Når din soulmate bliver sælger

I det kommercielle blognetværk Bloggers Delight bliver de mest læste bloggere tilbudt at skrive om forskellige produkter mod betaling. Men er sådanne indlæg troværdige, og har de nogen indflydelse på antallet af læsere? SAMSON har taget en snak med direktøren for Bloggers Delight og undersøgt holdningen til de sponsorerede blogindlæg blandt læsere og bloggere.

De er mange, og der kommer hele tiden flere til. At være blogger er de senere år blevet ekstremt populært. Og hver dag udgiver bloggere et hav af indlæg om dem selv, deres liv og de produkter, som de enten køber eller får sponsoreret – indlæg som op mod mange tusinde læsere hver dag mæsker i sig på deres daglige ’blogrundfart’.

Spørger man direktør og stifter for Bloggers Delight, Henrik Akselbo, skaber de sponsorerede indlæg målrettet reklame og flere læsere. Omvendt er der hos flere læsere en overvejende negativ holdning til formatet og dets troværdighed – så negativ, at de til tider vælger helt at droppe de kommercielle blogs. Selv har bloggerne svært ved at forstå den negative læserdiskurs, fordi de selv mener, at de altid tilkendegiver deres egne holdninger, sponsorat eller ej.

PERSONLIGHEDENS STYRKE

Ifølge Danmarks største blognetværk, Bloggers Delight, er op mod 600.000 læsere hver måned forbi netværkets i alt 125 blogs. De mange læsere er lig mange potentielle kunder, og derfor ser virksomheder dollartegn i blogmediet til eksponering af produkter.

Ifølge direktør Henrik Akselbo er det de mest læste bloggere, de såkaldte Premium-bloggere, der bliver tilbudt samarbejde med virksomheder. Et samarbejde som Bloggers Delight selv mener, at de er eksperter i. Ifølge Henrik Akselbo kender Bloggers Delight nemlig de cirka 50 Premium-bloggere så godt, at de hurtigt kan matche et produkt med dem:

»Vi ved for eksempel, at hvis en blogger er imod parabener i kosmetikprodukter, og der kommer en producent med et produkt, der indeholder parabener, så spørger vi slet ikke den blogger,« fortæller direktøren for Bloggers Delight.

Ikke kun teamet bag Bloggers Delight har en solid viden om bloggerne. Også flere læsere fortæller, at de oplever et personligt kendskab, hvor ’vi kender dig’-jargonen træder tydeligt frem:

»Alle de blogs, jeg har fulgt med i, har fået mig til at føle, at jeg kender bloggerne ret godt. Bloggerne introducerer os for deres familie, venner og kærester og sætter os ind i deres daglige kost, mode og motion. Derudover giver de gode råd, som man kan bruge i sin hverdag, og det, tror jeg, får os til at føle et tættere ’bånd’ til dem,« fortæller den 19-årige bloglæser Tilde.

Bloglæseren Alice på 18 år fremhæver især bloggen med det spanske navn ‘Mi Confesión’, der betyder ’Min bekendelse’. Som navnet antyder, giver indehaver Line Sofie bekendelser fra sit eget liv, hvor især kærestesorg har været et gennemgående emne. Det personlige indblik finder 23-årige bloglæser Nete også hos Cathrine bag bloggen ‘Rock Paper Dresses’, der med jævne mellemrum lukker sine læsere ind i hendes følelser og frustrationer.

TVIVLSOM ÆRLIGHED

Selvom både Bloggers Delight og flere læsere oplever et personligt kendskab til bloggerne, så er der stor forskel på, om det er en styrke for de sponsorerede indlæg. For selvom direktør Henrik Akselbo fortæller, at Bloggers Delights personlige kendskab til bloggerne gør det lettere for virksomheder at målrette reklame mod læserne, så mener flere læsere, at de sponsorerede indlæg sår tvivl om bloggernes ærlighed. Overvægten af de adspurgte læsere er altså ikke letkøbte, men tværtimod reklamekritiske.

Flere læsere finder det for eksempel mindre sandsynligt, at en blogger selv ville købe et produkt, hvis det ikke var sponsoreret, og de mener derfor, at de sponsorerede indlæg er mindre troværdige end de almindelige blogindlæg. En af de læsere er 23-årige Sofie:

»Hvis en blogger reklamerer for noget, som man ikke lige forbinder hende med, så kan jeg godt føle, at hun bare sælger ud og ikke er seriøs, men bare gør det for penge,« fortæller hun.

Hun finder det især problematisk, når op til flere bloggere skriver positivt om samme produkt:

»Nogle gange er det bare så kluntet, at alle bloggere i samme kollektiv lige pludselig bare elsker Kleenex-lommetørklæder,« udtrykker Sofie.

Scroller man igennem de sponsorerede blogindlæg, er det da også primært de positivt ladede ord, der dominerer. Det er stort set umuligt at støde på negativ omtale. Og selvom 24-årige bloglæser Johanne generelt oplever en positiv retorik i blogmediet, så finder hun den sjældent negative omtale problematisk:

»Jeg synes, at det er utroværdigt, at man sjældent eller slet ikke oplever en dårlig anmeldelse af et produkt,« fortæller hun.

INDLÆG DER IKKE HOLDER VAND

At der i det hele taget optræder adskillige sponsorerede produkter på de forskellige blogs, blev bloglæseren Tilde først opmærksom på efter at have set DR3-programmet Absurdistan, der sidste år undersøgte, om den slags indlæg er tydelige og giver troværdige informationer. Tilde ser det derfor som en brist for både produkternes og bloggernes troværdighed, at de sponsorerede indlæg ikke altid er lette at spotte.

Absurdistan tog forsøgsbrillerne på og gik i kødet på den sponsorerede blogverden med produktet Kejser Vand – en kildevand skabt af intet andet end det pure opspind. Ikke desto mindre lykkedes det de to fyre bag programmet, Jesper Juhl og Kristoffer Eriksen, at få kendisbloggerne Mascha Vang og Jackie Navarro til at skrive sponsorerede indlæg med rosende anbefalinger om deres fupvand. Vandet blev brandet som smeltet is fra Nordpolen i flasker med nedbrydningstid som et æble. Og de informationer skabte rosende anbefalinger. Mascha Vang kaldte ligefrem Kejser Vand for »jomfruelige dråber,« mens Jackie Navarro opfordrede sine læsere til at købe Kejser Vand, idet hun promoverede det som hendes bedste skønhedstip.

Absurdistans test af bloggernes til tider letsindige omgang med markedsføringsloven er altså et eksempel på, at de sponsorerede indlæg ikke altid ’holder vand’. At det kunne lykkes DR3 at få bloggere med mange tusinde læsere til at skrive indlæg om et ikkeeksisterende produkt, vidner derfor om formatets svært gennemskuelige troværdighedsgrænse. En grænse som læserne har svært ved at opdage, men som også bloggerne må balancere på.

»HOLDNINGERNE ER VORES«

De negative læserkommentarer er ikke svære at få øje på, hvis man løber igennem kommentarfelterne til sponsorerede indlæg blandt Bloggers Delights Premium-bloggere.

Flere bloggere har derfor valgt at skrive indlæg, der forholder sig til læsernes negative syn. Sådanne indlæg ses på bloggen ‘Sidsel og Lasse’, der drives af et århusiansk kærestepar. Heri beskriver de, hvordan de oplever en mistillid til, i hvor høj grad de og andre bloggere udtrykker en ærlig holdning i de sponsorerede indlæg, når de modtager betaling for dem. Den negativitet skyldes ifølge Sidsel og Lasse, at læserne netop føler et personligt kendskab til dem:

»Blogs er mere personlige og har et konkret ansigt, som man forbinder bloggeren med. Derfor kan sponsoreret indhold på blogs for læserne føles som at blive ført bag lyset af en god ven,« skriver de på deres blog.

Selv har Sidsel og Lasse dog svært ved at forstå læsernes mistro. De understreger derfor, at deres holdning ikke kan købes. For selvom de skriver, at der optræder indlæg på deres blog, som muligvis ikke havde fundet vej dertil, hvis ikke de var sponsorerede, så pointerer de, at holdningerne er deres – en holdning der i blogverdenen ofte understreges i sætningen »Indlægget er sponsoreret, men udtryk for egen holdning.« Sidsel og Lasse skriver derfor også, at de har takket nej til mange produkter, fordi de enten vurderer, at produkterne ikke passer ind, eller fordi de ikke føler, at de har noget positivt at sige om dem.

Men den velreflekterede holdning er ikke gennemgående i alle blogs. Lasse fortæller, at nogle bloggere desværre giver hvad som helst for omtale, også god omtale af dårlige produkter.

Bevæger man sig væk fra Sidsel og Lasse, ser man da også andre bloggere skrive indlæg om, hvorfor de siger ja til de sponsorerede indlæg. For eksempel erkender Isabella Thordsen på sin blog af samme navn, at hun blandt andet har en dyr husleje, og derfor kan se sig nødsaget til at takke ja til de sponsorerede indlæg. Samtidig skriver hun dog også, at hun kun takker ja til produkter, som hun kan stå inde for. Men for læserne kan det muligvis være svært at vurdere, om kroner og ører trumfer den personlige holdning. Direktør for Bloggers Delight Henrik Akselbo fortæller da også, at det økonomiske perspektiv er årsag til, at nogle bloggere ligefrem brokker sig over ikke at få tilbudt nok sponsorerede indlæg.

LÆSERFLUGT ELLER EJ?

Holdningen til de sponsorerede indlæg er i flere tilfælde årsag til, at læserne vælger at droppe de kommercielle blogs. De mister simpelthen lysten til at læse med, hvis de sponsorerede indlæg virker utroværdige eller overstiger de almindelige indlæg. For eksempel nævner bloglæseren Sofie, at det kommercielle format kan være så kedsommeligt, at hun vælger at droppe nogle blogs:

»Det er trættende at læse en blog, hvor det ene indlæg efter det andet er sponsoreret. Hvis man bare vil se reklamer, kan man jo tænde tv’et, læse magasiner eller tilbudsaviser.«

Virkeligheden ser dog markant anderledes ud, hvis man spørger direktør Henrik Akselbo, der har adgang til datastatistik fra alle Bloggers Delights 125 blogs. Ifølge egen udtalelse har han endnu ikke set data, der bekræfter en sammenhæng mellem sponsorerede indlæg og læserflugt. Tværtimod ser han en tendens til, at de sponsorerede indlæg forstærker læsertallene:

»Min hypotese er, at hvis en blogger har en del læsere, men ikke tjener penge på det, så er det begrænset hvor meget tid, hun kan bruge på sin blog. Hvis hun så pludselig begynder at tjene penge på sin blog, så kan hun sige sit studiejob op og bruge mere tid på sin blog. På den måde bliver kvaliteten bedre, og hun laver flere indlæg – og det har en rigtig positiv effekt på læsertal,« fortæller direktøren. Ifølge Henrik Akselbo tyder intet altså på, at læserne flygter.

Foto: Bloggers Delight

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*