Public Service – har vi stadig brug for det?

Public Service - har vi stadig brug for det?

Siden Danmarks Radio blev grundlagt i 1925 har opfyldelsen af deres public service-forpligtelser, og dermed også DR’s rolle i det danske samfund, været debatteret. Selve termen om public service blev først introduceret på dansk i 1984, men siden DR blev grundlagt har institutionen altid været til for befolkningen, og ordet public service ligger derfor implicit indlejret i DR som institution. Men hvordan forvalter man bedst de dannelseselementer, der hører public service til?

Kritikken
I takt med et ændret medielandskab har kravene til DR ændret sig, og debatterne har berørt en lang række emner. Ved DR’s grundlæggelse og fremefter har der kørt moralske debatter om grimt sprog og dialekter, værdidebatter om blandt andet nøgenhed og om, hvilke personer eller grupperinger DR giver taletid til. Hertil hører desuden diskussioner om DR’s politiske agenda og ståsted fra både højre og venstre side af det politiske spektrum. I nyere tid har den dominerende diskussion dog været DR’s position på et kommercielt mediemarked, især i en digital tidsalder. Kritikere mener, at deres tilstedeværelse på et kommercielt marked er unfair over for konkurrenter, der skal virke under andre forhold end dem, som DR er underlagt. DR kritiseres desuden for at bevæge sig væk fra dannelsesprincipperne i public service-begrebet mod en mere underholdende og populistisk genre. Konkurrerende medieproducenter i form af aviser eller tv-kanaler sætter spørgsmålstegn ved denne udvikling og generelt ved DR’s ageren på medie
markedet. I Danmark er alle husstande forpligtede til at betale medielicens, men til gengæld er DR forpligtet til at levere underholdning med et dannende element. Denne forpligtelse er skabt i håbet om at sikre den danske befolkning en vis standard af dannelse, men sæt nu denne forpligtelse i virkeligheden svækker konkurrerende virksomheder på uretfærdig vis?

Digitalt medielandskab
DR er derfor under stor bevågenhed i disse dage, hvor regeringen samtidig diskuterer DR’s fremtid. Nogen mener, at det er en gammel romantisk idé fra industrisamfundet, at staten skal eje medierne. Hvorfor ikke bare lade det neoliberale mediemarked levere det, som danskerne efterspørger? Denne debat er desuden ikke kun begrænset til Danmark, men bliver ligeledes ført i Storbritannien, Holland, Norge, Finland, Tyskland og andre europæiske lande, hvor man finder public service institutioner. Og debatten intensiveres af især mediemarkedets foranderlige forhold, hvor ændrede medievaner og faldende oplag i den trykte presse har påvirket mediehusenes evne til at tiltrække annoncører. Folk finder i stigende grad deres underholdning og nyheder gennem internettet, og dagsordenen sættes derfor af store multinationale selskaber som Facebook og Google. I dette medielandskab er en statsstøttet institution som DR blot endnu en ubuden gæst.

Finansiering
Også fra forbrugernes side kritiseres DR. En del af kritikken går på, hvordan licens opkræves og ikke betales frivilligt. I en sammenligning mellem public service og andre ydelser som staten stiller til rådighed, kan man spørge, om ydelserne skal finansieres af dem, som bruger dem? Skal biblioteker udelukkende betales af dem som låner herfra, eller skal sygehuse betales af dem, som er syge? Det er der bestemt et argument for, men det vil indiskutabelt også have betydning for kvaliteten af disse institutioners infrastruktur, samtidig med at man ville give dem en klar kommerciel prioritering, hvilket gør deres position som offentlig institution paradoksal. Debatten skylder derfor at fokusere på, hvad der gavner befolkningen, og ikke alene hvad der gavner de private mediers bundlinje. Dannelseselementer forbundet med public service kan også sammenlignes med brugen af cykelhjelm, som findes på grund af sikkerhedsmæssige årsager, men ikke desto mindre fravælger mange den. Ligeledes eksisterer DR til tjeneste for befolkningen, men flere fravælger DR til fordel for at blive underholdt. Gør man licens valgfrit, som man har gjort med cykelhjelmen, kan man frygte, at flere fravælger at betale den på trods af, at den er til for ens eget bedste. Hvis man ændrer licensfinansieringen til en abbonnementsordning, ville det derfor føre til en ændret prioritering og målsætning, der nødvendigvis må afspejle sig i programfladen. Ser man eksempelvis på en radiostation som DR P1, ville deres lyttere aldrig kunne finansiere produktionen af alle deres programmer, og det samme ville gøre sig gældende for en lang række af DR’s programmer såsom børneprogrammer, kultur og TV Avisen for døve, hvorfor en lang række målgrupper i Danmark vil blive overset.

Public service og underholdning
Debatten får dog flere nuancer, når DR bevæger sig væk fra dannelsesprincipperne og hen mod en højere grad af underholdning. Men snarere end at diskutere, hvorvidt DR bør bevæge sig hen mod underholdning, kan man spørge sig selv, om det overhovedet giver mening at lave public service uden at gøre det underholdende? Producerer man tv-serier, radioprogrammer og nyheder ud fra public service-forpligtelser, som ingen gider at se, så mister dette indhold sin relevans for samfundet, uafhængigt af budskabet og intentionerne bag produktionen. Det vil sige, at public service-begrebet på en måde indeholder et krav om at gøre indholdet populært og nå befolkningen der, hvor den befinder sig. Det modsætningsforhold, man normalt opstiller mellem dannelse/oplysning og underholdning, skal DR derfor være med til at nedbryde. Underholdning kan ikke undgå at informere i nogen grad, men samtidig skal information og dannelse også formidles i øjenhøjde, hvorved underholdning bliver et centralt værktøj. Underholdningselementet kan være et middel for DR til at ”sælge” dannelse, hvor underholdning hos de kommercielle virksomheder i modsætning hertil bruges til at sælge reklameplads, og det er en naturlig del af kampen om publikum uafhængigt af incitamentet bag.

Digitaliseringen
Underholdning kan også siges at have stor indvirkning på samfundet gennem fortællinger. Vores opfattelse af samfund og identitet formes i høj grad af de fortællinger, vi møder i hverdagen. Den mening, der formidles herigennem, bestemmes først og fremmest af afsenderen og dennes intentioner. Er en institution, der har visse forpligtelser over for sit publikum, derfor ikke mere troværdig som afsender i forhold til den mening, man finder i indholdet? Man kan i hvert fald formode, at virksomheder med en kommerciel interesse også formidler den mening, der tilgodeser deres egen målsætning og bundlinje. Modsat er DR sikret finansielt, og deres fokus er derfor at formidle mening og fortællinger, der er med til at danne og informere den danske befolkning. På den anden side gør internettet det muligt for individer at finde den mening, der ræsonnerer med én selv ud fra et omfattende udvalg af fortællinger. Ingen niche er efterhånden for lille til at blive udbudt i tv, men hvad med det, der er fælles? Netop her er DR unik ved at afspejle samfundet i dets mangfoldighed og ved samtidig at skabe en fælles referenceramme for Danmark som nation. DR eksisterer ikke blot i et digitalt medielandskab, men institutionens produkter kan tværtimod være et middel mod en fragmentering af befolkningen, som digitaliseringen potentielt set kan bringe med sig. Desuden medfører de førnævnte ændrede medievaner, som underminerer de forskellige mediehuse, at DR skal være på internettet, i og med de skal finde modtageren på det medie, som de befinder sig på. Det gør de danske dagblade. Ekstra Bladet udgiver en stor del af deres indhold online, Jyllands Posten laver tv og Politiken udkommer på Facebook. De er alle sammen formidlere af mening og fortællinger, og gør derfor klogt i at flytte sig, når deres publikum gør det.

DRs fremtid
I en tid, hvor statens størrelse generelt bliver debatteret, vil DR’s position i det danske medielandskab uundgåeligt fortsat komme i fokus. Fremover er det derfor vigtigt at have for øje, at en ophævelse af DR som institution i Danmark også hænger sammen med en ophævelse af de forpligtigelser, staten har over for befolkningen. Bliver dette tilfældet, står vi tilbage med et kommercielt mediemarked, der udbyder, hvad folket vil have – og hvad vi vil have, er ikke nødvendigvis altid, hvad vi har brug for. Her tilbyder DR netop en balance mellem disse aspekter, og som institution er DR derfor nødt til også at eksistere på internettet, hvor brugerne er i høj grad. DR må nødvendigvis benytte sig af underholdende elementer i sit indhold, hvis institutionen skal opfylde de omdiskuterede public service-forpligtigelser.

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*