(Ytrings)frihed under ansvar

(Ytrings)frihed under ansvar

”Vi er blevet meget pinligt bevidste om, at vi er globale.” Ordene kommer fra satiretegner, Niels Bo Bojesen, da vi spørger ham om, hvordan det er at være satiriker i dagens Danmark. Han var med til begravelsen efter Charlie Hebdo-angrebet i 2015, og han sagde nej til at tegne Muhammed dengang i 2005, hvor ”kæden faldt af”, hvis man skal bruge hans egne ord. Han syntes, det var en halvdum idé.

På en Skype-forbindelse fanger vi Niels Bo Bojesen, et sympatisk væsen, der tålmodigt og reflekterende svarer på de spørgsmål, vi stiller ham. Han sidder på sin vante arbejdsplads i sit hjem i Birkerød. Herfra leverer han bladtegninger til Jyllands-Posten fem gange i ugen. Han er god til at tegne og har i en alder af 58 år modtaget flere priser for sine
bedrifter. Slut september var han på vej til Italien for at modtage en tredjeplads i World Humor Award. En uge senere tog han igen til Italien, denne gang for at modtage prisen for bedste tegning om Europa i Europa, udnævnt af EU-Kommissionen.

Niels sammenligner det, han laver med at lave stand up, hvor der ikke er noget publikum. Han får ikke nogen reaktion, og han ved ikke, om der er nogen der griner, eller om folk er ligeglade. Der er ikke et bestemt tema i hans tegninger, og han har, som han siger, ikke noget broderet på væggen. Stilen er minimalistisk, og han serverer ikke sine budskaber på et sølvfad. Det har været grundtanken helt fra starten.

Han ser det sådan her: ”Jeg prøver at lave det så enkelt og tankevækkende som mu- ligt.” Han giver hurtigt bolden videre, og lader modtageren tænke tanken til ende. På den måde skaber han en proces hos modtagerne, som siden tager ejerskab over tanken. ”Det er ikke skrevet som et statement, mere som en forsinket lunte på en eller anden måde. Det detonerer lidt senere. Og når det lykkes er det fint, men det er jo ikke altid.”

Hvorfor pisse på deres gud?

Mens satiren vinder frem på flere medier i forskellige former, er den, og især den religiøse satire, under pres. At være satiriker i dagens Danmark har ændret sig markant, mener Niels. Det er pludseligt blevet et spørgsmål om ytringsfrihed, som i hans optik er en indiskutabel frihed at have. Ikke desto mindre er han blevet bevidst om, at hans tegninger har en global rækkevidde. Derfor mener han også, at man har et ansvar, og at man skal bruge ytringsfriheden med omtanke. Han vil hellere have, at der er nogen, der er uenige med ham, som kan grine af en tegning, end at man står nede i sin egen grøft og siger ting, blot fordi man har lov til det.

Det var også grunden til, at han i sin tid sagde nej til at tegne Muhammed. Ligesom sine kolleger i Danske Bladtegnere, blev Niels spurgt, om han ville bidrage med en tegning af Muhammed. Det var til en børnebog om Islam. Han takkede nej, og så var der nogen andre, der gjorde det. Men der var ikke nogen, der tænkte, at det var farligt på det tidspunkt. Niels synes bare, det var unødvendigt og en halvdum idé.

”Jeg tænkte, at der må sikkert være millioner af muslimer, som bare lever ligesom du og jeg. Og hvorfor skulle jeg pisse på deres Gud, fordi der er et forsvindende mindretal af rabiate tosser? Det var for langt ude.”

Han fortæller en anekdote om nogle israelske tegnere, der efter Muhammed-tegningerne sagde, at det ville de aldrig have gjort. De ville ikke gøre grin med folks guder, de ville hellere gøre grin med folk. Og det synes Niels er rigtigt. Han mener, at en Gud er, hvad man gør ham til og ikke som sådan et symbol på noget godt eller skidt. Han vil tage fat i det konkrete.

Året efter udviklede det sig, som bekendt eksplosivt, hvor dannebrogsflag blev brændt af, og Danmark, og ikke mindst Jyllands Posten, var på forsider verden over. Ti år efter, i januar 2015, blev Charlie Hebdo angrebet af to maskerede mænd, som dræbte 13 mennesker, heriblandt satiretegnere og redaktører. Niels kendte nogen af tegnerne og var med til begravelsen.

”Det var pludselig meget personligt og helt vildt intimiderende. Og så blev der trukket nogle fronter op og der skete det, der skete… Og det har virkeligt ændret rigtigt meget, altså vi er blevet meget pinligt bevidste om, at vi er globale. Der er rigtigt mange, der har adgang til det vi laver.”

På trods af tragedierne og bevidstheden om, at hans tegninger kan nå hele verden på få sekunder, er det ikke noget, han tænker på dagligt, og han ser ikke sig selv som værende forsigtig. Han har aldrig oplevet at have en god idé, som han så har vraget, fordi han ikke turde bringe den. Alligevel har han svært ved at sige 100% nej til det. Det ligger i baghovedet.

Satiren kan bidrage med rigtig meget

De omtalte begivenheder er blot to eksempler i en enorm pulje af episoder, der i større eller mindre grad vidner om satirens slagside. Det er Niels meget bevidst om og siger, at det lidt er et våben, man kan bruge til noget godt og noget dårligt. Alligevel mener han, at satiren kan bidrage med rigtig meget til den digitale debat.

”Det, jeg oplever mine tegninger kan blive brugt til, er, at det kan konkretisere nogle problemstillinger, som andre også kan se. Så kan de tænke, det er lige det, jeg mener, det er lige sådan det er.”

Hertil fremhæver han fordelen ved billedemedier, som er lette at dele og lige til at forstå. Han påpeger også, at det er derfor Muhammedkrisen opstod, netop fordi alle kan forstå og misforstå et billede.

I Danmark er der ingen klare grænser for, hvad satiren må og ikke må. Alligevel kan man spørge sig selv, om de sidste ti års begivenheder vidner om, at vi må revurdere satirens funktion og anvendelse. I Niels Bo Bojesens optik opnår man meget ved at tage fat i det konkrete og bruge retten til at udtrykke sig med omtanke. Han mener også, at vores forhold til ytringsfriheden har forandret sig, og fortsat vil forandre sig. Men når alt kommer til alt, er der en endelig rød streg, som ikke kan flytte sig.

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*