SAMS Adventskalender: Medieåret 2019 1. søndag i Advent

SAMS Adventskalender: Medieåret 2019 1. søndag i Advent
Medieåret 2019 har budt på mange opture, nedture og svedture: skandaler, lukninger, lanceringer og nyheder, som vi ikke vidste om vi skulle grine eller græde over. SAMS giver dig denne december et overblik over de allervigtigste, eller i bedste fald de mest interessante mediebegivenheder i 2019. Begivenheder, som du kan se tilbage på med glædestårer eller bare tårer i øjnene, – så du kan føle dig godt klædt på, til at møde medieåret 2020!

 

Årgang 0 trækker stikket
2019 starter ud med en mindre god, men dog forventet, nyhed for de fleste danskere: det folkekære tv-program Årgang 0 præsenterede sin sidste sæson i år, og for alle os, som nærmest er vokset op sideløbende med de tre medvirkende Rachel, Christian og Stephanie, er det hårdt at acceptere afslutningen. Men hele Danmark – små som gamle – har fulgt tæt med i hele programmets levetid. Det anslås faktisk at seertallene hver sæson, har været tæt på 1 million pr. afsnit (JydskeVestkysten 1. juli 2019).  

Et lille plaster på såret er, at en ny programserie med samme koncept er undervejs, nu med navnet Årgang 2020: https://livsstil.tv2.dk/2019-07-01-aargang-0-starter-forfra-som-aargang-2020  Her kan vi igen tune ind på fem danske familiers liv i 18 år. De første optagelser forventes allerede at foregå i december 2019.

 

Oscars 2019 stod uden vært
Ethvert nytår er også plaget af især én ting: ’Awards Season’. Kongen af ’Awards Season’ – The Oscars – rendte i år ind i problemer fra start, da de i januar kunne afsløre, at de ikke havde sikret sig en vært for begivenheden endnu. Problemerne startede allerede da komikeren Kevin Hart i december sprang fra værtsrollen, og efterlod Oscars i noget af en knibe. Hart sprang efter sigende fra, da en række af hans ældre tweets med homofobiske udtalelser, dukkede op igen. Men ”the show must go on”, og for første gang i år fortsatte showet uden vært, da ingen andre ønskede at takke ja til værtsrollen. Måske har de kendte i Hollywood fået berøringsangst overfor The Oscars? Showet er trods alt ikke ubekendt med skandaler, og næsten hvert år er der heftig debat om de nominerede, vinderne eller ganske simpelt omstændighederne inden, under eller efter showet. Her kan du se en liste over de 13 største skandaler i Oscar-historien: https://graziadaily.co.uk/life/tv-and-film/biggest-oscars-controversies/ 

Det bliver i hvert fald spændende at se, hvad det skal blive til med Oscars 2020…

 

Ghita Nørby hader alt og alle… men især Iben Maria Zeuthen
Et af årets mest gyldne og komiske øjeblikke var, da den legendariske danske skuespillerinde Ghita Nørby viste sig fra sin bedste side i Radio 24Syvs podcast ”Hele Danmarks Ghita” – eller rettere sagt, i et to timers næsten uredigeret råbånd, som 24Syv offentliggjorde efterfølgende. Her forsøger journalist Iben Maria Zeuthen at interviewe den karismatiske 84-årige Ghita Nørby, men Ghita har sin egen vilje, og kommer undervejs med flere skarpe kommentarer, der mere eller mindre involverer voksenskældud af Zeuthen. Her ét af de guldkorn, der lød fra Ghita Nørby under interviewet:

Ghita: ”Hvad tror du, at jeg tænker?”

Zeuthen: ”Jeg tror, du tænker, at jeg er en idiot,”

Ghita: ”Fuldkomment rigtigt,”

Zeuthen: ”Skal vi lave en kop te?”

Ghita: ”[parodierer Zeuthen] Skal vi laaaave en kop teee? […] Ikke engang det kan du sige som et menneske,”

 Ghita: ”Jeg har næsten aldrig set noget så åndssvagt, som dig og dine ørebasser og den der mikrofon, som du nu sidder og allerede har ondt i armen af,” (efter denne kommentar skifter Zeuthen senere til en mindre mikrofon)

 Interviewet var planlagt som et 7 timers portræt af Ghita Nørby, hvor mikrofonerne fik lov til at køre hele tiden. Zeuthen måtte opgive efter ’små’ 2 timer, men det kom der heldigvis 2 timers ren underholdning ud af. Eftersom Radio 24Syv ikke længere findes (hvilket er et af årets mest skelsættende nyheder, som vi også vil give et overblik over den 3. søndag i Advent) kan vi desværre ikke henvise direkte til deres hjemmeside, men vi har snuset os frem til en YouTube-video, hvor den redigerede version af interviewet ligger: https://www.youtube.com/watch?v=-XfiTdt16nI – enjoy!

 

Årets mediebegivenhed: SAMS Seminar 2019
Under temaet ”Medierne Tæt På” løb SAMS Seminar af stablen den 16. marts 2019. Seminaret satte fokus på vores forhold til medier og mediernes indtrængen i vores hverdag – frivilligt såvel som ufrivilligt. Vi kom helt på aktørerne bag de medier, vi dagligt forbruger, og indbød til debat om vores forhold til data; hvem lukker vi ind, og hvad lukker vi ud? 

Seminaret gik ikke stille for sig! Vi fik lov til at høre om alt fra Søstrene Grenes univers på de sociale medier, til hvordan Østjyllands Politi aktivt bruger sociale medier i deres arbejde og til Mette Helenas eventyr online med blandt andet #morpåtinder. Derudover bød dagen på aftenunderholdning i form af stand-up, lækker mad og overdådige goodiebags med gaver fra vores sponsorer. Der er intet at sige til, at SAMS Seminaret gentages år efter år, for det er virkelig et af årets mediebegivenheder – i hvert fald for enhver medievidenskabsstuderende. Igen i 2020 bliver SAMS Seminar en realitet, og hvis du ikke vil gå glip af dette skal du huske at melde dig ind i SAMS. Det kan du gøre på to korte sekunder lige her: https://samsnet.dk/om-sams/bliv-medlem/

 

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*