TV 2 Fri trækker tempoet ud af hverdagen

Ned med farten og op for nærværet. Det er idéen bag TV 2’s nye nichekanal, der tilbyder danskerne et tiltrængt pusterum

Lysegrønne løvtræer, blomstrende violer og lyden af et forårskådt fuglekor. Det bliver scenen, når det nyeste skud på TV 2-stammen springer ud den 5. maj. Nichekanalen TV 2 Fri vil i forårets højtidsmåned åbne for en række fritids- og friluftsprogrammer med fokus på hus, have, hobby, natur, mad og meget mere fra danskernes nære liv.

I front for det nye tiltag står kanalchef for TV 2 Networks Maiken Wexø. Som inkarneret havemenneske og ivrig gør-det-selv-kvinde, der har bygget sine seneste tre køkkener selv, ser hun i særlig grad frem til, at kanalen går i luften.

»Vi har erfaret, at der er et behov for programmer, der beskæftiger sig med og inspirerer til et meget nært liv med god mad, godt samvær og dejlige stunder,« fortæller hun og understreger, at TV 2 Fri også vil blive en nyttig kanal for danskerne:

»Under udviklingen blev vi hurtigt enige om, at kanalen skulle have høj brugsværdi i form af gode råd til hverdagen, tips og tricks og inspiration til, hvordan man får mest muligt ud af tingene.«

Livsstilskommentator Niels Folmann, kendt fra DR’s program Kender Du Typen?, mener, at TV 2’s nye nichekanal er udtryk for nogle af tidens stærkeste tendenser:

»I vores internationale verden, hvor alt bliver mere og mere digitaliseret, er der en stigende interesse for det nære, for naturen og for at dyrke vores fritid. Det er for eksempel top trendy at sige, at man har trukket ungerne med på en kano- eller en vildmarkstur.«

To timers dagligt pusterum

I midtsjællandske Kirke Hyllinge på Hornsherred ligger en hvidkalket landejendom. Taget er stråtækt, vinduerne har sprosser, og vender man blikket mod vest, er der kig til Bramsnæsvig, et lille, idyllisk hjørne af Isefjorden. ’Dejligheden’ kalder de lokale ejendommen, men inden længe vil den blandt de danske tv-seere blive kendt som FRIHUSET. Herfra skal der hver dag sendes et to timers direkte magasinprogram med blandt andre vejrpigen Cecilie Hother og friluftsentusiasten Thomas Uhrskov som værter.

Programmet skal give danskerne et dagligt pusterum, og Maiken Wexø lægger i den forbindelse vægt på, at TV 2 Fri bliver »en kanal uden dårlig samvittighed.« Emner som sundhed og økologi er derfor i første omgang valgt fra.

»Der har i nogle år været en opadgående tendens til, at vi bliver bombarderet med skyld og skam og ting, vi burde gøre. På TV 2 Fri laver vi ikke mad, fordi det er for dårligt, hvis vi ikke gør det. Vi laver mad, fordi det er dejligt.«

TV 2 Fri er altså ikke fjernsyn for den del af befolkningen, som Maiken Wexø kalder »spelt-segmentet fra Østerbro.« Målgruppen er derimod defineret som 40+ fra hele landet, der er glade for tv og for danske værdier. Niels Folmann kender udmærket typen:

»Det er tv for dem, der vil koble fra og have tv, der bekræfter dem i, at vi er danske, og at vi har nogle værdier at gå op i.«

Det er karakteristika, som ifølge livsstilskommentatoren kendetegner især den ældre del af befolkningen.

»Blandt de 50+ finder man mange, der mener, at de har knoklet i et helt liv og nu har fortjent et frikvarter fra alle formaningerne om, hvad vi skal og ikke skal,« siger han og istemmer kanalchefens analyse af et stigende antal pegefingre på tv:

»Vi lever i en krisetid, der gør, at de seneste tre års fjernsyn i den grad har været præget af negative overskrifter og dystre temaer. TV 2 Fri kommer derfor til at give folk et frirum uden for den politiske og økonomiske debat, hvor man bare kan nyde livet.«

Slow-tv på programmet

Der er dog endnu et stykke tid til, at idyllen kan blive transmitteret fra FRIHUSET ud i de danske stuer. Håndværkere hamrer og banker for tiden på livet løs, og der mangler endnu det køkken, hvor indkogning af fond vil finde sted, og hvor maden skal simre på blusset i timevis.

Kanalen skal nemlig ikke kun kendes på fraværet af formaninger. Tempoet skal også skrues så langt ned, at der er tale om slow-tv.

»Vi har været meget inspireret af den måde, Søren Ryge laver live-tv, fordi det handler om at have god tid, mærke åndedrættet og få en fornemmelse af at være der selv,« forklarer Maiken Wexø.

Behovet for slow-tv, mener Niels Folmann, er en reaktion på en hårdtpumpet ungdomskultur, der især på Viasat og SBS fylder sendefalden:

»Særligt de amerikanske serier er præget af et højt tempo. Det går hurtigt, det pumper i kroppen, og der er masser af testosteron, blod og splatter. Slow-tv er det stik modsatte. Det er, når vi faktisk får lov at se en græsplæne gro, se malingen tørre eller en gris blive langtidsstegt. Det er, når man stort set bare sætter kameraet op og faktisk følger et projekt – i realtid.«

Men hvorfor se den slags i tv, når man bare kan gå ud og opleve det selv? Livsstilskommentatorens bud er, at svaret skal findes i genspejlingens bekræf¬tende karakter:

»Det er ikke sjovt at blive ved med at se på superstjerner, som alligevel er så langt fra virkeligheden, at vi ikke kan genkende os selv i det. Men hvis vi i tv oplever nogen stå på en idyllisk plet, og tanken strejfer, at det lige så godt kunne være en selv, så bliver vi bekræftet i, at det liv, vi selv lever, er fedt.«

Fritiden er identitetsskabende

TV 2 Fri er den første kanal, der i så stort et omfang har dedikeret sendefladen til danskernes fritidsliv. Niels Folmann ser det som et oplagt valg.

»Vi lever i en verden, hvor arbejdsliv og fritid smelter mere og mere sammen, så det vi laver i fritiden, er selvfølgelig sindssygt vigtigt,« siger han og tilføjer, at vores interesser i den grad er identitetsskabende:

»Vi definerer i dag lige så meget os selv på vores CV ud fra, hvad vi laver i vores fritid, som ud fra vores faglige uddannelse. Vi skriver, at vi dyrker bjergklatring, løber maraton, eller at vi elsker hunde.«

Fritidsinteresser handler ifølge livsstilskommentatoren også om, at vi har behov for at præstere og blive dygtige inden for noget andet end netop vores fag:

»Vi vil gerne blive bedre til hund, bedre til have, bedre til at strikke, eller hvad end vi nu beskæftiger os med. Og det er ikke, fordi vi nødvendigvis er konkurrencemennesker. Vi er bare altid ambitiøse, både på vores arbejde, men også i vores fritidsliv.«

Derfor tror Niels Folmann heller ikke, at det bliver et problem for TV 2 Fri at fylde sendefladen ud:

»Vi har så mange hobbys, så mange foreninger og så mange interesser, at de jo aldrig løber tør for temaer. Når der skal findes nye emner, er det bare at slå op i den nærmeste hobbybog.«

Fotos: TV 2 Networks

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*