Beijing i bakspejlet: Sport er en værdipolitisk skueplads

Op til og under dette års fodbold-EM i Ukraine hagler kritikken ned over landets krænkelse af basale menneskerettigheder – nøjagtigt som under OL i Beijing i 2008. Internationale sportsbegivenheder er i blevet en kamp om værdipolitik, hvor de fleste dog glemmer, at ord alene ikke skaber nogen forandring.

N år store sportsbegivenheder foregår i ikke-vestlige lande, er det lig med værdipolitisk kamp i medierne. I 2008 lagde Beijing ryg til mediepisken, og for tiden er det EM-værten Ukraines behandling af især tidligere oppositionsleder Julia Timosjenko, der påkalder sig EU’s kritik.

Men spørgsmålet er, om politikerne kan gøre sig reelle forhåbninger om forandring ved at råbe op i halvlegen?
Den danske regering havde ellers oprindeligt meldt ud, at sport og politik ikke skulle blandes sammen, og at kulturminister Uffe Elbæk tog til EM. Men nu er han og statsministeren alligevel kommet på andre tanker:

”Vi venter med at tage stilling, til vi ved, hvordan situationen i Ukraine udvikler sig,” udtalte Helle Thorning-Schmidt til Berlingskes Nyhedsbureau så sent som den 23. maj i år.

”Alle har interesse i at udnytte en begivenhed som OL. Derfor er sporten stærkt politisk og en del af den dialog, der foregår landene imellem,” fortæller Poul Broberg, idrætspolitisk chef i Danmarks Idræts-Forbund (DIF).

Det seneste OL viste også med al tydelighed, at politik og sport er uadskillelige. Ifølge Poul Broberg lagde OL i Beijing i 2008 nemlig ikke kun arena til alverdens sportsstjerner, men også til en værdipolitisk kamp i medierne mellem øst og vest, mellem nationer og ideologier.

Hvis det seneste OL har lært os noget, er det, at sport har et enormt værdipolitisk og symbolsk potentiale, der ikke må undervurderes. Til gengæld kan man heller ikke sætte næsen op efter store realpolitiske forbedringer, bare fordi et land bliver tildelt et værtsskab.

Det er muligt, at Villy Søvndal og hans europæiske kollegaer kan få løsladt Timosjenko, eller opnå en anden vigtig symbolsk indrømmelse fra ukrainerne. Ifølge Europarlamentets hjemmeside arbejder EU’s politiske apparat nemlig på højtryk for at lægge pres på det tidligere østland. De kan dog næppe forvente at løse landets dybereliggende demokratiske problemer, inden fløjten lyder, hvis det går som i Kina.

”På den anden side er der med EM i Ukraine og Polen opstået en mulighed for medietid, som sagtens kan bruges til at sende et vigtigt signal til primært den europæiske befolkning,” vurderer DIF’s Poul Broberg.

”Det kræver dog, at man for det første anerkender, at politik og sport på dette niveau er uadskillelige og for det andet lægger et tilsvarende realpolitisk pres på værtslandet. Også når kameraerne er slukkede.”

Store ord klinger hult i Kina

Ved udnævnelsen af Kina som værtsland i 2001 udtrykte både officielle kinesiske repræsentanter og Den Internationale Olympiske Komites (IOC) formand Jacques Rogge håb for, at OL ville være med til at forbedre menneskerettighederne i landet. Det skrev Amnesty International i forbindelse med Legene i 2008.

Men den slags politisk optimisme kunne arrangementet tilsyneladende ikke bære. ”Jeg giver ikke meget for symbolpolitik,” erklærer Kina-ekspert Hatla Thelle. Hun har arbejdet i og med Kina siden 1979, har været ansat i Institut for Menneskerettigheder de seneste 15 år, og hun har ikke meget tilovers for sportsbegivenheders politiske potentiale:

”OL havde ikke direkte indflydelse på hverken lovgivningen i Kina eller håndhævelsen af den,” forklarer hun.

Sloganet for Legene i 2008 ”One World, One Dream” lagde også op til international forbrødring, men i medierne udspillede der sig en anden historie:

”Hvis OL har betydet noget, har det været i forhold til omverdenenes syn på Kina,” fortæller Hatla Thelle.

”Men ikke i en positiv retning.” Hun vurderer, at OL snarere har haft en forstærkende effekt på det negative billede af Kinas styre som brutalt og enerådigt.

’Don’t be too CNN’

Det negative billede af Kina blev malet af vestlige politikere og medier. Eksempelvis vakte den ofte ensidige dækning af Tibet-opstanden harme i Kina: Fox News, CNN, The Washington Post og tyske Bild dækkede alle opstanden i Lhasa, hvor tibetanske munke og kinesisk militær stødte sammen. Men nyhedsstationerne blev taget i at bruge gamle billeder fra andre oprør i Indien og Nepal i historierne – og ofte uden at nævne de tilsvarende overgreb på etniske kinesere og det muslimske mindretal uighurerne.
I Kina spredte vreden sig på internettet, og frasen ”Don’t be too CNN” opstod om folk, der lyver.

OL blev altså i høj grad udnyttet til at profilere vestlige og kinesiske politiske holdninger via medierne, og Kinas Kommunistiske Parti holdt sig naturligvis ikke tilbage: Skal man tro regeringens officielle hjemmeside, levede Kina nemlig fuldstændigt op til de løfter, landet gav i forbindelse med tildelingen af Legene.

Ifølge den 26-årige kineser Jing, opstod der en nationalistisk bølge i forbindelse med OL. Han har fulgt nøje med i både den kinesiske og udenlandske presse.

”De fleste kinesere er stolte af OL og tror på, at Legene var en slags renæssance, der hævede Kinas internationale anerkendelse,” fortæller den unge studerende.

”Kina er blevet mobbet af de vestlige magter i 200 år, så det var vigtigt for mange kinesere at vinde en masse guldmedaljer og redde ansigt.”

Jing opfattede månederne omkring Legene som en kamp på såkaldt ”soft power”, som kineserne slap godt fra. Altså en form for magtudøvelse, hvor lytteren bliver overtalt og forført snarere end truet eller købt.

Hatla Thelles indtryk af Kinas svækkede image i Vesten stemmer altså ikke overens med kinesernes eget selvbillede: Vestlige og kinesiske medier har tydeligvis brugt OL symbolsk – i hver sin retning. Men hvad har al kritikken haft af realpolitisk betydning?

”OL har hverken gjort fra eller til”

”Menneskerettighedssituationen i Kina er faktisk gået ned af bakke de senere år, men det har nu ikke noget med OL at gøre,” forklarer Hatla Thelle.

”Sportsbegivenheder afholdt i ikke-vestlige lande betyder i det hele taget ikke særligt meget for menneskerettighederne i værtslandet. Det er i højere grad den indenrigspolitiske situation, der påvirker den slags,” siger hun.

Hvad der til gengæld nytter, ifølge Kina-eksperten fra IMR, er et længerevarende pres fra det internationale politiske system.
”Der er de senere år vedtaget mange lovændringer og reformer i Kina, fordi landet gerne vil signalere internationalt format,” medgiver Hatla Thelle.

”Men OL har i sig selv hverken gjort fra eller til.” Ifølge hende skal man altså ikke overvurdere store sportsbegivenheders realpolitiske potentiale.

DIF: Ord uden handling er hykleri

Konfronteret med Hatla Thelles vurdering af menneskerettighedssituationen i Kina tager Poul Broberg (DIF) til genmæle.
”OL har ikke som sådan bidraget til bedre menneskerettigheder i Kina, men der er sket forbedringer i landet,” fastholder Poul Broberg.

”Det er små forbedringer, men de er der.” Han fortæller, at blandt andet standarden for infrastrukturen samt hygiejne og sundhed blev højnet i forbindelse med OL, og at det har resulteret i en permanent forbedring. Og sådanne små forandringer er nok for nu, konstaterer han.

”Store sportsbegivenheder kan faktisk godt være en katalysator til politisk forandring, men det er endnu for tidligt at sige, om Legene i Beijing får større politiske konsekvenser,” pointerer Poul Broberg.

”Kina har jo en tusindårig lang historie, og OL er kun en lille brik i et kæmpestort spil.”

Han er dog varm fortaler for at bruge store sportsbegivenheder som et afsæt for politisk kommunikation. Han fortæller, at OL netop bliver politisk, fordi hele verdens øjne er rettet mod ét sted, og det bliver udnyttet.

”Der er en reel mulighed for at påvirke politik gennem events som OL og EM, men det er både for nemt og naivt udelukkende at bruge sporten til at hæve sin politiske stemme,” advarer han og uddyber:

”Hvis politikerne vil kritisere forhold i eksempelvis Kina, skal ordene også følges op af en helhjertet politisk indsats mod landet. Ellers er de store ord rent hykleri. Og det var jo svært at lægge pres på Kina, når Europa samtidig tiggede om penge,” afslutter han og hentyder til den globale økonomiske krise, der blandt andet fik Europa til at bejle til Kina for støtte.

Faklen blev et politisk symbol

Der var dog ikke mange varme følelser på den olympiske ilds tur verden rundt i 2008: De mange anti-kinesiske og pro-tibetanske demonstrationer gjorde fakkeloptoget til en storpolitisk og symbolfyldt kamp, der kulminerede i Paris. Her blev en kinesisk fakkelbærer i kørestol overfaldet, og præsident Nicolas Sarkozy truede med at udeblive fra åbningsceremonien, med mindre Kina ville forhandle med Tibet.

Modreaktionen var til at føle på, og den kom til at gå ud over det største franske symbol i Kina, nemlig den store supermarkedskæde Carrefour.

Kæden oplevede massive boykots og måtte lukke midlertidigt ned flere steder landet over.
Her fik den kinesiske stolthed et boost, fortæller Jing:

”Den patriotiske følelse blandt kineserne og det økonomiske pres på Frankrig fik i sidste ende Sarkozy til at deltage i åbningsceremonien,” husker han. ”Det var noget af en symbolsk sejr.” Sport og politik gik hånd i hånd, hvilket den danske regering også er blevet nødt til at sande.

Nu skal man selvfølgelig huske, at Ukraine ikke er Kina, og at EM ikke er OL. Men erfaringen fra Beijing kan trods alt bidrage med nogle nuancer i den verserende debat om sport og politik.

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*