Nyhedsbranchen i dyb krise

Nyhedsbranchen

Foto: Wikimedia Commons

Nyhedsbranchen i dyb krise

Nyhedsbranchen er i en eksistentiel krise. Det er ikke noget nyt. Alligevel er det langt fra alle i branchen, der vil erkende det. Krisen er en pinlig affære med en lang række symptomer. Lige nu er det de berømte fake news, der skal bekæmpes. Virkeligheden er dog, at de bare stjæler fokus fra de mange andre symptomer. Som en grim svulst i en ellers betændt og virusinficeret krop. Clickbait er blevet en reel forretningsmodel og breaking news-begrebet er så udvandet, at den gule bjælke går i ét med banaliteterne, den rapporterer om. Bare for at nævne nogle eksempler. Nyhedsjournalisterne har glemt alt om deres erhvervs ædle formål og søger desperat enhver form for opmærksomhed.
I hvert fald hvis du spørger mig. Og det er lige, hvad du gør. Du får i hvert fald min personlige opfattelse af en nyhedsbranche i frit fald, som famler efter noget og nogen at klynge sig fast til.

Vi – de træffer. Hvor klikker de, hvad liker de, hvilke at seerne ikke kunne klare kun at høre om
unge – bliver skudt meget i skoene. Vores opmærksomhed er flygtig. Vi har for travlt til fordybelse. Vi er ikke trofaste over for enkelte nyhedsmedier, og vil ikke betale for vores forbrug. Vi shopper sådan set bare rundt i medielandskabet og tager kun det, der lige passer ind i vores liv og selvforståelse. Der er en flig af sandhed i denne fortælling om de unge – for hey, hvem kan bebrejdes for at udplukke det bedste fra den kaskade af nyhedstilbud, der konstant er tilgængelig på snart alle platforme.

Det er dog sjældent den historie, vi unge fortæller om os selv og hinanden. Den udlægning kommer i stedet fra de etablerede medier, som ikke forstår, at de unge som gruppe er så svære at engagere og fastholde. Og det er forbandet, for lige netop de unge er den mest ombejlede gruppe; en generation, der har fået tildelt magten til at definere, hvordan medierne skal agere i kampen om forbrugernes tid. Magten udspilles helt enkelt i de valg, de unge konstant træffer. Hvor klikker de, hvad liker de, hvilke platforme befinder de sig på? Det er det målestok, medierne har til at regne ud, hvor de skal bruge deres kræfter. Det har blandt andet ført til nyhedsmediernes tilstedeværelse på samtlige platforme og sociale medier. Medieforskningen viser også gang på gang, at flere brugere dækker deres nyhedsbehov via sociale medier. Hvad er problemet i det, hvis nyhedsudbyderne alligevel får skubbet deres nyheder ud til de unge forbrugere? Problemet er, at succeskriteriet netop er at blive set og hørt. Og som bekendt sker det nemmest ved at råbe højt – om et eller andet. Bare højt.

På de sociale medier gælder naturligvis nogle helt andre spilleregler, end når Kim Bildsøe har flere hundredetusinde seeres opmærksomhed i en halv time. I de længere nyhedsudsendelser kan DR og TV 2 sammensætte et narrativ af dagens begivenheder. En pakke der går under navnet Nyhederne og TV-avisen – begge i bestemt form. For du får som seer serveret lige netop den pakke af nyheder, som du skal bruge for at være oplyst om det samfund, du lever i. I hvert fald hvis du spørger DR eller TV 2 om, hvad vi har brug for. Deres svar er konflikt, forargelse og mere konflikt. Det er i hvert fald, hvad vi får.

Nyhedskanalerne indså dog for år tilbage, at seerne ikke kunne klare kun at høre om konflikt, krig og dårligt vejr. Løsningen var (åbenbart) ikke at lave om i formidlingen af nyheder. Man tilføjede bare noget hyggeligt i røven af alt det forfærdelige. På godt gammeldags Aftenshowet-vis kunne man så gå fra borgerkrig og terrorangreb til en kvinde i Esbjerg, der har fundet glæden
ved at hækle sit eget hus. På den måde rundede man nyhedsudsendelsen af med en gnist af håb for det verdenssamfund, der fem minutter tidligere stod i flammer på 40”-skærmen.
Når nyhederne i stedet skal passe i de sociale mediers design, er det endnu mere påkrævet at være opsigtsvækkende. Her kæmper nyhedsartiklen med avokado-madder på musselmalede tallerkener og babybilleder. Sikke en kamp.

Til et foredrag, jeg for nyligt var til, stod Ekstrabladets Poul Madsen og Zetlands Lea Korsgaard over for hinanden til en debat om mediernes rolle nu og i de kommende år. De to har nyhedsbranchen tilfælles, og det er omtrent dét. På alle parametre er de hinandens modsætning, når det kommer til at håndtere deres fælles embede. Poul Madsen fortalte stolt, at EB.dk udgiver 300 ”artikler” dagligt. 300. Det lader vi lige hænge lidt. Artiklerne kan blive brygget på minutter – det tager jo ikke lang tid at kopiere et andet medies indhold og ændre lidt i ordlyden. Til sammenligning udgiver Zetland højst 5 artikler dagligt, som journalisterne bruger dage og nogle gange uger på at skrive.

Så kan vi jo som forbrugere bare vælge det gennemarbejdede kvalitetsjournalistik. Så nemt er det desværre ikke. Mediehusenes forklaring ligger ellers lige til højrebenet: Så længe efterspørgslen på clickbait, breaking og fake news er der, hvorfor så ikke udbyde det?
Det er bare for nemt. Alt for nemt at lade alle pilene pege på forbrugeren. Og det er blevet en sovepude; en undskyldning for ikke at kigge indad.

Så lad os på brugernes vegne kigge indad: Selvfølgelig bidrager vi til at udstikke vejen for nyhedsmedierne, når vi klikker rundt i nyhedsjunglen. For det kræver altså en overordentlig standhaftig karakter at ignorere overskrifter som ”Chok-fund på kirkegård: Menneskeknogler til gratis afhentning” eller ”Her ender hans pyton-selfie helt galt” (ja, de er plukket lige fra de overfyldte hylder på EB.dk). Mit bud er, at vi læsere ikke ville lede febrilsk efter den slags historier, hvis ikke de var der. Og hvis ikke de blitzede i neonfarver som lysshowet til en Skrillex-koncert.
Som Poul Madsen endnu mere stolt fortalte, så er det netop de hurtige og opmærksomhedsvækkende historier, der gør det muligt for Ekstra Bladet at lave store afsløringer og indimellem bringe dybdegående journalistik. Hvis du ellers kan finde det mellem alle de hurtige fix af lokkende overskrifter, der lover mere, end de kan holde. Er det virkelig prisen, der skal betales for en gang imellem at blive begunstiget med kvalitet? 299 ligegyldige artikler for én gennemarbejdet? Har journalistikken undergravet sin egen branche i så stor stil, at chefen for landets mest besøgte nyhedssite roligt kan erkende, at han bedriver ligegyldige banaliteter som forudsætning for indimellem at leve op til journalistikkens ædle formål? Det korte svar er ja. Og det er alle de tidligere nævnte symptomer et klokkeklart tegn på.

Lad os derfor tage den konstruktive kasket på. Hvis nyhedsmedierne skal finde vej ud af krisen, må vi som brugere stoppe med hovedløst at drysse likes og clicks ud på den sti, der fører til overfladiske beretninger, ligegyldigheder med chokeffekt og deciderede usandheder. For de følger den sti, hvor end den fører hen.
Og så til nyhedsjournalisterne. I jeres famlen efter noget at klynge jer til vil jeg foreslå at genopdage journalistikkens ædle kunst; At bidrage til oplysning med dybde og perspektiver på, hvad der foregår i det samfund, som vi er en del af. Hvis vi som forbrugere skal tænke over, hvem og hvad vi giver vores dyrebare klik med musen, så må det forventes, at der er noget substans i det, vi kan vælge at klikke på.

Der findes sundhedstegn i det brogede nyhedslandskab; Zetland er et af dem.Ved det seneste store terrorangreb (eller rettere: det seneste, som kom tæt nok på vores bevogtede grænser til, at medierne orkede at skrive om det) skrev Zetland med få sætninger om hændelserne efterfulgt af sætningen: ”Vi trækker lige vejret et par dage og vender tilbage, når vi har det fulde billede af begivenhederne”. Et modigt og tiltrængt træk i det evige kapløb om at være først med det nyeste, ligegyldigt om det kun baserer sig på gisninger og til tider falske informationer. Lad os derfor alle tage en kollektiv dyb indånding – helt ned i maven – og give tid og plads til det, der har substans. Så kære nyhedsmedier. Fra bunden af mit idealistiske hjerte: Vil I ikke nok tage ansvar?
Det lyder banalt. Som det ser ud lige nu, kræver det dog en grundlæggende ændring i måden at bedrive nyhedsjournalistik. Et lynkursus i krisehåndtering er ikke nok. Succeskriteriet må aldrig være opmærksomhed for opmærksomhedens skyld. Hvis vores opmærksomhed virkelig er så flygtig, som I siger, så brug den i det mindste til at gøre os klogere på verden.

0
0

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*