Reality: The never ending story

Reality-genren har sat sig tungt på sendefladen og spiller i dag en stor rolle for vores forståelse af social adfærd. Gennem en konstant grænsesøgen holder programmerne sit tag i seerne.

P å trods af tyve år med reality-tv er vi seere langt fra mættet. Det skyldes en konstant udvikling af genren, hvor tv-tilrettelæggere i højere og højere grad regulerer og kontrollerer reality-deltagernes adfærd. Genrens store succes har medført en ny generation af unge seere, der spejler sig i de såkaldte ”reality-stjerner”. Gennem reality-programmer afstemmer de unge seere deres holdninger til normer for accepteret adfærd. SAMSON har sat Tove A. Rasmussen, lektor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet og tidligere Paradise-deltager Rasmus Højer Dall, i stævne til en snak om den nye reality-kultur.

Unge danskere savner udfordringer

Sommer i Sunny Beach, Paradise Hotel, Familien Fra Bryggen, Fristet, Kongerne af Marienlyst, Divaer i Junglen… Kært barn har mange navne. Det har aldrig været mere tilgængeligt for almindelige danskere at medvirke i tv-programmer for åben skærm.

Ifølge Tove A. Rasmussen er det for de fleste reality-deltagere oplevelsen og den personlige udfordring, der er motivationen for at deltage. Det kan Rasmus Højer Dall, der har medvirket i Paradise Hotel i sæson 4 og 6, nikke genkendende til. For ham var det i høj grad oplevelsesværdien, der var med i overvejelserne, da han sagde ja til at medvirke:

”Jeg gjorde mig ikke så mange tanker, om dét at skulle i tv. Det var mere dét, at jeg skulle af sted til Mexico for at opleve en masse,” fortæller paradisoen.

Kendis-faktoren

Der er også en gruppe, der deltager for at blive kendte, offentlige ansigter:

”De ser på figurer som Amalie Szigethy og Sidney Lee, der har skabt sig en karriere som reality-personer,” siger Tove A. Rasmussen. Amalie fra Paradise Hotel er blevet et forbillede for nogle unge, der gerne vil blive en del af celebrity-kulturen:

”Der er mange, som spejler sig i hende, men der er også rigtig mange, der tager afstand. Men hun er en rollemodel for dem, der ønsker at blive eksponeret i den grad, som hun er,” forklarer lektoren.

Rasmus Højer Dall fortæller, at det er de færreste, der kan forestille sig livet efter Paradise Hotel. Derfor er det svært at gøre sig tanker om, hvilke konsekvenser det vil have for ens fremtid at medvirke. Det kræver en tilvænning lige pludselig, at være et kendt ansigt: ”Folk hiver fat i én i byen og tager billeder uden at spørge”, forklarer den tidligere realitydeltager. Han har dog ikke fortrudt, at han har deltaget. Han tager oplevelsen, og dens – både positive og negative – konsekvenser med oprejst pande.

Seerne aflurer socialadfærd

Reality fylder mere og mere af sendeflade. Især kommercielle tv-kanaler propper primetime med reality-programmer. Ifølge Gallup ser en tredjedel af den danske befolkning TV3 i tidsrummet 17-24 i løbet af en uge. Det tyder på, at danskerne er pjattet med reality. Det er der i følge Tove A. Rasmussen flere forskellige grunde til. Hun ser, at der både er nogle psykologiske og sociale dimensioner i det:

Det er der flere forskellige grunde til, mener medieforsker Tove A. Rasmussen. Hun ser, at der både er nogle psykologiske og sociale dimensioner i det. Det psykologiske ligger i, at vi som mennesker ikke er ens af personlighedstype. Vi har forskellige holdninger og tilgange til den adfærd, der udspiller sig i reality-tv.

Tove A. Rasmussen beskriver, at der findes to personlighedstyper. Den ene personlighedstype er den, der føler en positiv fascination og tiltrækning til den adfærd, de ser i reality. Altså dem, der har lyst til at gøre den efter. Størstedelen af danskerne er imidlertid snarere af den anden type, hvis tiltrækning og fascination ligger i, at de godt kan lide at se noget i tv, der for dem er ”forkert” og grænseoverskridende.

Hertil er der en social dimension. Reality-tv kan medvirke som en del af de unges identitetsskabelse:

”At se reality er en måde at ”aflure” andre menneskers interaktioner under forskellige omstændigheder med henblik på selv at kunne tilrettelægge sin egen adfærd,” fortæller Tove A. Rasmussen. Hun beskriver, at man rent identitetsmæssigt afstemmer sine holdninger til adfærd og sociale omgangsformer, når man ser reality.

Reality = virkelighed?

Reality betyder virkelighed – men hvor autentiske er programmerne, vi ser på tv? Paradise Hotel er et godt eksempel på et af de programmer, der i høj grad bliver iscenesat:

”Man går tættere og tættere på en rammesætning af, hvad deltagerne skal præstere. Dermed kan man styre deltagernes performance,” forklarer lektoren.

En del af den rammesætning ligger i castingen af deltagerne. Tilrettelæggerne går efter bestemte typer, hvis interaktion forhåbentligvis skaber forskellige spændingsmomenter og konflikter. Disse konflikter og deltagernes opførsel er virkelig. De mere fiktive elementer ligger i den tilrettelæggelsesstrategi, der planlægges. Efter Tove A. Rasmussens opfattelse bliver der en strammere og strammere styring af deltagerne, og det kan medvirke til at virkelighedselementet bliver svækket. Tove A. Rasmussen har dog svært ved at forestille sig, at tv-producenter vil bryde genren ved at skrive manuskript: ”Så er man jo ude i at lave et stykke fiktion,” forklarer Tove A. Rasmussen.

Rasmus Højer Dall er enig i det udsagn:

”Det er jo en fiktiv verden, der bliver opstillet dernede. Men man får ikke tildelt en rolle, og man får ikke nogle punch-lines, som man skal sige. Man er, som man selv vil være dernede,” fortæller den tidligere deltager. Han kan imidlertid ikke genkende alt, han har set på tv fra sin tid på Paradise Hotel. Han fortæller, at historierne ofte bliver strikket sammen, så det passer med den røde tråd, der er stillet op for programmet:

”Et godt eksempel er fra sæson 4 til parceremoni, hvor Nikoline siger til Thomas: ”Jeg håber snart, at du ryger ud, MEN på tv viser de i stedet et billede af Nick – som om hun siger det til ham,” afslører Rasmus Højer Dall.

Reality skaber nye intimgrænser

Reality-genrens eksploderende succes skyldes ifølge Tove A. Rasmussen, at der for hvert nyt reality-program rykkes grænser:

”Genren går tættere og tættere på det intime og personlige. Den nedbryder nogle grænser i forhold til nøgenhed, seksualitet og forskellige etiske dilemmaer, som deltagerne bliver stillet i. Genren har udvidet sin form af flere forskellige subgenrer og hybrider, der er med til at skabe en segmentering, så der er noget for enhver smag,” fortæller lektoren. Grænsenedbrydningen er altså noget af det, der gør, at vi langt fra har set toppen af reality-bjerget endnu.

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*