Holdet bag

Bag SAMS er en række frivillige studerende, der kommer fra universitetsstudier som Medievidenskab, Film- og medievidenskab, Virksomhedskommunikation, Retorik, Dansk, Journalistik, Kommunikation og design og lignende.

De er fordelt på  projektgrupper i landets universitetsbyer. Grupperne arbejder projektorienteret, hvor opgaverne bl.a. er at arrangere og promovere virksomhedsbesøg, foredrag og workshops.

Har du forslag til arrangementer eller ønsker at blive en del af en projektgruppe, er du velkommen til at sende en mail til sams@samsnet.dk.

Tidligere har SAMS også været repræsenteret i Odense, og ønsket er igen at opbygge en projektgrupppe i Odense. Vi er derfor på jagt efter engagerede studerende, som vil være med til at etablere SAMS i Odense igen.

Projektgrupper og bestyrelsen

Projektgrupperne bliver etableret hvert år umiddelbart efter studiestart, men der er altid plads til flere, og du er altid velkommen til at tage kontakt til projektgruppen i din by.

Foruden projektgrupperne har SAMS en bestyrelse. Bestyrelsen vælges for ét år ad gangen ved generalforsamlingen, som afholdes i forbindelse med det årlige SAMS Seminar.

Bestyrelsen for foreningen SAMS består i 2016-2017 af nedenstående studerende.

Du kan kontakte bestyrelsen på sams@samsnet.dk

– Mathilde Fahlberg, Formand

– Ditte Enevoldsen, Næstformand, Kasserer

– Louise Hahn Lauridsen, SAMSON

– Lea Marie Grandt, Projektgruppe

– Søren Bach, Webredaktør

– Astrid Krogh Basse, Kasserer

– Eva Lysholdt Gottschalk, Marketing

– Maria Fischer Elkjær, Marketing

– Mette Harbo, Studiestartskodinator

Projektgruppen i Aarhus består i 2016-2017 af nedenstående studerende.

Du er altid velkommen til at kontakte projektgruppen på aarhus@samsnet.dk

– Lea Marie Grandt, Projektleder Aarhus

Projektgruppen i København består i 2016-2017 af nedenstående studerende.

Du er altid velkommen til at kontakte projektgruppen på kbh@samsnet.dk

– Cecilie Lei Fønss, projektleder

– Henriette Laura Astrup, projektleder

– Pernille Kofoed Pedersen, projektleder

Frivillig i SAMS

Laura Holm Nielsen, frivillig i SAMS, læser Medievidenskab i Aarhus

Hvor hørte du om SAMS første gang?

Jeg hørte om SAMS første gang i min rusuge. Det blev præsenteret blandt Fredagsbaren.dk, PANIK, Ca a-kasse og mange flere organisationer, der var ude for at promovere sig selv. Jeg blev fanget af oplægget med det samme og meldte mig ind, så snart jeg kom hjem.

Hvorfor valgte du at blive frivillig i SAMS?

Min intention var at blive frivillig i SAMS fra day-one. Problemet med det var bare, at jeg ikke lige havde overvejet, hvor meget tid studiet i virkeligheden tog. Det var først i slutningen af 2. semester, at jeg tog mig sammen og dukkede op til et møde, for at høre, om jeg måtte være med i projektgruppen i Aarhus.

Jeg var primært interesseret i at blive frivillig i SAMS for at udvide mit professionelle – såvel som mit sociale – netværk i Aarhus. Jeg var ligeledes interesseret i at få et større kendskab til branchen, hvilket forhåbentligt kan gøre det nemmere at navigere rundt i den, når jeg endelig kommer ud på den anden side af universitetet.

Hvad er SAMS for dig?

For mig er SAMS et frirum for ligesindede med samme interesser, men med vidt forskellige mål. Alle tilføjer noget forskelligt til projektgruppen, og jeg nyder det sociale samvær, der er i projektgruppen. SAMS er også et sted fuld af muligheder. Der er fantastisk højt til loftet, og alle idéer bliver taget op til overvejelse. Så hvis man som mig nyder et rummeligt og intellektuelt miljø, med søde og ambitiøse mennesker, så er det i SAMS man hører til.

Frivillig i SAMS

Nana Grandt er frivillig i SAMS på fjerde år

Hvor hørte du om SAMS første gang?

Det gjorde jeg i min introuge til Medievidenskab ved Aarhus Universitet.

Hvorfor valgte du at blive frivillig i SAMS?

Jeg synes, det lød spændende og jeg kunne godt lide, at der var mulighed for at præge studiemiljøet og skabe noget fra bunden. Jeg tog derfor til det første møde, og meldte mig faktisk ind med det samme. Så jeg har lige haft tre års jubilæum i foreningen. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at være aktiv i SAMS, mens jeg studerer. Foreningsarbejdet giver en fed erfaring, som også gør mig bedre fagligt.

Hvad er SAMS for dig?

Det er socialt sammenhold med driftige og inspirerende mennesker fra forskellige steder på studiet og fra forskellige byer. Det er kreativt og virkeligt arbejde, og så er SAMS en nødvendighed for studielivet og for mig som studerende. SAMS har givet mig nogle af de fedeste studieoplevelser og muligheder.

Frivillig i SAMS

Ditte Ydegaard fortæller her, hvorfor hun er frivillig i SAMS.

Hvor hørte du om SAMS første gang?

Jeg hørte første gang om SAMS i min rusuge. Selvom det var på fjerdedagen, om morgenen og med tømmermænd fangede SAMS min opmærksomhed. Det lød super spændende og de to piger der fortalte lagde stor vægt på, at alle var velkomne uanset hvilket semester man var på. Det var især derfor jeg kom til det første møde.

Hvorfor valgte du at blive frivillig i SAMS?

Jeg synes intentionen med SAMS er rigtig relevant. Vi har rigtig meget teoretisk undervisning og jeg synes tit jeg mangler koblingen til virkelighedens medievidenskab. Det kan SAMS give og det er især det der driver min frivillighed i projektgruppen. Derudover er det også fordi jeg synes det er en fed proces fra man ideudvikler et arrangement og til det succesfuldt løber af stablen. I SAMS får man mulighed for at øve sig i projektarbejde og samarbejde. En anden rigtig god ting, er de relationer man får til medstuderende fra andre årgange – det er rigtig fedt at kunne hjælpe hinanden på tværs.

Hvad er SAMS for dig?

SAMS er engagement, realitet og relationer.

Frivillig i SAMS

Malene Campbell fortæller her, hvorfor hun er frivillig i SAMS.

Hvor hørte du om SAMS første gang?

Jeg blev præsenteret for SAMS første gang gennem en veninde, som selv var blevet frivillig. Hun havde været til det årlige seminar, var meget begejstret og fortalte om både seminaret men også om de mange spændende arrangementer, som SAMS står for.

Hvorfor valgte du at blive frivillig i SAMS?

Jeg valgte at blive frivillig af flere grunde. En ting var, at jeg gerne ville have et frivilligt og meningsfuldt arbejde ved siden at mit studie og studiejob. En anden ting var, at jeg som frivillig i SAMS får mulighed for dels at præge programmet af arrangementer, men også at møde inspirerende medie- og kommunikations studerende og personligheder fra den verden, der venter efter studiet.

Hvad er SAMS for dig?

SAMS er Spændende, Ansvar, Muligheder, Sjovt.