Vi elsker det uperfekte

Vi bruger uanede mængder af penge i jagten på ’det perfekte’ og fejlfri ydre. Vi får rettet tænderne, lavet brysterne større og fedtsuget lårene. Men samtidig er der en tendens til, at fascinationen af det realistiske, fejlene og det naturlige i stigende grad vinder frem.

Sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram bliver dagligt bombarderet med tonsvis af statusopdateringer og billeder med forskellige bud på det gode liv. I kølvandet på den ene smarte opdatering efter den anden opstår den følelse, de fleste af os formentlig kender; følelsen af, at alle andre har et langt mere spændende, indholdsrigt og ikke mindst perfekt liv i forhold til os selv.

På samme tid synes bevidstheden om ’det uperfekte’ at fylde mere og mere. Den amerikanske tv-serie Girls og Instagram-bølger som #mitsandejegudenfilter har vundet stor popularitet og er begge eksempler, der netop hylder vores ’skæve’ og ikke mindst mere uperfekte sider.

GAMMEL VIN PÅ NYE FLASKER

Trods dét, at fascinationen af det ægte og uperfekte i øjeblikket virker forstærket, er der ifølge ph.d.-studerende i kropskultur, Lise Dilling-Hansen, ikke tale om nogen ny tendens: »Det er vigtigt at understrege, at det ikke kun er det moderne menneske, der er fascineret af den skæve og uperfekte krop. Tænker vi for eksempel tilbage i tiden, hvor freakshowet var en udbredt underholdningsform, i 1800-tallet, er det i stor stil det samme, der optager os nu; vi elsker at se tv-programmer med folk, der er ekstremt overvægtige (fx Ekstremt fed), der slet ikke har styr på økonomien (fx eksempel Luksusfælden), eller har ’sære’ sygdomme (fx Krop umulig). Vi elsker det blandt andet fordi, vi kan ånde lettet op og glæde os over, at vores egne liv trods alt ikke er så skæve,« forklarer Lise Dilling-Hansen.

Forfatter og lektor i antropologi, Karen Lisa Salamon, anfører ligeledes, at vores jagt efter naturlige og mere autentiske idealer ikke er ny. Dog understreger hun, at et stigende antal medier alt andet lige medvirker til at øge vores bevidsthed om, at den digitale verden ikke nødvendigvis afspejler den sande virkelighed: »Når vi kan bearbejde virkeligheden så meget gennem tv, film og digitalitet, bliver vi mere opmærksomme på, at der er forskellige versioner af virkeligheden – og så bliver vi også opmærksomme på os selv i det spil. Det har mennesker selvfølgelig altid været. Men den digitale verden gør det blot endnu mere intenst og tydeligt for os, at vores samfund er iscenesat,« fortæller lektoren.

EN SAND DIGITAL VIRKELIGHED?

I efteråret 2013 gjorde en række danske kendiskvinder op med illusionen om, at den digitale verden fremstiller den sande virkelighed. Som forbilleder for især unge kvinder var deres ønske at vise, at ikke alting er, som det foregiver at være ser ud til på de sociale medier, i magasinerne eller på tv. Kvinderne valgte at vise billeder af sig selv uden makeup og uden de populære filtre på billeddelings-app’en Instagram under hashtagget #mitsandejegudenfilter. De filterløse billeder viser, at de i virkeligheden også kæmper med sorte rande under øjnene, pigmentforandringer, ujævn hud og bumser.

Den første, der delte et filterfrit billede, var sangerinden Saseline Sørensen. Hun giver med en mere uperfekt udgave af sig selv – uden makeup, med rodet hår og hævede øjne – fans og følgere (36.000) et kig ind bag sin ellers så polerede og fejlfri facade på den røde løber. Flere af Saselines veninder valgte efterfølgende at følge trop ved at dele billeder af sig selv au naturel. Sangerinden Szhirley og skuespillerinden Christiane Schaumburg-Müller opfordrede således andre kvinder til at dele lignende billeder.

Dét, at netop kendte kvinder stiller op og går i forvejen, virker særligt effektivt: »Når disse kvinder deler filterløse billeder af sig selv på Instagram, viser de, at de ikke lever 100 procent op til de herskende skønhedsidealer og formår stadig at tilbyde en figur, folk kan se op til,« slår Lise Dilling-Hansen fast.

Mere end 3000 Instagram-brugere har på nuværende tidspunkt gjort kendiskvinderne kunsten efter og delt et billede af sig selv uden makeup efterfulgt af #mitsandejegudenfilter.

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*