Adventskalender: 3. søndag

“Tag i praktik og få prøvet jer selv af”

Her fortæller Signe Skou, der arbejder i DRs ledelsessekretariatet, om sine mange forskellige arbejdsopgaver og vejen til et alsidigt job hos DR.

Hvad er dit job og hvad indebærer det?
Jeg er konsulent i ledelsessekretariatet i DR Danmark. Det er et job der er meget varierende og indeholder alt fra projektledelse, facilitering af udviklingsprocesser til strategiske skriverier og hjælp til chefer med oplæg og diverse andre ad. hoc opgaver.

 

Jeg kan fremhæve nogle af de store arbejdsopgaver jeg har haft:

  • Projektleder på Åbent hus i DR Aarhus.

Her var jeg projektleder på indholdsdelen af åbent hus, som altså drejede sig om, hvilke aktiviteter de besøgende skulle møde her. Mine ansvarsopgaver var at have det store forkromede overblik samtidig med, at jeg var helt nede på både budget og indholdsniveau for hver aktivitet.

  • Projektleder/facilitator på diverse udviklinger på B&U.

Når vi skal finde på nyt indhold og nye koncepter, så har jeg været med til at facilitere de udviklinger. Her har jeg været med til at planlægge udviklingsdagene, lave den fornødne research forud for det, sammensætte ”udviklingsholdet” og ikke mindst stå for selve facilliteringen af dagene – altså sørge for, at vi når det vi skal og ligesom hele tiden sikre den røde tråd og sikre fremdrift i udviklingen.

  • Projektleder på moderatoruddannelse i samarbejde med Red Barnet.

En moderatoruddannelse der skal klæde medarbejdere i B&U på til at kunne håndtere svære henvendelser fra børn. Her har jeg været med til at lave indholdet i uddannelsen, implementere den, afvikle den og lave et E-learningsforløb.

  • Koordinering, afvikling og skribent på PP18.

Hvert år udkommer der en publiceringsplan der sætter fokus på strategiske fokusområder og ser frem mod, hvilke indholdsrammer der er i fokus ”om et år”. Dvs. nu er det Publiceringsplanen ‘19 der er på tegnebrættet. Her har jeg været med til at afvikle workshops på tværs af DR Medier og DR Danmark, samt skrive strategiske afsnit til planen.

Vejen til jobbet:
Der er en ting der uden tvivl har været med til at give mig jobbet på DR. Og det er, at jeg har været i praktik på DR, så der var nogen der sagde ”God” for mig, da jeg søgte dette job. Samtidig har det år, hvor jeg var Videnskabelig assistent samt Ekstern Lektor på medievidenskab gjort, at jeg fik opbygget nogle kompetencer, som de har kunnet se komme i spil i det her job. Eksempelvis koordineringen af undervisningsforløb, formidling m.m.. Udover det er der også kompetencer fra Medievidenskab jeg helt sikkert har kunnet bruge. Eksempelvis at overskue kompleks viden og sætte retning på store projekter m.m.

Dit bedste råd til en medievidenskaber:
Mit bedste råd er, at I tager i praktik og får prøvet jer selv af og måske bliver bekræftet eller afkræftet i, hvad I gerne vil. Samtidig vil jeg råde jer til at have et studiejob og lave nogle forskellige frivillige ting (eksempelvis frivillig skribent i Kontekst) eller andet. Så I har noget erfaring med jer når I engang er færdige. Og så vil jeg sige, at jeg ikke havde nogen idé om, hvad jeg kunne og ville – og stadig nogen gange kan være i tvivl endnu. Men det er en af de odds, der er ved at læse Medievidenskab. Vi kan mange ting, vi kan søge mange steder hen og vi kan bidrage til mange forskellige jobs. Så når I engang skal søge – så kig bredt og mærk efter om det er nogle steder, hvor I føler I kan bidrage til jobbet og nogle steder, hvor I kan se jer selv.

OG så en sidste ting: TAG ET SEMESTER I UDLANDET: Jeg ved ikke om det har givet mig noget fagligt (udover bedre engelsk) eller om det har gjort nogen forskel på min vej ”ud i arbejdslivet” – MEN det har helt sikkert gjort noget ved mig som person og givet mig en oplevelse, som jeg aldrig ville være foruden.

 

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*