfulde eller amoralske hemmeligheder om sig selv, der senere bliver postet på bloggen. Her deles følelser og handlinger, der normalt ikke bliver fortalt, fordi de på den ene eller anden måde er et samfundsmæssigt tabu. Et eksempel fra indlæg nr. 138 i rækken af hemmeligheder lyder således: ”Jeg elsker mine to børn uendeligt, men jeg blev primært gravid, fordi jeg godt kan lide opmærksomheden forbundet hermed”.

At disse blogindlæg danner modstykke til perfektionen, er for Miriam Poulsen ikke tilfældigt. Hun fortæller: ” Det er et meget bevidst valg. Jeg synes, man bliver bombarderet fra alle sider med perfekte mennesker og deres perfekte liv. Det er jeg ikke altid så stor fan af. Jeg vil gerne vise, at vi er andet og mere end bare lyserøde filtre, og at det er okay ikke at være perfekt.” Når man har et sådant ideal om oprigtighed, må man som blogger også selv leve op til det. Af denne grund udgiver Miriam ugentligt et indlæg, hvor hun sammenligner sine egne fejltrin med den klodsede og akavede filmkarakter Bridget Jones fra filmene ”Bridget Jones’ dagbog”. ”Jeg føler helt sikkert et ansvar for at være ærlig. Jeg ser mig selv som et helt almindeligt menneske, der gør sit bedste. Jeg kan både være badass og en kæmpe kiks, og det, synes jeg, er okay.”

Blogs- selvstyre eller mangfoldighed?

Blogs er den dag i dag stadig et mindre udforsket medie, hvad gælder både omfang og indflydelse. En af de instanser, der forsøger at indsamle data på disse, er statistikvirksomheden overskrift.dk. Undersøgelser foretaget af overskrift.dk i 2015 viste, at der på daværende tidspunkt var registreret ca. 70.000 danske blogs, og at 8000 af disse aktivt udgav indlæg på minimum månedlig basis. Dette, sammen med det store emnemæssige spænd i blogverdenen – fra skønhed og mode til rejser, teknologi og politik, gør blogs til et indflydelsesrigt medie med adgang til en bred del af befolkningen. Netop denne mangfoldighed blandt de forskellige blogs ser Miriam Poulsen som et plus. ”Den største styrke er uden tvivl forskelligheden. Der er noget for enhver smag. Enhver kan oprette en blog og forme den helt, som de ønsker.”

Miriam forholder sig dog ikke ukritisk til det stadigt meget nye og mindre regulerede medie, hvor bloggeren selv i høj grad er herre over det image, der bliver portrætteret. Hun fortæller, at ”hvis en populær blogger vælger at skrive et indlæg, der enten er usandt eller reelt sviner nogen til, er det svært at gøre noget ved. Bloggere styrer hundrede procent, hvad de udgiver – og det gælder også kommentarer, så de kan rask væk slette alle former for kritik”.

Hun mener dog samtidigt, at denne emneopdeling og diversitet blandt blogsene er med til at retfærdiggøre, at ikke alle kan skrive debatterende indlæg som hendes. Miriam eksemplificerer bl.a. at ”hvis man sidder med en boligblog, hvor man kun viser pæne billeder af nyindrettede stuer og de nyeste Hay-designs, så ville det virke enormt mærkeligt pludselig at lave et debatindlæg om flygtningekrisen.”

Derfor handler det i høj grad også om hvilket rum og tematik, bloggeren selv skaber. Og det er der, ifølge Miriam, intet i vejen med – så længe der i blogverdenen er plads til både æstetik og debat. Som hun også selv anerkender: ”Jeg læser også selv flere af de ”pæne” blogs, og det nyder jeg meget. Det er ikke fordi, de er uden værdi – overhovedet ikke. Men jeg er glad for, at der i stigende grad er kommet alternativer til dem, så de ikke er det eneste, vi ser i blogbilledet.

Da jeg spørger ind til de fremtidige forhåbninger for miriamsblok.dk, afslutter Miriam Poulsen kækt med sin karakteriserende refleksion og humor. ”Jeg er glad, så længe folk vil læse med. Den der pingpong frem og tilbage med læserne er guld værd. Alt andet er sådan set sekundært. Men hvis vi alligevel taler om det sekundære, så er det ret fedt, når man tjener penge nok til at kunne betale sine regninger. Det gør min bankmand så glad.”

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*