Klumme: Den ekstra virkelige virkelighed

Vi skal ind bag ved linsen, altså helt ind bagved. Ind bag manuskriptet og replikkerne, alt det planlagte og virkelig se den virkelige virkelighed. Det skal ikke være opstillet, men udstillet, som det ville se ud, selv hvis kameraerne ikke var der, og vi som seere bare var fluen på væggen hjemme hos sportsstjernen og politikeren, mens de bager, broderer, og hvad deres PR-medarbejder nu ellers har bedt dem udføre af hverdagssysler.

Autenticitet har længe været et buzz-ord i underholdningsbranchen, hvor tilrettelæggere summer omkring denne bikube af virkelighedsnektar i et tilsyneladende forsøg på at udviske grænsen mellem de to sider af fjernsynsskærmen. Årsagerne kender de nok kun selv, men som udenforstående i en kommercialiseret medieverden skal man måske skæve til reklamebranchen for en mulig forklaring. Her synes udviklingen klart at gå i retning af en, måske ikke skjult, men i hvert fald subtil form for markedsføring, hvor produktplaceringer, indlejret markedsføring og sponsorater kan maskere salgsmissionen ved at lade produktet, der skal sælges, indgå i en helt naturlig sammenhæng.

Det synes at virke. Udviklingen går i hvert fald stadig i den retning, og årsagen ligger faktisk hos os selv, forbrugerne. Vores reklamefilter er gennem tiden blevet forstærket som følge af at være under konstant påvirkning, og det er derfor også blevet tilsvarende sværere for virksomheder med et salgsbudskab at penetrere det. Det har udfordret de i forvejen smarte markedsføringsfolks kreativitet til at finde på ’metoden’: Hvis reklamen ikke fremstår som reklame, kan den slippe igennem forbrugerens kritiske filter.

FAKEFILTERET

Men nu er reklamer imidlertid ikke det eneste, vi som forbrugere har udviklet et filter over for. Påvirkning kommer i mange former, og tv-shows, programmer og personligheder skal også sælge dem selv til os. Men efterhånden, som vi har fundet ud af, at de bare læser op fra en teleprompter, mens publikum klapper på kommando, har vi udviklet et lignende filter over for den slags påvirkning – vi kan kalde det et fakefilter.

Det er selvfølgelig ikke optimalt for medieproducenterne, at deres målgruppe i stadigt højere grad kan se gennem det perfekt stylede hår og colgate-smilet med viden om, at det bare er fjernsyn, og at fjernsyn står som modsætning til det oprigtige, det virkelige, det autentiske. Men nu har mediefolk heldigvis en del fællestræk med reklamefolket, og de kan bestemt også være smarte og kreative. Så hvis reklamerne kunne omgå filteret ved at fremstå som en del af en naturlig sammen- hæng, så kan det samme måske lade sig gøre med tv?

PARADOKSET

Og med ét flød landskabet med mælk og honning fra den buzzende bikube i form af autentisk fjernsyn med helt almindelige mennesker i deres helt almindelige virkelighed, så du nu kan sidde i din stue og bruge skærmen som dit vindue til virkeligheden. Det er i hvert fald sådan, det bliver fremlagt i reklamerne.

Men er det ikke helt igennem paradoksalt at bruge autenticitet som et virkemiddel og salgsparameter? Svarer det ikke til at sælge den nye udgave af FIFA under den parole, at det er det tætteste, du kommer på at spille fodbold – udover selvfølgelig at spille fodbold? For når du begynder at tænke autenticitet i potens – hvordan du kan få virkeligheden til at fremstå endnu mere virkelig, end den er – ja, så har du netop ofret de selvsamme kvaliteter for det planlagte og perfekte. For selvom sportsstjernen og politikeren sikkert bager og broderer fra tid til anden, så håber jeg egentlig, at de bruger 90 procent af deres tid på at træne og føre politik og simpelthen leve i deres virkelighed i stedet for at prøve at fremstille en hyperautentisk virkelighed, som vi andre kan lappe i os.

VILDLEDELSE KONTRA VIRKELIGHED

Det handler ikke kun om imagepleje og facader, men også om ren og skær vildledelse. Som når DR3 proklamerer, at de laver et autentisk eksperiment for at undersøge, hvordan mennesker i virkeligheden kan presses til at være ond, ondere, ondest, og man så i samtale med en af deltagerne finder ud af, at sekvenser fra forskellige dage er klippet sammen for at tilføre spændinger, der reelt ikke var til stede under optagelserne, så er det ikke virkelighed, men underholdning.

Og det er måske det, vi ender med. Hvor meget vi end gerne vil kunne se virkelig- heden fra vores magelige plads i sofaen, så kan vi kun få underholdning. Selv en dokumentar er jo kun en repræsentation af virkeligheden, og det nærmeste, langt de fleste programmer og personligheder kommer på begrebet, er at anvende det i deres salgstale.

Så vi skal desværre stadig finde autenticiteten og virkeligheden alle andre steder end på de pixelerede skærme – heldigvis er den også alle andre steder.

Illustration: Cecilie Sara Cholewa

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*