Den private offentlighed og ubeskyttet data – hvem bærer skylden?

Privatlivets tilblivelse i offentligheden er ef- terhånden et (verdens) kendt fænomen, og selviscenesættelse i medierne har i dagens samfund fået en bety- delig funktion. De fleste tænker dog ikke over, hvor mange oplysnin- ger om sig selv, de reelt deler, når de bruger det digitale, og det har i fle- re tilfælde haft funda- mentale konsekvenser. Dette har fået mange til at bande teknologien langt væk. Men hvem kan vi tillade os at be- brejde, og hvordan kan vi opnå tillid til data?

Ifølge Anja Bechmann, der er lektor i medievidenskab ved Aarhus Univer- sitet, er der inden for det medievi- denskabelige felt en tradition for, at man har et skræmmebillede af medier – særligt i forhold til børn og unge. Dengang tv’et kom frem, var det underholdning, der fes ind i hovederne på folk og gjorde dem dummere. Med internettets fremtræden i 90’erne var der tale om, at det stjal vores tid. Disse skræmmescenarier er kun eska- leret med mobiltelefonens tilblivelse, hvor vi tjekker opdateringer hele tiden og venter på vores likes.

Bechmann sidder i nationalrådet for digital sikkerhed og fortæller i relation til dette, at der findes mange sager angående uhensigtsmæssigt åbnede databaser. Konkrete eksempler på sådanne sager er identitetstyve eller hackere med økono- misk interesse, der får adgang til private data og bruger det mod brugeren selv. En konsekvens der følger med, efterhånden som vi åbner mere op for os selv online. Og derfor kan det for mig virke naturligt, at brugerne af det digitale skræmmes. Særligt fordi vi ikke har nogen anelse om, hvad vores data bruges til, og hvem vores informationer havner hos.

Men ifølge Bechmann er det en fejlta- gelse, at vi frygter medierne. Dels fordi det skræmmebillede, vi sætter op i dag, histo- risk set altid har eksisteret, og dels fordi vi langt fra kan tillade os at give teknologien skylden:

“Vi skal føle os truet af os selv, fordi det er os, der former medierne. Jeg kan kun abon- nere på at det er os selv, der har skabt både medierne og frygten for dem. Det er os som samfund, kultur og mennesker og skyggesiderne heri, der er vores udfordring og ikke teknologien som sådan. Det er nærmere måden, vi bruger teknologien på.”

Det kan føles som en lussing, når hun siger det så direkte, og det giver stof til efter- tanke. De eneste, der kan gøre noget ved denne udvikling og kæmpe for beskyttelse af vores data og privatliv, er os selv. Når folk taler om medierne som overvågning af mennesket og samfundet, og at vi som borgere er omgivet af magtfulde medier, der bruger vores egne oplysninger imod os selv, har de ifølge Bechmann en helt forkert holdning til det digitale:
“I mine øjne er det ikke overvågning, der er på spil. Det er meget mere grundlæggende og har at gøre med måden, vi opbygger vores samfund på”, udtrykker hun.

TILLID TIL DATA ER VIGTIGT

I forlængelse af, at vi taler om, at det er samfundet, der bærer skylden, nævner Bechmann, at vi som samfund kan vælge at lave restriktioner på de informationer, vi lægger ud og derigennem beskytte os selv og vores data. Man kan vælge at lovgive sig ud af nogle ting, siger hun, og påpeger, at vi dog ikke kan lovgive os ud af tekno- logi, men derimod måden, vi bruger den på. I denne forbindelse er tillid vigtigt:

“Når man lægger så meget op online, som folk i vores samfund har en tendens til, så bliver spørgsmålet om tillid meget vigtigt. Og så er spørgsmålet også: Hvad kan vi have tillid til inden for medierne? I og for sig er tillid en altafgørende forretnings- model for digitale services, fordi firmaer kan risikere, at brugeren flygter, hvis ikke vedkommende har tillid til produktet eller frygter, at tilliden vil blive brudt, fortæller hun. Eftersom virksomheder lever på deres tillid til brugerne, gør de, hvad de kan, for at vi som brugere føler os trygge ved deres produkter og devices.”

Men kan vi overhovedet sikre, at tilliden ikke brydes hos brugerne? Eftersom vi al- drig kan sikre, at de ting, vi lægger op, ikke havner i hænderne hos uvedkommende, kan tillid i denne forbindelse vel sættes i relief. Bechmann lader til at være enig med mig:

“At man for eksempel kan tage screens- hots af billederne fra Snapchat og på den måde alligevel bevare snaps gør i princip- pet at du har ret i, at man aldrig kan være
100% sikker på, at tilliden ikke brydes. Men hvis det bliver normdannende, at vi ikke kan beskytte noget som helst, så vil jeg mene, at det bliver svært at agere digitalt
i vores samfund. Så må vi have nogle ting, for eksempel det centrale dataarkiv i Danmark, hvor vi i hvert fald sikrer, at der er max beskyttelse på, hvis vi kræver, at man som digital borger skal kunne agere i samfundet. Dette kan aldrig lade sig gøre 100%, men der er en række sikkerheds- foranstaltninger, man kan tage, såsom at kryptere data”, lyder det fra hende.

SIKRING AF DATA
– ET SAMFUNDSMÆSSIGT ÆRINDE

Som eksempel på en sikkerhedsforanstalt- ning nævner Bechmann en to-komponent verifikationsmetode, som blandt andet an- vendes hos NemID. Her har brugerne både en online kode til log-in samt nogle offline, fysiske tal, de bruger for at få adgang til blandt andet Netbank. På den måde er der to komponenter, der skal stjæles for at en hacker skal kunne komme ind på den på- gældende side. Bechmann beskriver dette som ”virkelig sikkert”, eftersom en hacker skal være fysisk til stede for at få fat i dine offline tal.
Foruden to-komponent verifikation næv- ner Bechmann en strammere lovgivning som middel til at sikre vores data. At lukke for amerikanernes adgang til vores data kan være et skridt på vejen:

“Der er ikke nogen, der siger, at vi skal følge amerikanernes måde at beskytte sine data på, blandt andet indeholde deres Patriot Act, som vi gør i øjeblikket. Det er noget, vi som samfund vælger at gøre gen- nem vores politikere. Vi kan vælge at sige nej til, at USA skal have adgang til vores data og derved blotlægge vores data. Jo mere infrastruktur vi beholder på danske hænder, jo større sikkerhed kan vi skabe. Så enkelt er det”, lyder det fra hende.
Men kan vi alligevel være helt sikre på, at vores informationer og data aldrig videre- gives? Jeg bibeholder, på bedste akademi- ske vis, min skepticisme og kritiske tilgang til Bechmanns udtalelser. Og utroligt nok svarer hun følgende:

“Selvfølgelig kan computere være blevet produceret i andre lande og have tracking software i sig, der gør, at de alligevel kan få adgang til danske data, eller stater kan hente data ved at koble offline computere op via bluetooth. Så på den måde kan man sige, at selvom svaret er ’nej, vi kan aldrig 100% beskytte vores data’, så er det alligevel ’men vi kan prøve’. For mig at se drejer det sig om at kæmpe til det lykkes”, fortæller hun og fortsætter:

“Men det svære er, at der er meget store økonomiske interesser i data. Og store lobbyvirksomheder har interesse i data, så vi er som samfund virkelig nødt til at træde i karakter, hvis vi vil det. Så det bliver meget et værdispørgsmål, det her med at beskytte data. Hvor meget vil vi det? Fordi det er også det, der ligger i spørgsmålet.”

Igen falder problematikken omkring data og beskyttelse af dem (og os selv) tilbage på samfundet. Opfordringen fra Bechmann lyder, at vi skal tænke over, hvad vi lægger op på medierne og hvilke konsekvenser, det kan have. For vi ved aldrig, hvor oplys- ningerne kan havne. Vi skal dog ikke være bange for medierne og teknologien, for det er kommet for at blive. Vi må acceptere, at det findes, men samfundet skal kæmpe for større datasikkerhed. Det er os selv, der bærer skylden og ansvaret, hvis vi ikke kæmper for det. Det er kun os, der kan ændre det.

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*