Vild med talent

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /customers/0/8/6/samsnet.dk/httpd.www/wp-content/themes/supreme/includes/shortcodes.php on line 193

I dag er navne som Popstars, Scenen er din og ikke mindst X Factor meget vel de mest dominerende, når snakken falder på underholdende tv-programmer. Selvom der langt fra er tale om nye koncepter, tyder intet på, at danskerne er færdige med talentprogrammer, og DR’s underholdningschef Jan Lundme er ikke i tvivl om hvorfor: De giver danskerne noget at tale om!

X Factor kører i ring”, ”så slutter festen” og ”det er jo tindrende uoriginalt” er blot et udpluk af de avisoverskrifter, der gik landet rundt forud for den femte sæson af X Factor. Kritikken er fremsat utallige gange og er i sig selv nyttesløs, for programmet bliver ved med at figurere på top ti over ugens mest sete programmer, og seertallene er kun opadgående.

X Factor var intet mindre end det mest sete tv-program i år 2010, og showet er ikke blevet mindre populært siden. Atter engang satte X Factor seer-rekord, da omkring en halv million seere fulgte premieren den 1. januar 2012. Det er det hidtil største antal seere, der har fulgt et af de indledende X Factor programmer. “Vi vælger programmerne ud fra, hvad der fungerer, og det er dét her, danskerne gerne vil have fredag aften,” fastslår Jan Lundme.

Det kan dog virke næsten absurd, at danskerne efter ti år, hvor talentshows har hærget sendefladerne, ikke er trætte af dem endnu. Ifølge Jan Lundme skyldes det, at programmet har alle elementer: Seerne bliver rørt, griner, græder og bliver rasende. Men ikke mindst giver det folk noget at tale om og engagere sig i.

Der er ingen krokodilletårer

Ifølge underholdningschefen handler det dybest set om at fortælle den gode historie. Men ét ord, der samlet set kan forklare X Factors popularitet, er ærlighed. ”Vi viser seerne det hele menneske. Der er ingen krokodilletårer,” påpeger Jan Lundme, som derved understreger, at selvom X Factor er medieskabt, er historierne og menneskerne ægte varer.

Der er sket en del i jagten på talentmassen; producenterne har siden startskuddet af talentshows i 2001 for alvor fundet underholdningsværdien i åbne auditions og et dommerpanel, der slagter de deltagere, der ikke har talent. Fløjlshandskerne er taget af, og der er blevet åbnet op for det helt store følelsesgalleri.

”Seerne oplever en sand følelsesrejse og bliver både rasende, smigret, berørt, forarget, underholdt og sidst men ikke mindst, bliver seeren fanget,” fortæller Jan Lundme.

Standardisering af underholdningsudbuddet

De allestedsnærværende talentprogrammer kan meget vel betragtes som det, Karen Klitgaard forstår ved populærkultur: Standardiserede medieproduktioner, som opnår et markant publikumsgennemslag.

Talentprogrammerne er særdeles populære til trods for, at programmerne kritiseres for at bære præg af mangel på fornyelse og originalitet. Om talentprogrammerne hedder Popstars, Voice eller X Factor, er for så vidt ligegyldigt, idet de alle er bygget op om det selv samme koncept.

Det mener i hvert fald Henrik Byager, der er kommentator og foredragsholder i samfunds- og medieudvikling, som tegner følgende grundsten for disse talentshows: Der skal være en drøm, som både kan briste og blive til virkelighed, en udvælgelsesproces, nogle skrappe dommere og sidst men ikke mindst en stor finale, hvor drømmene fødes eller knuses.

Henrik Byager argumenterer således for, at alle talentprogrammer repeterer den selvsamme form, som de foregående programmer har været bygget op om. Det taget i betragtning forekommer det næsten tvingende nødvendigt at trække et citat ind fra Frankfurterskolens kritiske Theodor Adorno, som er meget rammesættende for disse allestedsnærværende konceptprogrammer: ”Det, der optræder som fremskridt i kulturindustrien, det uafladeligt nye, den tilbyder, er altid omklædningen af noget evigt ens” (Adorno, 1972).

Ifølge filosoffen er det et resultat af, at profitmotivet har fået herredømmet over kulturen. Det hele drejer sig om profit (og licensberettigelse) og om at nå ned til laveste fællesnævner. Og når økonomi blandes med kultur, mener Adorno ikke, at vi medieforbrugere længere forholder os aktivt til det, vi bruger fredag og lørdag aften på: Standardiseringen af kulturen har bevirket, at vi passivt tilpasser os det kulturudbud, der nu engang er.

Dette giver anledning til at granske over, om X Factor måske slet ikke er den ubestridte og mest velsmagende opskrift på danskernes foretrukne underholdning. Men om det ganske enkelt er fordi, vi efterhånden blot har tilpasset os de programmer, tv-stationerne masseproducerer, uden at tænke over, hvad vi egentlig gerne vil se.

Seerne har det sidste ord

Set i forhold til det nuværende mediebillede er det meget svært at forestille sig, at de danske seere passivt tilpasser sig de programmer, der bliver prioriteret på nogle enkelte kanaler.

Vores kanaludbud og tv-sening er mere fragmenteret end nogensinde før, og vores valgfrihed i forhold til, hvilke tv-programmer, vi ønsker at se, har aldrig være større. Tv-brugen og tv-udbuddet er derfor i høj grad styret af modtagernes interesser, lyster og behov, da det er modtagerne alene, der bestemmer hvad og hvem, der via tv skal ’invadere’ deres private zoner.

Så tanken om, at tv-stationerne på sin vis blot kan masseproducere, hvad de har lyst til, forekommer meget fjern, da faktum er, at der ingen profit er til de kommercielle- eller betalingskanalerne og intet grundlag er for licensindtægter, hvis tv-stationerne ikke udbyder dét, seerne (og regeringen) vil have. Af den årsag er det altså yderst vigtigt for tv-stationerne at inddrage publikum i deres program- og kulturudvikling.

Seerne som medproducenter

Afhængigheden af seerne som medproducenter af underholdningen er tydelig. Generelt har de fleste underholdende tv-programmer udviklet sig til at indbefatte seerne på den ene eller den anden måde: Enten via afstemninger, konkurrencer eller personlig programdeltagelse.

X Factor er ingen undtagelse, og det kan måske være med til at forklare programmets – og genrens – popularitet. Publikum er automatisk en integreret del af fænomenet ’show’, og seere, som ikke er med ’on set’, kan til gengæld tilkendegive deres mening ved at sende en sms. Op til og under finalen er det sågar muligt at oddse på, hvem, man tror, vinder. ”X Factor er virkelig noget, der engagerer danskerne, hvilket de mange tusinde sms’er, der strømmer ind til hvert program, også vidner om,” fortæller Jan Lundme.

Danskerne er derfor langt fra passive, når det kommer til valget af underholdningsprogrammer. Vi har friheden til selv at vælge, og når vi har valgt, er vi meget engagerede. Men mest afgørende synes at være det sociale aspekt, hvilket DR’s underholdningschef fastslår:

”DR’s opgave er at samle danskerne foran fjernsynet og give dem en fælles oplevelse. Det er dét, det handler om!”

X Factors popularitet kan derfor forklares ved programmets mangesidede underholdningsværdi, som Jan Lundme beskriver den, og dels – og måske altafgørende – ved dets samtaleværdi. Kulturel smag er i høj grad socialt konstrueret og determineret: Vi vil gerne være i stand til at tale med, når snakken går på, hvorvidt Blachman er genial – eller ren og skær maniac.

2001
Popstars (TV 2)
Stjerne for en aften (DR1)

2002
Popstars (TV 2)
Stjerne for en aften (DR1)

2003
Popstars (TV 2)
Stjerne for en aften (DR1)
Idols (TV3)

2004
Stjerne for en aften (DR1)
Idols (TV3)
Scenen er din (TV 2)

2005
Stjerne for en aften (DR1)
Scenen er din (TV 2)

2006
Scenen er din (TV 2)

2007
Scenen er din (TV 2)

2008
Talent (DR1)
X-factor (DR1)
Elsk mig i nat (Kanal 5)
Kan du danse? (Kanal 5)

2009
Talent (DR1)
X-factor (DR1)

2010
Talent (DR1)
X-factor (DR1)

2011
X-factor (DR1)
Skjulte stjerner (DR1)

2012
X-factor (DR1)
Voice (TV 2) 

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*