Fitnessblogger: Online sundhedsfællesskaber skaber usunde idealer

Et billede siger mere end tusind ord, men fortæller det hele sandheden? SAMSON har mødt Danmarks førende fitnessblogger Danica Chloe Paetzold til en snak om sundhedsræs, uopnåelige idealer og ansvar på det sociale billedmedie Instagram.

Nogle af de piger jeg følger, som har en populær Instagramprofil om sund kost og træning, har skrevet til mig, at de oplever et enormt pres. De føler hele tiden, at de skal motivere folk. Det kan jeg godt genkende fra mig selv”, fortæller Danica.

Hendes Instagramprofil er populær med over 4000 følgere. Det samme gælder hendes blog Fit 4 Livin’, som p.t. er Danmarks største fitnessblog med flere tusind besøgende hver måned. Danica er glad for den positive respons hendes indlæg om sund kost og træning får, men hun føler samtidig, at bloggen og de sociale medier har tillagt hende og andre fitnessbloggere et ideal, som det kan være svært at leve op til i virkeligheden:

”Jeg har fået mails fra Instagrambrugere, som for eksempel ikke tør købe Nutella i Netto, hvis de har lyst til det, for tænk nu hvis nogen genkender dem. De har et ideal, de skal leve op til, og det kan de jo ikke, hvis de køber usundt eller dropper træningen,” forklarer fitnessbloggeren.

I juli valgte Danica derfor at skrive et indlæg om den overdrevne fokus på sundhed, som i hendes øjne er et problem på Instagram og andre sociale medier. Indlægget fik en overvældende respons med masser af likes, mails, kommentarer og debat i fitspomiljøet (fitspo er en sammentrækning af ordene fitness og inspiration) på Facebook, Instagram og i blogsfæren:

”Det var vigtigt for mig at skabe opmærksomhed omkring, at det perfekte ikke eksisterer. At de perfekte billeder på Instagram er uopnåelige,” siger Danica.

”JEG ER SELV EN DEL AF DET”

Danica har selv oplevet en sundhedsfanatisme, der er opstået, som et resultat af den konstante jagt på followers og likes blandt brugerne på især Instagram. Her konkurrerer de såkaldte fitspo-brugere dagligt om, hvem der kan lave de vildeste træningsøvelser eller træne flest hold i fitnesscenteret i træk:

”Det er der rigtig mange, som blærer sig med, og jeg har da også selv skrevet at ’ej, nu har jeg lige overstået 2 eller 3 hold’. På den måde har jeg jo også selv bidraget til skabelsen af det her ekstreme forhold til sundhed,” indrømmer Danica.

På trods af at hun selv er en del af sundhedsbølgen, er det alligevel kommet bag på hende, hvor meget den måde sociale medier fremstiller sundhed på, har påvirket hende:

”Jeg følte selv, at jeg egentlig var en ret stærk person, der havde et afslappet forhold til sund kost og motion. Men nærmest uden at jeg opdagede det, blev jeg påvirket af det fra den ene dag til den anden,” fortæller hun.

For Danica betød det, at hun fik nogle andre idealer for, hvad der var godt nok i forhold til det at leve sundt. Pludselig var det ikke længere fint nok ‘kun’ at træne fire gange om ugen, og WOD (workout of the day red.) og clean eating blev vigtige hashtags i jagten på den perfekt tonede krop:

”Det var noget, jeg tog til mig ubevidst, og det blev mit nye ideal, at jeg skulle stræbe efter det. Før trænede jeg jo bare for at

holde mig i form, og jeg spiste da også i overvejende grad sundt, men så var det heller ikke noget, som jeg tænkte nærmere over.”

VI HAR ALLE ET ANSVAR

Efter at Danica skrev indlægget om sundhedsfanatisme på de sociale medier, er hun selv blevet mere bevidst om, i hvor høj grad hendes indlæg påvirker andre mennesker. Det har fået hende til at ændre kurs på bloggen og Instagram:

”Førhen, da min blog ikke var så stor, kunne jeg godt finde på at dele billeder af fitspo-piger fra Tumblr og skrive, at ’sådan synes jeg, at en drømmekrop skal se ud.’ I virkeligheden repræsenterede billederne jo et ideal, som jeg ikke selv kunne leve op til, men det skænkede jeg ikke en tanke. Jeg syntes jo bare, at det var flot,” fortæller Danica.

Hun har dog ikke længere lyst til at bidrage til, at de sociale medier skal gøres endnu mere sundhedsekstreme, end de allerede er. Hun har derfor valgt at stoppe med at følge de Instagrambrugere, som hun ikke føler, at hun kan identificere sig med. Hun er derudover også blevet mere opmærksom på at dele hverdagsøjeblikke, som ikke er sundhedsrelaterede:

”Jeg er altså bare på barsel og lever et stille og roligt liv. Jeg træner ikke hele tiden. Faktisk er de indlæg, hvor jeg deler billeder af slik og kage dem, som er mest populære på Instagram,” griner Danica.

Ifølge hende kan det dog være svært helt at undgå de polerede glansbilleder på Facebook og blogs: ”De fleste af os har jo en tendens til kun at dele de gode øjeblikke, hvor vi føler, at vi har gjort noget sejt,” forklarer hun.

Med sit blogindlæg håber Danica dog, at hun kan være med til at ændre på vores opfattelse af de idealer, som medierne bombarderer os med:

” Vi har alle et ansvar, når vi deler noget på de sociale medier, for vi ved ikke altid, hvem der kigger med, og hvem vi påvirker. Forhåbentlig vil der komme mere fokus på, at det også er okay ikke at leve op til det her perfekte ideal. Det gælder ikke kun i forhold til træning og sundhed, men også i alle andre sammenhænge af ens liv, såsom studie, arbejde og rollen som forældre.”

Foto: Nanna Inie

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*