Klumme: Autentiske medier – en selvmodsigelse?

‘Autentisk’ kommer af det græske ord authentia, der betyder pålidelighed. I daglig tale bruger vi ’autentisk’ til at betegne det ægte og uspolerede. Det autentiske er ikke sat i scene for omverdenens skyld og gemmer sig ikke bag en maske. Det autentiske er noget i sig selv. ’Medier’ kommer af det latinske medius, der betyder ’i midten’, altså noget, der kan skabe forbindelse mellem forskellige parter; det er ikke noget i sig selv, men er et redskab til at opnå noget andet. Massemedier er industrier, der skaber iscenesættelser af enhver art, og sociale netværksmedier er redskaber for individers kalkulerede selviscenesættelse over for andre. Alligevel søger folk det autentiske i medierne, og medierne prøver at iscenesætte det autentiske. Er det hele et stort selvbedrag: er ’autentiske medier’ simpelthen a contradiction in terms?

Reality-tv er den genre, der på den mest iøjnefaldende måde har forsøgt at spille på autenticitet som et middel til at opnå seerkontakt. Reality-tv har set virkeligheden som et råstof – et middel – til at underholde sit publikum, ikke mindst ved at iscenesætte intense situationer, hvor de medvirkende bringes i følelsesmæssig affekt. Hvad enten det er docu-soaps som De unge mødre, game shows som Paradise Hotel, eller reality-magasiner som Sporløs, skal de autentiske øjeblikke skabes gennem den hudløse indlevelse i det personlige. Jo tættere vi kommer på den nøgne personlighed, desto mere autentisk – lyder reality-tv’s dramaturgiske formel.

Men det autentiske søges også i andre genrer og af public service-stationer. I sin årlige rapportering om medieudviklingen i Danmark peger DR’s medieforskning på hvad ”seerne vil ha’”:  Seerne vil have personligt engagerede værter, frem for værter, der kun er professionelle og nøgterne i formidlingen. Seerne vil ikke have konstrueret tv, dvs. programmer hvor dramaturgi og form gør opmærksom på sig selv og peger på udsendelsens iscenesatte karakter. Kort sagt, seerne vil have personlighed og skinbarlig virkelighed.

Det er sådanne indsigter, der har styret DR’s revitaliserede primetime, hvor diverse nyheds-, aktualitets- og livsstilsprogrammer er blevet udstyret med karismatiske tv-værter og masser af indhold med rigtige mennesker, der skal finde en ægtefælle på Læsø, indrette hjemmet eller lede efter en forsvunden slægtning. TV 2, der skal prøve at genvinde tabt terræn over for DR, vil gå samme vej, forstår man på TV 2’s programdirektør, Anne Christensen, der har lovet mere ”hverdags-tv for almindelige danskere”.

Tv-stationerne søger efter det autentiske ved at gå tættere og tættere på det personlige liv og den genkendelige virkelighed. Men måske er det autentiske slet ikke at finde inde i den personlige kerne; det er som en russisk dukke, hvor man bare finder endnu en dukke indeni, for hver dukke man tager af. Autentiske oplevelser findes snarere ude i samfundet og i den store verden, i de sammenhænge vi ikke kan genkende, blandt de mennesker vi ikke umiddelbart forstår, og hvor virkeligheden ikke kun handler om hverdagslivets samtalekøkkener og parforhold.

I jagten på autenticitet virker det som om, at kravet om væsentlighed er gået tabt. For virkeligheden skal ikke blot være ægte, men også vigtig. Ellers er resultatet blot en flygtig følelse, der alene tjener til at holde seeren til skærmen. Reality-tv og sociale netværksmedier har store muligheder for at skabe engagement i virkeligheden, men hvis de skal realiseres, skal vi turde udfordre os selv.

Illustration: Cecilie Sara Cholewa

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*