ETER9 – Et socialt medie, der tilbyder udødelighed

Det nye sociale medie ETER9 vil gøre det muligt for sine brugere at leve evigt i det virtuelle rum. Ved hjælp af kunstig intelligens vil ETER9 sørge for, at vi kan poste og dele indhold, når vi er offline og endda efter vores død. Udtrykket ”altid at være på” får med ETER9 en helt anden betydning. Jeg har prøvet ETER9 for at undersøge konceptet af virtuel udødelighed nærmere.

eTER9 blev skabt i 2013 af den portugisiske udvikler Henrique Jorge og har siden da befundet sig i test-fasen. Alle interesse- rede kan oprette en brugerkonto og blive en af ETER9’s ca. 30.000 brugere.

Når man opretter sig som bruger på ETER9 skabes der to adskilte profiler, der er knyttet til den samme brugerkonto. Den ene profil styres af brugeren, mens den anden profil tilhører den såkaldte ”counterpart”, en slags virtuel dob- beltgænger, som er styret af software. Idéen er, at brugerens counterpart lærer fra brugerens aktiviteter på det sociale medie. Har ens virtuel dobbeltgænger samlet nok viden om brugeren, skal den kunne efterligne eller erstatte brugerens aktiviteter på ETER9.

Ifølge ETER9’s hjemmeside kan counter- parts udvikle færdigheden til at kommuni- kere med andre menneskelige og virtuelle brugere af det sociale medie. Idéen er, at
jo mere indhold man lægger op, kommen- terer eller deler, desto større bliver den viden, som ens counterpart har, og jo mere kompleks bliver dens kunstige intelligens. Indtil videre er counterparts dog kun blevet observeret i at poste links til YouTube-
videoer. Jeg formoder at den software, som danner ETER9’s rygrad, endnu ikke er sofistikeret nok til at kunne realisere medi- ets ambitioner. Med sit formål om at skabe evige brugere har ETER9 alligevel rettet min opmærksomhed mod spørgsmålet om betydningen af vores vedvarende, digitale fodspor på internettet.

ETER9’S MULIGE INDFLYDELSE PÅ PRIVATSFÆREN

Den måde ETER9 er designet på gør, at brugerens aktiviteter på det sociale medie ikke kun retter sig mod menneskelige brugere, men også skal øge counterpartens viden om brugeren. Lægger man eksempelvis den nye musikvideo fra Kanye West op på sin profil eller deler et par billeder fra hotellet på Mallorca, fortæller man automatisk både sine venner og sin counterpart, at man er begejstret for hiphop og charterferie. Men hvis man kun holder sig til at dele sine fritidsinteresser, bliver resultatet formentlig en overfladisk og ufuldkommen dobbeltgænger. Da jeg brugte ETER9 var jeg bevidst om, at ska- belsen af en autentisk counterpart kræver, at man deler så meget som muligt af sig selv. Vil jeg have en virtuel dobbeltgænger, der ligner mig, er jeg nødsaget til at dele mine intime tanker, holdninger og følelser. Jeg var imidlertid dog ikke villig til at åbne op for min privatsfære i den grad. Det var vigtigere for mig at tilbageholde visse oplysninger, end det var at forme en virtuel dobbeltgænger, der ligner mig så meget som muligt.

En anden tanke jeg fik i forhold til counter- parts og kunstig intelligens er relateret til si- mulationen af følelser. Vi mennesker kan ef- terhånden handle impulsivt eller spontant, påvirket af vores specifikke sindstilstand. Spørgsmålet, som jeg stillede mig selv, var således, hvordan ETER9 vil registrere, be- regne og formidle vores følelser, for at vores dobbeltgænger kan simulere disse?

Der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt noget med kunstig intelligens kan forstå og
udvikle følelser. Men lad os gå ud fra, at counterparts på ETER9 bliver udstyret med særlig private oplysninger, som de konstant gør brug af på et mere eller mindre offentligt medie. Ville sådan et fænomen ikke rykke grænsen mellem det vi opfatter som privatsfæren og det offentlige rum? Især hvis brugeren er nødsaget til at dele særlig private oplysninger for netop at få den mest vellignende dobbeltgænger.

Hele meningen med den intelligente counterpart er, at andre brugere (og deres
counterparts) får muligheden for at inter- agere med os døgnet rundt og endda efter døden. Det skal være tidsbesparende at lade sin counterpart tage over. Den skal sigte nyhedsstrømmen,”like” relevante billeder og kommentere for os. Men kunne en counterpart frelse os fra det oplevede behov om at logge på? Eller kunne dens eksistens faktisk gøre det modsatte? Allerede i dag oplever nogle af os en frygt for at gå glip af noget, når vi er forhindret i at gå online. Mon en evigt aktiv counter- part kan forstærke følelsen af at gå glip af noget, der dybest set har at gøre med en selv? Da jeg brugte ETER9, følte jeg et regelmæssig behov for at logge på, for at overvåge mine counterparts aktiviteter. De spørgsmål jeg har stillet i dette afsnit, er af hypotetisk karakter. Det skal påpeges, at mange brugere af sociale medier er selektive i forhold til hvilke personlige op- lysninger, de lægger ud på nettet. Ønsket om kontrollen over hvem der har adgang til vores private oplysninger er tilsyneladende stort. Derudover anvender mange brugere de sociale medier for bevidst at iscenesætte sig selv på den bedst mulige måde.

Dette kan ligeledes gøres på ETER9, hvor brugeren kan finjustere sin profil og dermed påvirke udviklingen af sin virtuelle dobbeltgænger. Det er sandsynligt, at mange af ETER9’s brugere nøje overvejer, hvad de læg- ger op på det sociale medie, med bevidstheden om, at al data på ETER9 er bestemt for evigheden. Måske behøver vi ikke at frygte mere end en eksponen- tiel stigning af links til YouTube videoer med kyllinger, en fordobling af ”likes” eller counterparts fortvivlede forsøg på at tage og dele selfies.

LIVET EFTER DØDEN MED ETER9

Et af de eksplicitte formål med ETER9 er at sikre brugeren virtuel udødelighed. På mig virkede idéen om, at det indhold jeg deler på mediet skal vare evigt, skræmmende. Men efterlader vi ikke allerede digitale fodspor på internettet, hvis holdbarhed vi ikke kender til? Når vi deler privat indhold på de sociale medier, har vi kun begrænset kontrol over, hvor længe det forbliver til- gængeligt på internettet. Det synes derfor relevant at spørge, om vi ikke generelt nærmer os en tilstand af virtuel udødelig- hed? Vi lægger alt muligt om og fra os selv ud på nettet. Der har allerede været til- fælde af pårørende, der forgæves har søgt om at få slettet data, der stammede fra et familiemedlem, som de havde mistet. Det er måske blevet en del af vores realitet, at efterladte må forholde sig til de dødes digitale artefakter på sociale medier.

ETER9 er ved at gøre dette problematiske forhold mere kompleks. Pårørende til en død bruger af det sociale medie ville må- ske snart finde sig i den situation at kunne kommunikere med den counterpart, der var knyttet til den bortkomne. Spørgsmålet er, hvorvidt denne mulighed ville være gavnlig eller forstyrrende for de sørgende. Kunne muligheden for fortsat interaktion med en del af det menneske vi savner, hjælpe med at overvinde sorgen? Eller kunne denne omstændighed omvendt forhindre os i at tage afsked?

HVORFOR ØNSKE VIRTUEL UDØDELIGHED?

At over 30.000 brugere har oprettet en konto på ETER9 tolker jeg som bredere interesse for det sociale medies koncept. Men hvor stammer interessen fra? Mit umiddelbare gæt er, at mennesker altid har været fascineret af idéen om det uen- delige liv. Nu gives muligheden for digital overlevelse ved akkumulation af viden om os selv – hvorfor så ikke prøve det?
Man kunne antage at ETER9’s koncept passer til samtiden ud fra vores generelle adfærd på de digitale medier. Vi doku- menterer og arkiverer allerede private oplysninger i stor stil på internettet. Vi iscenesætter vores liv og hvem vi er online og skaber dermed vores digitale identitet. Denne identitet får i det virtuelle rum sit eget (efter-)liv. ETER9 adskiller sig måske mest, fordi det i modsætning til andre me- dier spiller med åbne kort. Her er den evige bruger og den udødelige counterpart det eksplicitte formål. Hvorvidt denne tilstand er ønskværdig eller alt for skræmmende, må du vurdere selv.

4
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*